Anmeldelse
Billede: cd'en Når verden går amok af Thomas Teglgaard

Når verden går amok

Thomas Teglgaard
LM Musik 2013
47 minutter, kr. 149,95
af Morten Meiner

At Thomas Teglgaard skulle springe ud som musiker, var der nok ikke mange af os, der havde set komme. Men i sine gemmer har han haft en række sange, han skrev, da han var i gymnasiealderen.

I udgangspunktet et modigt og herligt anarkistisk projekt. Men min begejstring er ikke udelt.

Jeg savner for alvor at blive udfordret af teksterne. Der er for meget kristen pop og rock musik, der serverer det hele for mig. Alt det, jeg kender i forvejen. Om frelse, om fortabelse, om tro og tvivl. Men hvor er poesien? Alt det, der får hjerteblodet til at sprøjte? Vi får det kun i glimt. Som i sangen, der kun handler om mørke, men som alligevel har titlen ”Men Herren er mit lys” – en lille genialitet.

Faktisk indrømmer Teglgaard det selv:  ”Det var ikke stor lyrik dengang / det er det heller ikke nu”, synger han i ”Så hold ud med mig”. Fair nok. Det besvarer bare ikke mit grundlæggende spørgsmål: Hvorfor skal jeg som lytter inddrages i en lyrik, der ikke er særlig stor?

Stilmæssigt er cd’en svær at rubricere. Der er praise, der er funk-rock, og der er electro-pop. Dog bundet sammen af Teglgaards intense arbejde med computer-programming.

Førnævnte ”Så hold ud med mig” er nr. 9 på albummet, og det virker underforstået, at de første 8 sange er det gamle, hvorimod de sidste 5 er nye. Og det mærkes! Det slutter meget bedre, end det begyndte. Fremhæves skal især sangene ”Hans død giver liv” og ”Kongen kommer”. Her er drive og nerve.

Det er også gået lovlig hurtigt med mixningen og produceringen. Ind imellem clipper lyden og ofte er der nogle SSSSSSkingre ”s”’er i vokalen. Et problem, der er ret nemt at løse med nutidens musiksoftware.

De kritiske anmærkninger til trods kan jeg alligevel anbefale cd’en, primært fordi projektet er så originalt, og fordi Teglgaard ikke er bange for at eksperimentere, selv om ikke alt lykkes lige godt. Og så viser cd’ens sidste sange – de nye – at der faktisk også er et potentiale for fremtidige musikalske projekter. Så hvem ved …

Trykt i Tro & Mission 2/2014

Tilføj kommentar

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Lisbeth Madsen
”Madsen Racing” står der – foruden et par sponsornavne – på siden af den grønne varevogn, der har base i indkørslen hos en LM-familie i land…