Endnu en rekordstor omsætning for Soma Biblia

Soma Biblias bogbutik i Arusha maj 2023
Soma Biblias bogbutik i Arusha har haft et ekstraordinært godt år, som blandt andet skyldes reduktion af driftsomkostninger og fokus på kundepleje. Foto: Soma Biblia, Arusha.

Det seneste år har LM's litteraturmission i Tanzania solgt for, hvad der svarer til 18,5 millioner danske kroner. Det giver mulighed for at række evangeliet endnu længere ud

26/05/2023 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Salget af kristne bøger, bibler og sangbøger går strygende for Soma Biblia i Tanzania.

I regnskabsåret 1. april 2022 til 31. marts 2023 har LM's litteraturmission i landet solgt for, hvad der svarer til omkring 18,5 millioner danske kroner.

Efterspørgslen er så stor, at Soma Biblias ledelse har planer om at udvide sine lagerfaciliteter og opstarte endnu en bogbutik i Dar es Salaam i løbet af efteråret.

Stigning på 20 procent giver mulighed for mere mission

Det glæder Ole Malmgaard, der er missionskonsulent i Luthersk Mission og for tiden er på besøg i Tanzania.

"Omsætningen er steget med cirka 20 procent fra sidste år. Det er fantastisk at opleve, hvordan Gud velsigner Soma Biblias arbejde," siger han.

"Det gør, at vi når endnu længere ud og får bedre mulighed for at drive forretningen samtidig med missionsarbejdet."

Planer om at udvide med en ny butik og lagerbygning

Soma Biblia har derfor planer om at udvide sit arbejde i storbyen Dar es Salaam, hvor hovedkontoret ligger, fortæller han.

"Dar es Salaam har omkring syv millioner indbyggere. Vores ene butik i den nordlige ende kan slet ikke dække behovet. Derfor vil vi gerne åbne endnu en butik mere centralt i byen."

Udvidelsen kræver også mere lagerkapacitet.

Derfor barsler Soma Biblia med at opføre en ny, moderne lagerbygning på grunden ved hovedkontoret, fortæller han.

> Læs mere om Soma Biblias arbejde her.

 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.