Peruanske forældre på kursus i at skabe tryg familie

sydamerikanske børn
Målet med kurset var at give peruanske forældre hjælp til at skabe trygge hjem for deres børn (foto: Piqsels)

Vold og aggressivitet er en del af opdragelsen i mange hjem i Peru, hvor Lise og Frederik Berggren Smidt afholdt forældrekursus i opdragelsesstil, dialog, gode vaner og forsoning

27/04/2022 / Nicklas Lautrup-Meiner nlm@dlm.dk

Over fem lørdage blev peruanske forældre klædt på til at tale sammen om, hvordan de ønsker at være forældre for deres børn.

Bag kurset stod LM’s missionærer i Peru Lise og Frederik Berggren Smidt, der på opfordring fra LM’s samarbejdskirke IELP tilbød et online kursus, der sluttede den 23. april. Her deltog mellem 20 og 50 forældrepar.

De hørte oplæg om, hvordan man skaber gode vaner, hvilken opdragelsesstil man har, og hvordan man taler med børnene om de store spørgsmål i livet.

Autoritet, vold og pressede privatøkonomier

”Der er en autoritetsproblematik i hjemmene, hvor vi i undersøgelser kan se, at der er psykisk og fysisk vold og seksuel vold i hjemmene i hele befolkningen – også blandt evangelikale,” forklarer Frederik og Lise uddyber:

”Aggressivitet er udbredt, og der er stor accept af, at manden taler ned til sin hustru og sine børn.”

Derfor var det også oplagt at tale om at håndtere vrede, og hvordan man skaber et hjem, hvor børnene føler, at det er trygt at komme til mor og far, understreger parret, der i 2023 udkommer med en bog til en dansk sammenhæng netop om at være forældre.

Et mere demokratisk hjem, hvor børnene inddrages

Den autoritære tilgang til opdragelse i Peru gjorde det naturligt at fokusere på, hvordan man skaber et mere demokratisk hjem.

”Vi kan høre, at forældre taler om, hvad de drømmer om for børnenes fremtid. Det handler ikke om, hvad børnene kunne tænke sig,” siger Lise.

Det presser også situationen i hjemmet, at mange familier er presset økonomisk.

Derfor kan lunten være kortere, og børnene kan bekymre sig om økonomien, lyder det fra parret.

Tal om alkohol, seksualitet og festkultur med børnene

I Peru er det almindeligt, at selv voksne hjemmeboende børn forventes at adlyde deres forældre.

Lise og Frederik Berggren Smith opmuntrede derimod til at inddrage store børn i spørgsmål om alkohol, seksualitet og festkultur.

I Peru hersker der blandt kristne en nultolerance om disse emner, men det er samtidig meget almindeligt med teenagegraviditeter.

”Vi opfordrede forældrene til at reflektere over, hvordan de kan komme mere i dialog med de unge om hjemmets grænser,” forklarede Frederik.

”Vi talte også om tilgivelse og forsoning og om, hvordan man giver barnet en forståelse af, at de er elskede også selvom de dummer sig eller bryder hjemmets regler,” tilføjede Lise.

Lokale vil bruge materialet til at undervise andre

Kurserne var bygget op sådan, at der var god tid til at forældrene kunne tale sammen, ligesom der er på et kursus om parforhold.

Forældrene skulle blandt andet samtale om, hvordan deres egen barndom havde været, og hvordan de bedst i praksis kunne vise deres børn, at de elskede dem fremfor blot at sige det.

Det er parrets oplevelse, at onlinekurset blev modtaget godt - særligt fjerde del om forsoning og tilgivelse.

”Der er tre personer, der uafhængigt af hinanden har bedt om at få materialet tilsendt, så de kan undervise andre. Der er også nogle lutherske skoler, der gerne vil bruge det,” siger Frederik, der håber at materialet på den måde kan få en større lokal forandring.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.