Et statsborgerskab fortæller noget om et tilhørsforhold til et bestemt land, og det giver også nogle rettigheder og muligheder. Vi er statsborgere i et land her på jorden, men som kristne har vi også et andet statsborgerskab — vi er himmelborgere.
Bibelen taler endda om, at vort borgerskab er i himlene. Det er altså der, vi egentlig hører til, selv om vi for en tid lever vores liv her på jorden.
Bibelen beskriver mennesker uden Gud som ufrie slaver. Vi kan være slaver af andre mennesker, egne krav, materielle goder, men først og fremmest er vi slaver under synden og vores fjendskab mod Gud.
Evangeliet til dig i dag er, at du ikke behøver at være slave!
Da du blev døbt, tegnede præsten korsets mærke for dit ansigt og dit bryst til et vidnesbyrd om, at din nye stilling er at være barn. Som barn er du befriet fra at være slave under synden, dig selv, ting, mennesker eller andres bedømmelse.
Med Herrens lov menes her Guds ord. “At grunde” betyder at sige halvhøjt for sig selv og på den måde repetere og studere indholdet. Dag og nat er det samme som hele tiden.
Indholdet i salmens vers bliver da, at den, der har sin glæde ved Bibelen og lever med dens indhold i sindet hele tiden, er lykkelig.
Det er ikke nødvendigvis lykke i almindelig menneskelig forstand, der menes, men i stedet den lykke at være befriet fra syndens bindinger og leve i evangeliet.
På grund at Guds nåde er vi frelst til et helt nyt liv med Jesus som herre.
Du skal se på bolden, som kastes til dig, for at kunne gribe den. Ser du på dine hænder, får du ikke fat i den. Du skal se på målet og ikke på fødderne, når du skal finde vej, ellers går du vild.
Både i menneskelivet og i kristenlivet er det på samme måde. Ser vi ind i os selv, bliver vi hurtigt trætte og mister modet, for der får vi jo øje på alt det, der ikke er, som det skal være.
Vi ser utilstrækkelighed, synd og forsømmelser, og vi ser, at vi ikke svarer til vores egen drøm om os selv.
Det gør os trætte og modløse og i virkeligheden selvoptagede.
Hvis vi skal træde frem for Gud, som vi er, holder vi ikke mål. Vi dur ikke.
Det kan godt være, at vi har været søde og rare over for vores nærmeste, og at vi har gjort meget godt for mennesker i nød. Det har vores næste haft gavn af, men over for Gud holder det ikke, for han ser hjertet.
Og vores hjerte er fyldt af ulyst til at have med Gud at gøre. Det ønsker at bestemme selv og være fri for Gud.
Men Gud ønsker ikke at være fri for dig. Det er Jesus beviset på.
Vi taler om at lade nåde gå for ret og mener dermed, at en, der er skyldig, undgår sin retmæssige straf.
Over for Gud er vi skyldige, og vi står til straf. Men Gud kender ikke til at lade nåde gå for ret.
Guds nåde er, at han lader en anden tage straffen i stedet for os. Nåde er, at Gud i Jesus ikke bare ser bort fra straffen, men renser os, så vi ikke kun er benådede skyldige, men er renset for skyld og gjort skyldfri.
Nåde er, at vi ikke skal gøre os fortjente til noget hos Gud. I stedet må vi række hænderne ud og tage imod Guds gave, som er evigt liv.
Hvis ikke noget af korner bruges som såsæd, så er der kun brød nok på den korte bane. Noget skal lægges til side. Det er forudsætningen for den bæredygtige vækst.
Med den vinkel bliver bønnen om det daglige brød i fadervor også en bøn om mission. Der må være brød til alle. Flere skal have del i Livets brød. Flere har brug for at lære Jesus at kende. Også i næste generation.
Her får alle arbejderne samme løn uanset arbejdsindsats. Alle arbejdere fik én denar af vingårdsejeren. Både dem, der havde arbejdet hele dagen, og dem, der blev hyret i sidste time.
På daværende tidspunkt var én denar en dagsløn. Det vil sige, at alle fik den nødvendige løn til livets opretholdelse. Hverken mere eller mindre. Det var tilstrækkeligt. Det var det, der skulle til. Det var nok.
Faren for, at det, som opleves overflødigt, bliver glemt og også opleves som ligegyldigt er til stede.
Alligevel er tingen fortsat livsnødvendig. Tænk på din vejrtrækning eller dit hjerteslag!
I fadervor beder vi: Giv os i dag vort daglige brød. En bøn, der let føles overflødig i en dansk kontekst, hvor det mere handler om, hvor vidt brødet er økologisk, delikat, fedtfattigt eller uden stråforkortere end om overlevelse og nødvendighed.
En af min trosfrimodigheds ældste fjender er dårlig samvittighed. Utallige gange har jeg sagt noget og senere fortrudt det. Syndet, og senere bekendt det.
Alligevel har samvittigheden plaget, og ofte mindet mig om min fejl og utilstrækkelighed. En plagende samvittighed knuser glæden. Det kender alle.
Jeg har læst mange bøger, der forkynder budskabet om tilgivelsen i Jesus. Men på en speciel klar, direkte og frisættende måde viser Rosenius, hvordan min dømmende samvittighed må pakke sammen i mødet med evangeliet. Det er et budskab, der giver liv og glæde – i overflod!