En plan indtil der kommer en ny plan

02/10/2021

Da jeg søgte stillingen som volontør i Phnom Penh, troede jeg, at jeg havde lagt en plan. Planen lød, at hvis jeg fik stillingen, skulle jeg rejse til Cambodia og arbejde i børnehaven på Daughters i 10 måneder. Men tager man Cambodia, og mikser det med et strejf af corona, så opdager man hurtigt, at det med planer og planlægning ikke er så ligetil.  Men en ting er i hvert fald gået som planlagt, for jeg er ankommet til Cambodia og har nu været her en god måneds tid, så langt så godt.

En tur i karantæne 

Vi startede vores ophold i Cambodia med en 17 dages lang karantæne. Planen var 14 dage, men da en fra flyet testede positiv for corona, ventede vi i uvidenhed på at få at vide, hvornår vi kunne komme ud. Hverken os eller receptionisten fra hotellet kunne fortælle os hvornår, men pludselig ringede telefonen 18:45 på 17. dag, og vi kunne tjekke ud et kvarter senere. Her har man en plan, indtil der kommer en ny plan, og det skulle vi ikke bruge mange dage i landet for at erfare.

Karantænetid med bl.a. spil, hækling, læsning og hygge

En ny plan

Vi er heldige, at vi ikke har lockdown i Phnom Penh, og derfor er vi startet på vores arbejdsopgaver. Den planlagte arbejdsopgave for os, var at hjælpe i børnehaven på Daughters. Men da børnehaven desværre er lukket på grund af corona, har det givet mulighed for, at vi kan få andre opgaver.

Laura og jeg hjælper familien Hansens børn, Gustav og Johanne, med onlineskole og pasning. Derudover har vi engelskundervisning med klienter på Daughters, og underviser i kundeservice, som de bl.a. bruger i den offentlige spa Daughters har. På sigt skal vi også stå for workshops, hvor der bl.a. bliver undervist i emner som selvværd og lifeskills.

Selvom mine arbejdsopgaver ikke er, som jeg først havde planlagt dem i mit hoved, så er det virkelig spændende at have så forskellige opgaver og bare kaste sig ud i det. Jeg ved ikke særlig meget om negle og fodmassage, og jeg har aldrig undervist i engelsk før. Men jeg kan alligevel byde ind med mine evner og min viden og være til gavn for klienterne, der med stor taknemmelighed, siger ”Thank you Teacher” og takker for, at vi vil undervise dem. Jeg skal dog lige vænne mig til den nye betegnelse. Samtidig kan jeg måske hjælpe med at gøre onlineskole bare lidt sjovere for Johanne og Gustav.

Introduktionsdage i Siem Reap med en masse spændende indtryk

Nu følger jeg bare Guds plan

Så selvom det ikke var min umiddelbare plan at have netop disse arbejdsopgaver, så er jeg ved at blive rigtig glad for dem. Samtidig har jeg lært, at det bedste sted at finde tryghed i en Cambodia-corona-hverdag er i det faktum, at Gud i hvert fald har en plan med, at jeg er lige her netop nu. Da jeg sad i karantæne fik jeg sendt et vers fra sangen ”Nu må du blot være barn”:

Nu må du blot hænge armene langs siden.
Tro ikke, det er dig, der bærer mig!
Tror du, jeg må holdes oppe hele tiden?
Husk nu på, at det er mig, der bærer dig!

Det mindede mig om, at Gud har styr på det. Jeg må hænge mine arme langs siden, og så bærer Gud mig. Det er en tryg tanke og en god hjælp, når ens egne planer ikke gik helt som først tænkt, og når man er flyttet til et helt nyt land. Men jeg er taknemmelig for at være her i Cambodia, og bliver fyldt at en masse spændende indtryk hver eneste dag. 

Tak for forbøn.

På tur rundt i Phnom Penh bl.a. til flotte templer

 

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Amalie Puggaard Poulsen
Birger Reuss Schmidt
Henrik P. Jensen
Else Wiwe
Søren Skovgaard Sørensen
Ole Malmgaard
Christian Lund Pedersen
Julie og Emil Solgaard
Julia Staugård Jørgensen
Katrine Nymann Sulkjær
Rebekka Haakonsdatter Overgaard
Thea Friis Larsen
Rebekka Zoll Landkildehus
Lisa Rom Boye