Sig én ting, som du vil, at børnene skal huske

Foto: LM Haderslev
På workshoppen fik deltagerne mulighed for selv at arbejde med bibelteksterne, som om de var ved at forberede sig til at formidle for bøn og teenagere (Foto: LM Between).

Betweenkonsulent holdt workshop i Haderslev, hvor klubledere i klubber for børn, juniorer og teenagere fik nye redskaber til at formidle budskaber fra Bibelens tekster

02/12/2025 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

Udvælg ét budskab, og gentag det flere gange i løbet af bibelfortællingen.

Det er det, Jane Knudsen fra Haderslev nævner som det første, når hun skal fortælle, hvad der står tilbage for hende efter at have deltaget i en workshop om forkyndelse for børn den 25. november.

Workshoppen blev holdt af betweenkonsulent Katrine Houler, som var på besøg i juniorklubben i byen.

I den forbindelse ville lederne for juniorkredsen også gerne bruge hende til at undervise de voksne.

”De havde spurgt hende om at fortælle noget om at arbejde med en bibeltekst og formidle dens budskab til børn og teenagere,” siger Jane, der er leder i børneklubben i LM Haderslev.

Godt at blive minde om noget, man måske allerede gør

De fleste af deltagerne i workshoppen havde mange års erfaring i at formidle til børn, juniorer og teenagere, men Jane Knudsen er ikke i tvivl: Det, hun hørte, var virkelig brugbart.

”Mange af de ting, hun sagde, er noget, vi godt ved, og måske gør man det allerede - eller har gjort det. Men hvor er det godt at blive mindet om igen,” siger hun. Det er for eksempel at begynde i god tid med at forberede sig og at læse teksten flere gange.

”Og så ramte det mig virkelig at høre igen, at det handler så meget om, hvordan mit forhold er til Jesus, for at jeg kan give noget godt videre.”

Redskaber, som alle kan bruge 

De ledere, der deltog i workshoppen, formidler til børn fra fire år til dem, der går i ottende klasse.

Det kan umiddelbart lyde, som om de har brug for forskellige redskaber, men Janes oplevelse er, at det Katrine sagde, er noget, alle kan bruge. 

”Vi kan sagtens gå til bibelteksten på den samme måde og så trække forskellige budskaber ud, alt efter hvem og hvor gamle børnene er.”

Fra fem pointer til kun én, som børnene skal huske

Jane oplever nogle gange, at det er svært at stå med en lang bibeltekst, hvor hun synes, der er ti budskaber, hun kan bringe videre. For så bliver det let ufokuseret.

”Der gav Katrine os et godt redskab: Udvælg fem pointer, barber dem ned til tre og til sidst til én, som du vil have børnene til at huske, når de går hjem. Og den skal man sige flere gange,” siger hun.

Til sidst i workshoppen prøvede deltagerne den fremgangsmåde af.

”Desværre havde vi kun kort tid, men det var godt at arbejde intensivt med bibeltekster, overblik og budskaber.”
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.