Stærke vidnesbyrd i en barsk kultur

Foto: Isskulptur Nuuk
KFS deltog i isfestivalen i Nuuk den 2.-5. marts og lavede en skulptur, de kaldte Verdens lys. (Foto: Karoline Lundegaard Mandrup).

Missionskonsulent Lisa Rom Boye besøgte Grønland i februar. Hun oplevede, at det kræver en langsigtet indsats for at lære en introvert kultur som den grønlandske at kende

17/03/2023 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

”KFS-gruppen i Nuuk er virkelig gode til at gøre sig synlige i samfundet.”

Det siger missionssekretær Lisa Rom Boye, der var i Nuuk midt i februar. Her skulle hun skulle se arbejdet og forstå lidt af kulturen.

Som eksempel nævner hun, hvordan KFS'erne meldte sig som deltagere ved en snefestival i Nuuk fra den 2.-5. marts. Alle deltagere fik udleveret en isblok, som de skulle lave en skulptur af, og KFS-gruppen lavede en, som de kaldte Verdens lys.

Endelig oplevede jeg Grønland og KFS deroppe

Lisa Rom Boye blev ansat i LM i september 2022 som ansvarlig for det arbejde, LM og KFS laver i fællesskab i Grønland. Det var hendes første besøg i landet.,

Ved selv at have set det kan jeg bedre forberede folk lidt på, hvad vi sender dem op til,” siger hun og tilføjer, at det var dejligt endelig at opleve Grønland, som hun oplevede som et fantastisk land.

”Jeg var i bestyrelsen for KFS, da den daværende formand Peter Rask for cirka ti år siden for første gang luftede tankerne om at begynde et arbejde i landet. Det er dejligt at se, at det nu findes.” 

20 deltagere til KFS’ aftensamlinger i Nuuk

Der er flere små KFS-grupper på gymnasiet og universitetet i Nuuk. Ud over at mødes i spisefrikvarteret og spise madpakker sammen har de også nogle fælles aftensamlinger, hvor der kommer omkring 20 personer. 

Her var Lisa med til en lovsangsaften, hvor en mand fortalte et meget stærkt vidnesbyrd om, hvordan hans liv var blevet forvandlet.

"I det hele taget er livet i Nuuk hårdt og barsk, hvor svære ting som alkoholmisbrug og mord er en del af hverdagen," siger Lisa og fortæller, at hun en eftermiddag mødtes med forskellige kirkeledere, hvor et af samtaleemnerne var, at der helt ekseptionelt var sket tre mord på 14 dage.

Behov for nogle, der vil forpligte sig i længere tid

LIsa og HansLisa fortæller, at hun mødte en del danskere, som er flyttet til Nuuk, og de er alle enormt begejstrede for at bo i en kultur, hvor der er en anden ro end i Danmark.

”Men de oplever også alle, at grønlænderne ingen forventninger har til danskere og møder dem med spørgsmålet: Hvornår rejser du igen?” siger hun.

”Der er gode muligheder for at få job, og derfor vil jeg rigtig gerne opfordre nogen til at flytte derop for længere tid – ikke kun en eller tre måneder.”

”Hvis man skal gøre en rigtig forskel, skal kunne se sig selv i Grønland i lang tid. Man er nødt til at forpligte sig, for det kræver tålmodighed at lære en introvert kultur som den grønlandske at kende.”

Ubesat stilling som KFS-sekretær fra sommer

LM’s arbejde i Grønland sker i samarbejde med KFS, der har en KFS-sekretær i Nuuk. Hun er lige nu på barselsorlov indtil midt i april og stopper i opgaven til sommer.

LM og KFS søger en afløser. Se stillingsopslaget her. 

Torsdag den 16. marts rejste Sander Munk fra Odense LMU til Nuuk som volontør, hvor han skal hjælpe til i KFS-arbejdet.
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.