Kristen radio til Aalborgs indbyggere i 40 år
Både mange musikprogrammer og 15 timers bibelundervisning fylder æteren over Aalborg hver uge. Det sker på fire sprog, og signalet når helt til Sverige
Lørdag den 16. september fejrede LUMI Radio i Aalborg 40-års fødselsdag i Nr. Uttrup Kirkes lokaler.
40 deltagere blev fyldt godt op med både god mad, slik og kage, korsang,fællessang og taler. Det hele med radiomission som tema.
Ole Sørensen, der er daglig leder af Norea Mediemission, holdt prædikenen og fortalte om Noreas arbejde med et historisk rids tilbage til 1970, da det hele begyndte fra Trans World Radios sender i Monte Carlo.
Erik Breindahl, der er leder af LUMI Radio i Aalborg, delte ud af sine erfaringer fra blandt andet knap 30 år i LUMI Radio i Aalborg.
Dagen sluttede med åbent hus i de nuværende radiostudier, der blev indviet for halvandet år siden.
Musik i mange genrer og forkyndelse på flere sprog
Den første udsendelse i LUMI Radio i Aalborg blev sendt den 23. september 1983 fra kælderen hos to af de første medarbejdere
Programfladen dækker over udsendelser 35 timers om ugen. En stor del er musikprogrammer med forskellige genrer, og så er der 15 timer ren forkyndelse, fortæller Erik Breindahl.
På sendefladen er serien ”Vejen gennem Bibelen”, som ligger på Noreas resurseside lysetoglivet.dk. Den bliver bliver sendt på både dansk, arabisk, farsi og tyrkisk.
”Der bor mennesker af mange forskellige nationaliteter i området, så vi synes, det er naturligt at give dem denne mulighed,” siger radiolederen og tilføjer:
”Når man tænker på befolkningssammensætningen, skulle man måske også overveje udsendelser med bibelundervisning på grønlandsk.”
Sender både på FM-båndet og internettet
De 19 medarbejdere bruger rigtig mange timer på at lave og sende radioudsendelser, der bliver sendt både på FM-båndet og på internettet.
De oplever, at mange ældre lyttere er mest trygge ved FM-båndet, men det er et lovkrav, at man også sender på internettet, og Erik Breindahl glæder sig over det.
”Lyden på internettet er renere og mere klar her end på FM-båndet, og så er det en fornøjelse, at man ikke er afhængig af at være i nærheden af en fysisk radio, men kan høre udsendelserne på iPad og smartphone,” siger han og fortæller, at han ofte selv har radioen i ørerne, når han går alene rundt på lageret, hvor han arbejder.
Det er ikke muligt at måle, hvor mange der lytter via FM-båndet, men LUMI Radio i Aalborg ved, at de når vidt omkring. De har nemlig fået positiv lytterrespons fra både Skagen og Sverige, fortæller Erik Breindahl.