Flere nye begynder at komme i kirke i Cuzco

Menigheden i Cuzco i Peru, sommeren 2025
Det kniber med pladsen omkring bordet til kirkekaffen i den lille lutherske kirke i Cuzco. Det er et positivt problem, som menigheden glæder sig over. Samtidig håber man på, at flere finder vej til kirken. Foto: Emil Solgaard.

I den lille lutherske kirke i Cuzco i Peru glæder man sig over menighedsvækst. "Det er til stor opmuntring at se folk vokse i tro eller komme til personlig tro på Jesus," fortæller LM-missionærer

08/08/2025 / Karin Borup Ravnborg kbr@dlm.dk

En af frugterne ved nybrudsarbejdet i byen Cuzco i det sydlige Peru er, at den lutherske kirke vokser.

Det oplever missionærerne Julie og Emil Solgaard, der siden 2019 har arbejdet med nybrudsarbejde i byen.

Der har tidligere været en luthersk kirke i Cuzco, som lukkede i 2015, og missionærparret har arbejdet med at samle de kristne, der efter kirkelukningen var gået hver til sit, hvilket dog kun til dels er lykkedes. 

Til gengæld er flere nye begyndt at komme i kirken, og det er til stor opmuntring i den lille kirke, fortæller parret.

Hvad gør vi, når vi ikke længere kan være i lokalet?

"I slutningen af 2021, da menigheden blev startet op igen, kunne vi typisk sidde sammen omkring et enkelt bord til kirkekaffen," siger Julie Solgaard.

Nu kniber det indimellem med pladsen omkring tre borde, og til særlige arrangementer er der endnu mere fyldt.

Efter en gudstjeneste med godt fremmøde var der pludselig én fra menigheden, der delte sin glædelige bekymring: "Hvad gør vi, når vi ikke længere kan være i lokalet?"

Det er dog ingen hemmelighed, at parret havde håbet, og stadig håber på endnu flere folk i menigheden, fortæller Julie Solgaard.

"Til gengæld har det været til stor opmuntring at være vidne til, at folk er vokset i deres allerede eksisterende tro eller er kommet til personlig tro på Jesus ved at høre Guds virksomme ord," siger hun.

Fortæller begejstret om deres oplevelser med bibellæsning

Emil Solgaard fortæller om en ung kvinde, Gaby, der begyndte at søge Gud efter at have været til hendes kusines dåb i kirken:

"Siden var det meget sparsomt, hvad vi så til Gaby – indtil for et par måneder siden, hvor hun kom til kirken sammen med sin kæreste og sin mor. Jeg kunne tydeligt mærke en forandring. De var ikke kommet i kirke af pligt, men fordi de ville fyldes op."

Ved kirkekaffen tog kæresten et Ny Testamente og begyndte at læse ivrigt.  

Lige siden har de været med adskillige gange til gudstjeneste og fortæller begejstret om deres oplevelser med bibellæsning.

"Jeg ved endnu ikke helt, hvad der har skabt denne fornyelse, men kærestens interesse i Bibelen smitter, og en stor del af hendes familie er med i kirken i Cuzco, så måske har de med deres liv og ord været med til at vise dem hen mod Jesus," siger Emil Solgaard. 

---

> Læs mere her om LM's arbejde i Peru.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.