Missionsevent med fokus på to nye bøger

Foto: Mis.event
Missionseventet blev holdt i Nordvestkirken i København og begyndte med en gudstjeneste, hvor Birger Reuss Schmidt prædikede (Arkivfoto).

Der var fokus på både lokal og international mission ved Missionseventen i København Afdeling og mulighed for at hente både viden og inspiration.

09/04/2024 / Birger Reuss Schmidt brs@dlm.dk

Omkring 200 LM’ere deltog i Københavnsafdelingens årlige Missionsevent i Nordvestkirken den 7. april.

Om formiddagen var der gudstjeneste med bøn, lovsang og prædiken, og efter frokost fortsatte eventen med workshops, som dog ikke alle valgte at deltage i.

For børnene var der børnekirke under formiddagens prædiken og også en workshop om eftermiddagen.

Eventen dannede ramme om lanceringen af to helt nye bøger, som også lagde navn til to af de tre workshops, nemlig Under halvmånen af Sander Hansen og Evangeliet på hverdagsdansk” af Morten Friis. 

Frimodighed under forfølgelse

Sander Hansen havde fokus på at fortælle om, hvordan det er at leve som kristen i et land, hvor flertallet er muslimer, og de specielle udfordringer, det giver.

Indholdet i bogen er hentet fra rejser til Zanzibar, Israel og Tyrkiet.

Den virkelig gode nyhed er, at selvom de kristne er under pres og nogle steder bliver forfulgt, mister de ikke frimodigheden, men fortsætter med at dele evangeliet.

Studiehæfte med videoer

Morten Friis indledte sin præsentation af studiehæftet Evangeliet på hverdagsdansk med at tale tysk, indtil det efter få sætninger bliver klart, at han ikke magter at gennemføre projektet.

”Som kristne kan vi have det på samme måde med evangeliet og troen. Vi kender og forstår evangeliet. Men det er svært at sætte ord og krop på det over for andre mennesker – ja måske endda over for os selv,” forklarede Morten Friis.

Og netop den udfordring vil studieheftet, som også inkluderer flere korte videoer, give hjælp til at tage op. 

Brug for inspiration

Blandt deltagerne på missionseventen var Christina og Brian Holmegaard Pedersen sammen med deres tre børn i alderen 9-13 år.

De er begge engageret i afdelingens lerjrarbejde og kommer i LM i Mørkøv. Men denne søndag havde de valgt at prioritere fællesarrangementet i København.

”Vi vil gerne støtte op om afdelingen og også vise flaget fra mødepladsen i Mørkøv, som jo er udkanten af Københavns afdeling,” fortæller de.

De glæder sig over oplevelsen af samhørighed og lovsangen i et fyldt kirkerum og havde valgt at deltage i workshoppen om ”Evangeliet på hverdagsdansk”.

”Vi har brug for inspiration til at gå ud i hverdagen og møde vores medmennesker med Jesu kærlighed,” siger de.
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.