På konference med gadeevangelister fra hele verden
Leder af Friluftsmissionen, Torben Østermark, var i maj på en konference i Ecuador med 80 kolleger fra 21 lande. "Skønt at blive inspireret, opmuntret og udfordret til at forkynde evangeliet."
"Det var fantastisk at være sammen i det store internationale fællesskab med andre evangelister fra hele verden og blive opmuntret i tjenesten."
Sådan lyder det fra en begejstret Torben Østermark, der er landsleder i OAC Danmark - Friluftsmissionen, som LM sidste år indgik et samarbejde med.
Fra den 14. - 21. maj var han med på OAC Internationals konference i Ecuador i Sydamerika for nationale ledere fra 21 lande.
Her fik de 80 deltagere fra hele verden tid til at udveksle erfaringer og inspirere, opmuntre og udfordre hinanden i at møde mennesker på gaden med evangeliet.
"Det var den samme begejstring, der startede det herhjemme - gennem det internationale OAC, hvor jeg første gang mødte nogen, hvor jeg tænkte: 'Her er nogen, der brænder for det samme som jeg'," siger han.
Stor åbenhed for evangeliet blandt folk på gaden
Det var spændende at møde evangelister fra andre lande og høre om den åbenhed, mange oplever, der er for evangeliet, fortæller han.
"Når vi taler med mennesker på gaden herhjemme i Danmark, er det til nogle få, men i lande som Kenya står de og taler for 800-1.000 mennesker."
Deltagerne var også rundt på forskellige skoler og institutioner og på gaden og evangelisere, mens de var i det sydamerikanske land, og oplevede også her stor åbenhed for at høre om Jesus.
"Mange i Ecuador er katolikker, men der har været store evangeliske vækkelser i landet. Vi var i alt med til 35 arrangementer og fik lov til at forkynde for omkring 5.000 mennesker."
Torben taler til en flok børn på en skole i Riobamba, Ecuador.
Foto fra OAC Internationals facebookside.
Mødte efterkommere til dem, der slog missionærerne ihjel
Under konferencen var deltagerne på udfugt, blandt andet til et af de steder, hvor Ækvator krydser landet, lige nord for hovedstaden Quito.
En af de absolutte højdepunkter, fortæller Torben Østermark, var at besøge det sted, hvor fem evangeliske missionærer fra USA i 1950'erne blev dræbt i et forsøg på at bringe kristendommen til en gruppe stammefolk i Ecuadors regnskov - også kendt som Operation Auca.
"Flere fra gruppen endte alligevel med at blive kristne. I dag er der en kristen menighed på stedet. Vi mødte et barnebarn til en af dem, der dengang slog missionærerne ihjel med spyd."
"Det er en helt utrolig historie og virkelig stærkt at være dér, hvor det skete. Guds ord er levende og har en mægtigt virkende kraft," siger Torben Østermark.
Barnebarnet til en af dem, der slog missionærerne ihjel i junglen.
Foto fra OAC Internationals facebookside.
---
OAC Danmark - Friluftsmissionen arbejder for at gøre Jesus kendt blandt mennesker, blandt andet gennem gadeevangelisation.