Personligt

Søren Brink Kristesen

Nu tør jeg nærme mig Gud igen

9/3/2018 | Ole Solgaard; os@dlm.dk
Søren Brink Kristesen havde lagt Gud på is efter at have mistet sin lille dreng

Først døde hans lille søn. Så døde hans bror. Det har sat dybe spor hos 39-årige Søren Brink Kristesen, og det har også påvirket hans forhold til Gud.

I februar 2012 blev Villads, der var to et halvt år, syg. Han kunne ikke støtte på sine ben og blev indlagt på sygehuset. Det gik lidt op og ned et par uger, hvor lægerne havde svært ved at fastlægge, hvad han fejlede.

Torsdag den 1. marts lå han i medicinsk koma på grund af en blodforgiftning. Dagen efter skete der en menneskelig fejl.

”Sygeplejersken kalder os ind, for Villads er akut dårlig. En masse personale er i gang med at genoplive ham. Hans arme og hænder er kolde. Helt spontant falder Anette og jeg på knæ ved sengen og bønfalder Gud om at gribe ind og hjælpe lægerne.

Villads bliver kørt på operationsbordet, og efter en time kommer der dårligt nyt: Villads er død. En vene er revet over ved anlæggelsen af kateteret, så han er forblødt,” fortæller en bevæget Søren om den lange fredag i 2012.

Familien mistede fodfæstet

Han bor i en pæn villa i Aalborg sammen med sin kone, Anette, og deres tre drenge på fire, 11 og 13 år. Men i lang tid var hjemmet et ”sorgens hus”. De savner alle den fjerde dreng, Villads.

”Vi var helt ude af os selv, da Villads døde. Vi mistede fodfæstet og magtede intet. Men heldigvis var der en enorm støtte og opbakning fra familie, venner og Aalborg Frimenighed, som sørgede for daglige besøg, mad og rengøring i en lang periode.”

”Vi forsøgte at få hverdagen til at fungere, og vi opsøgte også det, der normalt gjorde os glade, men det var som et stort hul, man ikke kunne komme op af igen."

"Vi havde mest lyst til bare at dø. Der var ikke noget ved noget som helst,” fortæller Søren åbenhjertigt, mens Anette lægger sig med den hovedpine, der stadig plager hende.

Var ved at opgive troen og lagde Gud på is

I årene op til Villads’ død oplevede parret et meget nært forhold til Gud. Men hele forløbet har været en hård prøvelse for deres tro.

Det første år levede de nærmest i en boble. De eneste refleksioner, de havde om Gud her, var, at de havde svært ved at forstå ham.

”Indimellem var vi ved at opgive troen og lagde Gud på is. Hvorfor skulle vi bede til Gud om små ligegyldige ting, når han ikke greb ind, da det virkelig gjaldt? Med hovedet vidste vi godt, at Gud har retten på sin side, men vi følte, at Gud havde handlet uret. At bede til ham var som at bokse ud i luften.”

Mange har bedt for familien, men det lindrede ikke sorgen. Glimtvis fik Anette og Søren dog en fornemmelse af, at Gud var der – midt i sorgen.

Mere nuanceret billede af Gud

De tragiske begivenheder - Villads' død og siden Sørens storebror Chresten, der døde af kræft - har sat spor hos alle i hjemmet i Aalborg.

”Det har været svært for os at oplære vores børn i den kristne tro, fordi vi selv nærede mistillid til Gud. Vi havde før sunget kristne børnesange og lovsange herhjemme, men det kunne vi ikke efter Villads’ død. Det føltes, som om Gud havde svigtet os. At lovsynge ham oven på den oplevelse kunne vi ikke. Vi kunne ikke synge noget, vi ikke mente.”

”Vi er begyndt forsigtigt at opbygge en tillid til, at Gud er med på en eller anden måde, også da vi havde distanceret os fra ham. Han er hos os, selv når vi føler det modsatte."

"Han er hellig og over vores fatteevne. Men i Jesus ser vi, at Gud elsker os og vil os det godt. På den basis tør vi nærme os Gud igen – med et mere nuanceret billede af ham,” sammenfatter Søren Brink Kristesen.

Artiklen er et uddrag af en artikel i Tro & Mission nr. 05/2018.

Læs hele artiklen her.(pdf - s.11)

Af Jakob Sulkjær

”Det er et godt sted at komme for at høre noget om Jesus sammen med nogle, man hygger sig med.”

Sådan siger Nikolaj Køller-Hansen om Ølgod LMU. For tiden er...

Fra filmen Korsvejen. Maria (Lea van Acken) bekender sine synder i skriftestolen (Foto: Miracle Film).
Dietrich Brüggemann
Filmen Korsvejen handler om den 14-årige Maria, der står foran at skulle konfirmeres i en meget konservativ ka...