| Luthersk Mission

Når jeg bliver stor, vil jeg være missionær

Missionærkaldet er noget meget personligt, som for mig tog form tidligt i min barndom. Jeg lærte at bede aftenbøn af min mor og far, som det var almindeligt i mange hjem.

Vi bad også hver aften for de børn, som ingen mor og far havde, og for dem, der ikke kendte Jesus, frelseren.

Jeg vidste, at kendte man ikke Jesus, kunne man ikke komme i Himlen, men måtte gå fortabt. Det blev til nød i mit barnehjerte, og jeg var bare fire-fem år gammel, da jeg sagde til min far:

Jesus kaldte mig fra Irak for at frelse mig

Den 19. august i år blev irakiske Ali Adnan Khadim døbt i Hillerød Frimenighed og kalder sig nu Daniel Christiansen

Selv om han bor på Udrejsecenter Kærshovedgård i Jylland, og står over for en uvis fremtid, finder han fred i sin nye kristne tro.

”Nu hvor jeg er blevet døbt, er Jesus fuldt ud i mit liv og i mit hjerte. Min sjæl er nyfødt, og derfor har jeg valgt et nyt navn. Det er nu hans vilje – og ikke længere min egen – der styrer mit liv.”

Som ramt af et hammerslag

Mit kald begyndte som en gnavende orm i min bevidsthed, men trængte igennem som et slag med en forhammer flere år senere.

Mit hjem var ikke missionsk. Jeg ”kom med” via studenterarbejdet KFS. Meget hurtigt efter at jeg havde set, at Jesus er frelseren, begyndte urolige fornemmelser at melde sig inderst inde i mig: Du skal være missionær! Jeg lagde låg på og lod som ingenting. Men det føltes som en orm, der gnavede i min samvittighed.

Blev missionær i stedet for min mormor

Jeg har altid vidst, at jeg skulle være ydremissionær, selvom jeg ofte var utilfreds med Gud i min barndom på grund af hans beslutning.

Min mormor ville gerne være missionær, men det ”forhindrede” hendes giftermål, da morfar ikke havde det kald. Mit barndomshjem var præget af stor interesse for ydre mission, selvom jeg aldrig husker, at mine forældre har talt personligt om det.

Kaldet er aldrig et afsluttet kapitel

”Det er mange år siden, jeg første gang mødte overvejelserne om at rejse ud,” fortæller missionær Ruth Bach-Svendsen.

”Egentlig er det lige ud ad landevejen, det med kaldet – set i bakspejlet! Men sådan oplevedes det slet ikke dengang for 35-40 år siden. Jeg hørte om behovet for missionærer gennem dem, der fortalte om missionsarbejdet, og gennem bibellæsning talte Gud til mig mere personligt om det.”

Dyb hvile og dynmisk tro

Dyb hvile og dynamisk liv er Jens Ole Christensens (JOC)nye bog om Jesu måske mest kendte og udfordrende tale: bjergprædikenen.

Alle, der har læst bjergprædikenen, har fundet løfterige og inspirerende passager. Som når Jesus lover de åndeligt fattige himmeriget eller lærer os Fadervor. Men de selv samme har med garanti også fundet anfægtende og udfordrende passager. Som når Jesus siger, at kun de rene af hjertet skal se Gud, eller at porten er snæver.

På kanten af Paradis

Da den sydafrikanske missionær Martin de Lange og hans familie bliver kaldet til at være missionærer i Tyrkiet, oplever de et kald til at leve med Gud på kanten af paradis. De bliver kaldet til et land, hvor regeringens negative opfattelse af kristendommen, forfølgelse, lidelse og død er en realitet, og hvor prisen for at være kristen kan være høj.

PastaParty 2

Endnu engang har Simon Bartholdy, i samarbejde med bandet PastaParty, skrevet og oversat en række anderledes, festlige, morsomme og uhøjtidelige børnelovsange. Simon har været ansat i LM som børnemusikkonsulent siden 2015.

Cd’en indeholder ligesom 1’eren ti sange, hvoraf nogle er oversat fra engelsk og andre er helt nyskrevne. Denne gang har de også valgt at indspille nogle gode, kendte kristne børnesange.

Cd’en indeholder numre, der handler om alt fra Jesus og Jonas til giraffer og granatæbler – og der er både godt indhold og skøre indfald.

Gud svarede midt i en salto

"Jeg havde haft en virkelig dårlig dag i skolen, så da jeg kom hjem, gik jeg ud på trampolinen og hoppede," fortæller Malou.

Lige pludselig oplevede hun en stærk tvivl, som om nogen prikkede hende på skulderen og sagde: "Gud har ikke tilgivet dig, og han findes slet ikke."

"Det første, jeg kom i tanke om, var at sætte mig ned på trampolinen og bede. Jeg startede med at spørge Gud, om han virkelig var der, og om han havde tilgivet mig. Så rejste jeg mig op og lavede en salto."

Prædikant med rygmærke og depression

Finn Sørensen er en af LM’s omkring 160 prædikanter. Han passer ikke ind i den fordom, man måske kunne have om prædikanter: at de er opvokset med troen, kun beskæftiger sig med teologi og har haft et snorlige liv.

Han kom først som 20-årig til personlig tro på Jesus, og har arbejdet med lidt forskelligt - mekaniker, lærer og skoleleder, og er nu ansat som teamleder i en it-virksomhed og forkynder for LM i fritiden.

Subscribe to