Julemagasin giver god kontakt til naboerne

Julemagasinet 24:12 2020
Magasinet 24:12 har i år som hovedhistorie et interview med færdselsbetjent Vlado Lentz, der er kendt fra Politijagt på Kanal 5. Illustrationsfoto.

Igen i år kan naboerne på Skovvej i Tarm glæde sig til at få magasinet 24:12 i postkassen. Det er en god anledning til at dele julens egentlige budskab, mener Margit og Helmer Olsen

22/10/2020 / Karin Borup Ravnborg kbr@dlm.dk

I dag udkommer julemagasinet 24:12, som er udgivet af Luthersk Missions forlag LogosMedia, der er en del af Forlagsgruppen Lohse.

Magasinet er i sin form meget udadvendt og evangeliserende, og mange kirker, foreninger og private bruger det til at dele ud til venner og bekendte op til jul.

Blandt dem er LM-ægteparret Margit og Helmer Olsen, som bor i Tarm.

Fortsat traditionen med uddeling fra Bornholm

Hvert år uddeler de to pensionister et eksemplar af magasinet til alle deres naboer på vejen.

"Det har vi gjort i mange år - også dengang magasinet hed 'Juleneget'," fortæller Helmer Olsen.

Han og hans kone kommer fra Bornholm, hvor de havde tradition for at uddele magasinet til deres naboer, og det fortsatte de med, da de for fem et halvt år siden flyttede til Tarm i Vestjylland.

"Inde i magasinet skriver vi en personlig hilsen til alle med ønsket om en glædelig jul og en tak for godt naboskab i året, der er gået. Det virker, som om de er rigtig glade for det," siger Helmer Olsen.

Et udadvendt magasin med kendisser på forsiden

For ham og hans kone har det også været en god måde at lære naboerne at kende på, fortæller han.

"Vi ved ikke, om alle læser det, men vi har fået flere tilbagemeldinger fra naboer, der takker for de interessante artikler. Det giver anledning til en god snak om, hvad julen egentlig handler om." 

"Jeg synes, det er godt, at det er blevet et mere udadvendt magasin med kendisser på forsiden. Nogle, som folk kender i forvejen, og som de har lyst til at læse om."

Når ud til mere end 17.000 danskere

I dette års nummer kan man blandt andet læse om færdselsbetjenten Vlado Lentz, der er kendt fra Politijagt på Kanal 5, og som blev kristen for ni år siden.

Sidste år nåede magasinet ud til mere end 17.000 danskere, og i år er det trykt i 18.000 eksemplarer i håb om, at det må nå endnu længere ud.

24:12 kan bestilles på lohse.dk, og der er mulighed for mængderabat, hvis man bestiller mere end 10 eksemplarer, lyder det på hjemmesiden.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.