LM i Nexø satser på mennesker frem for mursten

LM-kirken i Nexø har sat sin kirkebygning til salg. Den enstemmige beslutning har været flere år undervejs.
”Vi vil hellere bruge vores tid og kræfter på at være kirke for mennesker i Nexø og omegn end på at holde mursten.”
Anders Due Solgaard er præst i LM-kirken på Østbornholm, og sådan udtrykker han menighedens begrundelse for, at de har sat deres kirkebygning til salg.
”Det er ikke, fordi vi er ved at lukke menigheden. Men det kræver en del at holde en bygning, og vi er enige om, at vi kan bruge de kræfter bedre på at være noget for hinanden og for vores by.”
Taknemmelig for mange gode minder
Anders Due Solgaard fortæller, at ønsket om at sælge kirkebygningen på Havnegade i Nexø ikke er en pludselig beslutning. Faktisk har de snakket om det i flere år, for der har været forskellige ting, man gerne ville ændre ved huset og renovere, men det hele koster penge og kræfter.
”Vi har talt frem og tilbage om, hvorvidt vi skulle renovere, vedligeholde og blive i huset eller finde et alternativ. Vi har brugt tiden til at overveje det grundigt og også bearbejde de mange følelser, der er i et hus, og til forårets generalforsamling vedtog vi enstemmigt at sælge,” siger han
”Der er mange gode minder og mange gode mennesker, der gennem årene har haft deres gang i huset. Dem står vi på skuldrene af - og det er vi taknemmelige for!”
Vigtigt med et sted, hvor man kan tage mennesker med hen
LM-kirken Østbornholm kommer ikke til at være husvilde, når de har solgt deres nuværende kirkebygning.
”Vi har lavet en god aftale om at leje os ind hos vores gode venner i ELM Nexø,” siger Anders Solgaard.
”Og det er vi meget glade for. Det er nemlig vigtigt at have et sted at være. Et sted at holde til, og hvor man kan tage mennesker med hen. Men det er ikke nødvendigt at skulle eje det og bruge mange kræfter på at drive det.”
ELM og LM Bornholm har en del samarbejde i forvejen –blandt andet er øens unge ofte sammen til fællesarrangementer, og derudover er der fælles kirkehøjskole, kurser og ø-arrangementer. Desuden mødes præsterne fra de forskellige kirker i Nexø jævnligt, hvor de deler liv og koordinerer arrangementer.
”Vi skal i hvert fald som minimum undgå at 'gå i vejen for hinanden' ved at lægge arrangementer de samme dage og weekender. Og hvis vi kan tilbyde noget forskelligt, er det win-win. Så det stræber vi efter, selvom vi også har forskelle og ikke slår vores kirker sammen,” fortæller Anders Due Solgaard.
.