Hvad har vi gjort!

Vi har sagt farvel til alle venner og familiemedlemmer, vi har brudt vores lokale strukturer ned, taget afsked med skoleklasser, opsagt vores gode jobs, meldt os som fraflyttet fra Danmark og nu er vi spærret inde på et Covid-19 karantæne hotel i 14 dage -hvad er det dog vi har gjort!

Den tryghedsbevarende del af os skriger af angst – den eventyrlystende jubler. Vi sidder lige nu på 14. etage på et regeringstildelt hotel, hvor vi er i karantæne de kommende to uger. Det hele virker uvirkeligt, er vi virkelig i Cambodia? Kun de mange kaotiske lyde fra gaden og varmen med den ekstreme luftfugtighed minder os om, at vi ikke er hvor som helst i verden.

Var vi blevet spurgt for et halvt år siden, havde vi med selvsikkerhed i stemmen udtalt, at vi ville betragte det som Guds velsignelse, hvis vi fik lov at tjene Ham et eksotisk sted i verden – de sidste par uger op til afrejsen, har det dog mere følt som en forbandelse – hvad har vi dog gjort.

Usikkerheden i om vi har truffet det rigtige valg, usikkerheden i om vores børn vil trives, usikkerheden om det overhovedet gør en forskel, usikkerheden i at træde på usikker grund har været meget overvældende. Langt mere overvældende end hvad vi havde forestillet os, da vi ansøgte om at blive udsendt som missionærer.

I pakke- og farvelprocessen har vi et utallige antal gange spurgt os selv ’hvad har vi dog gjort?’ og kan vi mon nå at fortryde? Alle store følelser har været på spil, også følelser som vi ikke troede kunne være så kraftfulde.

Kørende i bussen fra lufthavnen til hotellet, med Phnom Penhs kaotiske trafik, de mange lokale madboder, scootere pakket med børn og voksne og boder med eksotiske frugter gav os et genblik i hvad der gjorde, at vi ansøgte om at blive sendt ud. Vi trives i det kaos, vi lader os begejstre af de mange indtryk, vi fascineres af den fremmede kultur.

Nu siddende på altanen og læser om Cambodias tragiske nyere historie, den store fattigdom og det manglende håb, vækker igen længslen i vores hjerter efter at være med til at gøre en forskel. Både i et samtids- og i et evighedsperspektiv. Det er derfor vi er her!

Det betyder ikke, at følelsen af usikkerhed og afsavn, tvivlen om vi nu har gjort det rigtige og om vi overhovedet, som familie kan kapere det, ikke stadigvæk fylder. Men disse følelser skal blandes med de fascinerede lyde fra vejen, de mange farver, dufte og kaotiske tilstande og ikke mindst vores hjerters længsel efter at se mennesker få deres liv forvandlet.

Hvad har vi gjort? – forhåbentlig det rigtige… Heldigvis er Gud den samme i Danmark og Cambodia fra nu af og til evig tid!

Pakning til flyturen, i alt 16 stykker bagage og 170 kg

Indcheck og sidste farvel i lufthavnen, vi blev nødt til at have trailer bag på bilen for at få plads til det hele

Johanne spiser aftensmad på den 12-timer lange tur fra København til Singapore

Ni timers ventetid i Singapore Lufthavn efter kun to timers søvn om natten

Område foran vores karantæne værelser, som vi heldigvis også har fået lov at anvende

Udsigt til byen, som vi glæder os meget til at færdes i