Unges input får plads i LM's landsstyrelse

Unge i LM
Det lover godt for LM's fremtid, at landsstyrelsen gerne vil have de unges perspektiver med,” siger Anne Just Hansen (Foto: Josva Bentin Rønne).

To unge kommer til at sidde med til landsstyremøderne i LM i den kommende tid. Det er nemlig vigtigt for LM's fremtid at få de unges perspektiver med. 

03/02/2026 / Morten Holgård Tychsen mht@dlm.dk

Til årets første landsstyremøde havde man for første gang besøg af såkaldte ”unge-repræsentanter.” Det var Christoffer Nissen og Anne Just Hansen – begge i 20’erne – som havde takket ja til opgaven. 

”Vi taler meget om de unge og den næste generation af LM’ere i landsstyrelsen – men vi har måske ikke talt så meget med dem om LM," siger Peter Rask, formand i LM. 

”Med dette nye tiltag kan vi i LM’s ledelse forhåbentlig få vores horisont udvidet og også styrke samtalen de forskellige generationer imellem.”

Plads til forskellige syn på tingene

For Christoffer Nissen blev det et førstegangsmøde med bestyrelsesarbejde og en dagsorden med vidt forskellige emner. 

”Man fik en god indsigt i, hvordan LM faktisk fungerer, hvor meget arbejdet kræver, og hvad der er investeret i det. Jeg synes, det gav en ekstra respekt for den indsats, der udføres,” siger Christoffer Nissen. 

”Der blev spurgt meget ind til vores meninger, og de var tydeligvis interesserede i, hvad vi som de unges repræsentant tænkte om de forskellige emner,” siger han. 

”På flere punkter havde vi faktisk også forskellige syn på tingene”.

Følte sig set og hørt

Den anden unge-repræsentant, Anne Just Hansen fornemmer, at der er stor forskel på, om de unge i LM ønsker at fortsætte i LM eller overvejer at søge væk. 

”Så det er lovende for fremtiden, at LM’s ledelse gerne vil have de unges perspektiver med i deres overvejelser,” siger hun. 

Selv var hun faktisk lidt overrasket – men også beæret – over at blive spurgt til opgaven. 

”Jeg har nok troet, at Landsstyrelsen i LM var forbeholdt de ældre – og min veninde troede da også, at det drejede sig om LMBU’s bestyrelse,” siger hun. 

Særlig når det kom til emner som kommunikation og musik, følte Anne, at de to unge kunne bidrage med flere perspektiver.

”Jeg blev positivt overrasket over, hvor vigtige og brugbare vores indspark var i drøftelserne. Jeg følte mig virkelig set og hørt.”

Taleret uden stemmeret

Tilbage i efteråret gav LM’s generalforsamling grønt lys til, at man fandt to personer til at repræsentere den unge målgruppe i LM’s landsstyrelse. 

Under drøftelserne har de to repræsentanter taleret, men når beslutninger skal vedtages, har de ingen stemmeret. 
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.