Personligt
Foto: Rosine Kreutzfeldt

Troen og Jesus skal fylde hele mit liv

05/03/2024 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

Rosine er med i lederteamet for KFS i Grønland. Hun vil gerne præge med grønlandsk kultur og grønlandske lovsange.

”Jeg er meget glad for at komme i KFS. Jeg lærer mere fra Bibelen her, og så er der et virkelig godt fællesskab,” siger Rosine Kreutzmann. 

29-årige Rosine flyttede til Nuuk for at studere til socialrådgiver, og mens hun var studerende, begyndte hun at komme i KFS. Hun blev færdiguddannet for to et halvt år siden, men er fortsat i KFS, hvor hun er kommet med i lederteamet.

Desuden leder hun lovsangen i KFS, og det er for hende en god måde at præge KFS med grønlandsk kultur på. 

”Der kommer mange danskere til aftenmøderne i KFS, og jeg kan godt lide, at de skal lære nogle lovsange på grønlandsk,” siger hun og tilføjer, at KFS også er et godt sted at øve sig i at tale dansk. Det vil hun gerne blive bedre til, fordi det er vigtigt at kunne dansk, når man er i gang med en uddannelse. 

Er glad for at være på en kristen arbejdsplads

Rosine arbejder som familiemedarbejder hos Frelsens Hær i Nuuk. En stor del af hendes tid går med mange forskellige opgaver i Williams Café, som er et tilbud til socialt udsatte og hjemløse i byen. Opgaverne dækker over alt fra at hjælpe til i køkkenet, lytte, holde andagter og til at spille Olsen med brugerne.

Hun havde ikke forestillet sig, at hun skulle arbejde inden for det område. Men hun er virkelig glad for at være der, og det bekræfter hende i, at det er Gud, der har sat hende der.

”Og så er det dejligt, at det er en kristen arbejdsplads, hvor der bliver holdt andagt. Jeg har lige lært dem en ny lovsang på grønlandsk.”

Efter sommerferien bliver hun måske studerende igen. Hun kunne nemlig godt tænke sig at læse en samfundsvidenskabelig kandidat og har søgt ind på universitetet.

Troen på Gud gør min hverdag meget bedre

Rosine er født i en kristen familie i Maniitsoq, hvor hendes far var organist i folkekirken. Det betød, at det var naturligt for dem at komme til gudstjenester der. Efter hendes forældre blev skilt, begyndte moderen at komme i pinsekirken, og Rosine tog med hende. 

”Da jeg var 13-14 år, mærkede jeg, at jeg gerne ville leve fuldt ud som kristen, altså følge Jesus. Troen og Jesus skal fylde hele mit liv,” siger hun.

Og det gør den. Hun snakker tit med sine veninder om, hvor meget det betyder for dem, at de tror på en Gud, de kan bede til, og som elsker dem og vil det bedste for dem.

”Det gør min hverdag meget bedre, og det giver meget mere mening at leve livet, når jeg ved, at Gud er der for mig,” siger hun.

Rosine beskriver sig selv som en, der mest snakker om tro, når nogen spørger ind til det.

”Jeg er ikke sådan en, der selv tager emnet op, men jeg fortæller gerne, hvad jeg tror på, og hvad jeg er fyldt af,” siger hun og tilføjer, at hun også altid synes, det er spændende at høre, hvad andre tænker. 

Har oplevet Gud som den kærlige far

Da Rosine blev færdiguddannet, fik hun arbejde ved kommunen som sagsbehandler. 

”Men vi havde hele tiden utroligt travlt, og jeg følte ikke, jeg kunne leve op til det pres, der var. Derfor valgte jeg at sige op, selvom jeg ikke vidste, hvad der så skulle ske.”

Det var svært for Rosine at finde et andet arbejde. Men netop i den periode oplevede hun på en særlig måde, hvordan Gud ledte hende og tog sig af hende. 

”Det var, som om Gud havde lukket dørene, men jeg følte også, at han gerne ville vise mig, at han er den gode far, som elsker mig og har lyst til at forsørge sine børn,” siger hun. 

”Det fik jeg lov at opleve både gennem økonomiske gaver, som nogle overførte til mig bare sådan lige, og ved, at han sendte mennesker, der viste mig omsorg.”  

Artiklen er bragt i Tro & Mission nr. 09/2023

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Smalbro/Kobbersmed
Jesper Smalbro og Lasse Vestergaard Kobbersmed har på eget forlag udgivet en cd, som følger en stor trend i ti…