Børn og bedsteforældre var på lejr med Josef
I efterårsferien var Virksund Kursuscenter ramme for tre dages samvær om leg, kreative aktiviteter, sang og forkyndelse. I alt 120 mennesker deltog.
At snitte figurerer af grene, at skyde til måls med buer og pile, filmaften, sang og ikke mindst tre samlinger med bibelfortælling om Josef.
Det fyldte godt i programmet, da 120 mennesker var på bedsteforældrelejr på Virksund Kursuscenter fra den 12.-14. oktober.
Af dem var 73 børn i alderen 5-12 år.
Stilhed og stor opmærksomhed
Lisa Birkmose, der var en af arrangørerne, fortæller, at forkyndelsen ramte både bedsteforældre og børnebørn.
”Der var virkelig stille og stor opmærksomhed,” siger hun.
”Børn og voksne sad blandet, og jeg tror, det var med til, at det var lettere at koncentrere sig, end når man sidder sammen med jævnaldrende.”
Historien om Josef peger hen på Jesus
Hun hæfter sig selv især ved, at børnekonsulent Kristian Larsen, som stod for forkyndelsen viste, hvordan historien om Josef peger hen på Jesus.
”Med en lang række små dryp, viste han, hvordan Josef-historien er en del af Guds store historie om Jesus som frelseren,” siger hun.
”Det var der også mange bedsteforældre, der var taknemmelige for.”
Vi kan huske, hvad Kristian fortæller
Kristian Larsen havde bygget kulisser, som børnene kunne indtage, når der ikke var timer: Potifars hus, fængslet, Jakobs telt.
”Det var med til, at forkyndelsen fyldte hele lejren,” siger Lisa og tilføjer, at flere børn udbrød:
”Kristian er godt nok god til at fortælle, for vi kan huske det bagefter.”
Det, der med at huske, kom der et eksempel på, da Kristian i en af sine timer citerede fra Salme 23 i Bibelen.
Den havde dem, der var med på bedsteforældrelejr for to år siden, lært udenad, og flere af dem stemte spontant i og citerede med, fortæller Lisa.
