Lysfest var alternativ til halloween
Den 31. oktober havde nordsjællandske børn en dag med masser af slik og aktiviteter, hvor man fejrede, at Jesus har overvundet det onde, og at de engang skal deltage i en evig lysfest.
450 mennesker, 100 kilo slik, masser af aktiviteter, andagt og lovsangskoncert.
Det var nogle af ingredienserne, når LM Bethania, LM Ullerød, Hillerød Frimenighed og LM Helsinge sammen holdt lysfest på Johannesskolen i Hillerød lørdag den 31. oktober.
Behov for et alternativt arrangement
Isak Reinholdt Jespersen, som var med i planlægningsgruppen, fortæller, at det hele udsprang af et ønske om at gøre Jesus kendt i byen. Og så lod de sig inspirere af andre i landet, der laver lysfester som et alternativ til halloween-fejring.
Invitationen til lysfesten var gået bredt ud, og man ved ikke, hvem der har taget imod den, men man ved, at der var mange børn med tilknytning til LM’s arbejde blandt børn og unge.
”Vi fandt ret hurtigt ud af, at der var et behov for et alternativt arrangement for ’vores egne’ børn, så de ikke behøver føle sig tvunget til at gå ud og rasle. Og så de kan fortælle, at de har lavet noget, der er lige så fedt,” siger Isak.
Jesus beskytter mod det onde
Isak vil ikke tage halloween fra dem, der synes, det er hyggeligt, men han synes ikke, hans børn skal deltage.
”Min egen familie har ikke brug for mere mørke i en mørk tid. Vi har ikke brug for en keltisk tradition, hvor man tror, man skal skræmme ånder væk gennem udklædning og udskårne græskar. Jesus har nemlig allerede overvundet ånderne og det onde,” siger han.
”Jeg har altid sagt til mine børn, når de vågner om natten og er bange, at Jesus beskytter dem. Det giver fred, og det må være en bøn for os.”
Lysfesten ligger på allehelgensaften. Det er en dag, der ikke fylder så meget for nutidens kristne, men lysfesten er på en måde en genoplivning af allehelgen, erkender Isak.
”Vi bliver mindet om, at vi også en dag får lov at være sammen med Jesus til den evige lysfest.”
Børnene gav udtryk for begejstring.
Lysfesten på Johannesskolen blev et meget positivt modspil til den ellers altdominerende fejring af halloween, fortæller Katrine Houler, der var en af de 45 frivillige.
Her blev der på en flot og konstruktiv måde vist, hvad det er, man gerne vil fejre denne aften. De mange børn i forskellige aldre gav også udtryk for deres begejstring.
Arrangørerne er glade for al den støtte, de har fået fra forskellige steder i landet, hvor man tidligere har afholdt lysfester.
"De andres erfaringer har hjulpet os rigtig meget," udtaler en af arrangørerne.
