Men den anden satte ham i rette og sagde: ”Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.” Og han sagde: ”Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.” Og Jesus sagde til ham: ”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis”
(Lukasevangeliet 23, 39-43).

Det er hjertet bag ordene, der tæller. De samme ord, der her siges som en hån, kan siges ligegyldigt; men de kan også siges som en bøn. Hvor var den fortabte røver nær frelsen!

Uudslukkelig tørst fører til fortvivlelse. Det er korset et vidnesbyrd om. Det gælder tørst efter vand og i endnu højere grad tørst efter Gud.

Jesus tørstede efter Gud, men Gud havde forladt ham. Det er Helvedes kval.

Men for os kan tørsten på denne side af evigheden blive vejen til velsignelse. Tørsten får dig til at vende dig mod noget uden for dig selv. Og Jesus har sagt: Om nogen tørster, han komme til mig og drikke.

At være forladt af Gud blev ikke det sidste for Jesus. Da alt det, der skulle gøres til din frelse, var fuldbragt, råbte Jesus med høj røst: Fader!

Med sit hjertes øje så han sin Fader. Han så ikke alene en fars øjne, der vågede over ham, men han så også et faderhjerte, der bankede for ham.

Jesus var nu der, hvor hans legeme og ånd skulle skilles. Legemet skulle lægges i en grav, men hvor skulle ånden være? Jesus var ikke i tvivl.