Julemarked mellem palmer og bambusvægge
LM-volontører og missionær Monica Kronborg var lørdag den 11. december med til at sprede julestemning og sælge genbrugskjoler fra kollegiet til fordel for missionsarbejdet i Siem Reap
I Cambodjas tropiske varme syner julen ikke af meget, og da landet er buddhistisk, er der ikke mange i befolkningen, der ved, hvad jul er.
Alligevel havde to af LM's volontører sammen med missionær Monica Kronborg forrige weekend en stand på et lille hyggeligt julemarked i byen Siem Reap i en lille afkrog mellem palmer, madmarkeder og kaotisk trafik.
Risengrød i kokosskaller og julepynt rundt i palmerne
Her solgte de genbrugskjoler til fordel for missionsarbejdet, mens der blev serveret risengrød i kokosskaller, og julepynten hang i palmer og på bambusvægge.
Det lidt utraditionelle julemarked blev afholdt på et gæstehus, som normalt er fyldt med turister, men som på grund af corona lige nu ikke er særligt besøgt.
Ejeren er norsk og driver også en restaurant og en butik, som er baseret på genbrug og bæredygtighed.
Projektet taler ind i det moderne billede af bæredygtighed
Derfor var det da også et ideelt sted at opstille en stand med det syprojekt, som missionær Monica Kronborg står for, hvor hun sammen med studerende på LM's kollegie køber brugt tøj på det lokale marked, som de syr om til pigekjoler.
"Syprojektet taler direkte ind i det moderne billede af bæredygtighed, og det passede super godt ind i det øko-miljø, vi var havnet i," fortæller den ene af de medvirkende volontører, Christina Munch.
På varerne var sat labels, hvor der blev forklaret, hvilken betydning syprojektet har for kollegiepigerne.
Pigerne får et mindre beløb for hver kjole, de syr. Resten af beløbet går til lokalbefolkningen og til at styrke det evangeliserende arbejde i området.
En god oplevelse at mærke rigtig julestemning
Da julemarkeder ikke er en almindelig ting i Cambodja, var det ikke de lokale, men mest udlændinge, der bor i byen, som fandt vej til standen, fortæller Christina Munch.
"Selv om vi ikke fik solgt meget, var det stadig en god oplevelse at stå ved standen og mærke en rigtig julestemning blandt andre udlændinge, der måske også savnede julens magiske stemning, som de husker fra deres hjemland," siger hun.
"Det blev en skør, men god sammenblanding af traditioner."