Tænk, at han (muligvis Jeremias) tør formulere sig så provokerende.
Han ved jo, at den Gud, han beder til, er den hellige, ophøjede og retfærdige Gud; den Gud, der lover aldrig at svigte eller glemme sit folk.
Hvad bilder han sig egentlig ind?
Han bilder sig ind, han er menneske! Skabt i Guds billede. Det gør ham og dig til noget ganske særligt. Du er skabt til at stå i et forhold til Gud.
Der er mange, der synes at have glemt det her: Vi skal elske den fremmede. Bemærk, at der bruges ordet ”elske”, ikke ”tåle”, ikke ”acceptere”, ikke ”være sød ved”, nej, ELSKE.
Det er ellers noget af et krav at stille. De skulle da ellers være glade nok for at være her. Her i vores dejlige land.
De ti bud er nedskrevet i sammenhæng to gange: I 2. Mosebogs 20. kapitel og så her i 5. Mosebog. Begge steder indledes budene med ordene: ”Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset,” og det er der en vigtig grund til.
Det er nemlig i det lys, at alt det andet skal ses. Når Gud efterfølgende redegør for israelitternes lov, er det med det i baghovedet, at han har ført dem ud af Ægypten, af trællehuset. Han har gjort dem frie, og når han nu befaler dem at leve på en bestemt måde, så er det, for at de kan bevare denne frihed.
”og Herren sagde til Moses: ”Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet.” Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang; hvis nogen så blev bidt at en slange og rettede sit blik mod kobberslangen, beholdt han livet.”
4 Mos 21,6-9
Det var alvor. Hvis de ikke holdt Herrens bud, døde de. I al den tid, de havde kendt Gud, havde det aldrig slået fejl:
Han holdt altid, hvad han lovede. Med skræmmende styrke havde Den Almægtige Gud vist, at han mente sine bud alvorligt. Man syndede, og Gud straffede. Man syndede — og døde.
I afsnittet om Aron og hans sønners indsættelse i præstegerningen læser vi altså, at de skulle holde Herrens bud, ellers døde de. De vidste som sagt, at det var sandt; efterfølgende står der også, at ”Aron og hans sønner gjorde alt det, som Herren havde befalet gennem Moses”.
Hvad var det dog for nogle tykpandede åndsamøber, som gjorde dette? Gud havde ført dem ud af fangenskabet, han havde delt vandet, så de kunne gå tørskoet gennem det, han havde udslettet Faraos hær for øjnene af dem, han havde skaffet dem vand ud af ingenting, han sendte manna om morgenen og vagtler om aftenen, han havde på alle måder vist, at han var deres almægtige Gud. Alligevel ville de have en gud — også selv om de alle vidste, at det aldeles intet havde med en gud at gøre. De samlede deres guld- smykker, og Aron smeltede dem om til en guldkalv, de så gav sig til at tilbede.
Han svæver ikke rundt mellem skyerne, højt hævet over jorden og menneskelivet.
Han interesserer sig også for din og min konkrete hverdag.
Efter de store bønner om Guds navn, Guds rige og Guds vilje, kommer der en ganske lille bøn. Ikke lille i betydningen ligegyldig. Men lille i betydningen menneskelig. Konkret. Fysisk.
Giv os i dag vort daglige brød.
Brød. Dette nødvendige, hverdagsagtige, normale, basale brød, som vi finder i bunden af kostpyramiden. I Fadervor symboliserer brødet alt det nødvendige.
Ikke overflod. Men det nødvendige.
Men måske er det en ret god ide. For en ting er det, der gør ondt. Det er ubehageligt og af og til ulideligt. En anden ting er ham, som er ond. Han er ikke bare ubehagelig og ulidelig. Nej, han kan også være smuk, behagelig, tiltalende. Derfor er han farlig. Langt farligere og langt værre end det, der gør ondt.
Djævelens ønske er at lokke os væk fra Gud og troen på Guds nåde. Han lokker med alt muligt godt: Venskaber, popularitet, succes, medgang, karriere, oplevelser, sundhed. Eller han peger på det ufornuftige, ulogiske, umoderne i at tro på en gammel bog og en outdated Gud.
Derfor beder vi Gud om ikke at lede os ind i fristelse. Det er der virkelig behov for. For de er jo over alt, fristelserne.
Du kan nok godt selv sætte ord på, men lad mig give et par eksempler: Det er fristende at hævde sig på bekostning af andre ... bare et lille ondt ord. Det er fristende at snyde med penge eller matematikopgaver. Det er fristende at se porno i fjernsynet eller på nettet. Det er fristende at undgå de mennesker, der er i nød. Det er fristende at lade være med at fortælle mennesker om Jesus. Og så videre..
Synd. Et meget umoderne ord. Eller et ord, som svarer til ,,ærgerligt” eller det jyske ,,træls”. Et irriterende, men let ord.
I Guds virkelighed er synd ikke et let ord. Det er et tungt ord. En tung virkelighed. For synd er ordet for menneskets oprør imod Gud. Ordet for menneskets ønske om selv at være Gud. Afvisningen af Gud.
Vi gør synd. Alle vores ord og handlinger er besmittet og ødelagt. Hvorfor? Fordi vi er synd. Helt ind i vores inderste kerne. Vi er syndere. Du og jeg.
- Tænkepause