Hver 14. dag mødes op mod 20 familier til Familienetværk i LM’s Missionshus i Nykøbing Falster. De er samlet mandag eftermiddag om leg og aktiviteter, refleksion og fællesspisning.
Vi synes selv, det er et godt "missionsarbejde," siger Niels Rasmussen, der har været projektleder i Familienetværket i godt to år.
Christina og Daniel Eriksen bor i Køge, hvor de kommer i LM-frimenigheden Køge Bugt Kirken. Hun oplever, at de fik et meget konkret kald til at flytte til Køge.
Tidligere boede de i København, hvor de kom i Københavnerkirken. De var med i en ”plantergruppe”, der talte om at flytte til steder, hvor der ikke er så mange kristne. En deltager i gruppen nævnte Stevns – området syd for Køge - som en mulighed.
”Det ramte Daniel, og han og jeg bad over det,” siger hun.
Bibelen ligger åben på sofaen ved siden af Noreas programoversigt. Siderne er gulnede og godt brugte, men den er stadig pæn. Margenerne har små noter, og der er klistret små gule lapper i den.
Den vidner om et langt liv med Jesus, men Bent Bendix har ikke altid kendt tømreren fra Nazaret som sin frelser.
”Vi bad bordbøn derhjemme som børn og blev sendt i søndagsskole, men ellers fyldte det ikke så meget i hjemmet. Der var i hvert fald ikke noget, der havde hængt fast,” forklarer 90-årige Bent J. Bendix fra Aakirkeby.
”Jeg er meget glad for at komme i KFS. Jeg lærer mere fra Bibelen her, og så er der et virkelig godt fællesskab,” siger Rosine Kreutzmann.
29-årige Rosine flyttede til Nuuk for at studere til socialrådgiver, og mens hun var studerende, begyndte hun at komme i KFS. Hun blev færdiguddannet for to et halvt år siden, men er fortsat i KFS, hvor hun er kommet med i lederteamet.
Desuden leder hun lovsangen i KFS, og det er for hende en god måde at præge KFS med grønlandsk kultur på.
Alle LM’s missionærfamilier og volontører i Cambodja var i den første weekend i marts samlet på missionærkonference.
Ni af de i alt 26 deltagere har kun boet i landet i cirka halvanden måned.
En af dem er Simon Poulsen, der bor i Siem Reap sammen med sin kone, Helle, og deres tre børn.
”Jeg har virkelig glædet mig til konferencen,” fortæller han.
I dag er det lidt over seks år siden, hovedpinen flyttede ind. Dagen efter jeg slog mit hoved, begyndte den hovedpine, der har vendt op og ned på mit liv, og som har varet uafbrudt lige siden.
”Det var svært for mig at gå i kirke og sidde der under lovsangen og se menigheden synge glade, store lovprisningssange til Gud. Det var vildt hårdt at høre, at Gud er kærlig og vil os det bedste, når jeg samtidig kunne mærke, at der er noget i mit liv, han tydeligvis ikke fikser.”
Oplevelsen fik hende til at føle sig fremmedgjort – nærmest som om hun levede i en anden virkelighed end den, der blev sunget om.
Som syvårig blev Birthe sendt med skolebus 45 kilometer ind til Herning, hvor der netop var blevet oprettet en klasse for blinde og svagtseende. I dag er hun gift med Vagn og har to voksne børn på 25 og 28 år.
Har du nogensinde været vred på Gud over at være født som blind?
”Nej, aldrig! Jeg tror på, han har en mening med det. Ellers var jeg aldrig blevet det. Og så kan jeg være et vidnesbyrd for andre om, at man godt kan have et almindeligt liv, selvom man ikke kan se.”
"I skal ikke regne med, at hun nogensinde kommer til at gå - og hun kommer muligvis heller ikke til at tale!"
Sådan lød de dystre udsigter fra lægerne til Alberte Lindegaards forældre for 19 år siden. Deres nyfødte datter var født med stramme ledbånd i arme og ben og ville være handicappet hele sit liv.
Alberte lider af sygdommen Arthrogryposis Multiplex Congenia (AMC).