Mission er noget, vi er fælles om

Foto: Kids Club
International mission er ikke en en-mands-opgave, men et ansvar og et arbejde, vi løfter i fællesskab i LM (Foto: Jensen)

Alle i Luthersk Mission skal sætte international mission på programmet en uge i marts næste år

05/09/2022 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

Uge 12 i 2023 bliver en uge med særligt fokus på international mission i Luthersk Mission.

Formålet er et ønske om at skabe en ny stolthed og begejstring for international mission.

Det fortæller informations- og projektmedarbejder Jens Peter Rejkjær, der også er formand for et udvalg bag ideen om den særlige missionsuge.

Udvalget lægger op til, at der skal være missionsarrangementer i alle LM-forsamlinger i perioden, der løber fra den 19.-26. marts. Det kan være ved et møde, en gudstjeneste, i børne- og juniorklubben, i LMU, i seniorklubben, eller hvor man samles.

Nødvendigt for at bevare fokus

Jens Peter Rejkjær forklarer, at det er nødvendigt at tale international mission, hvis fokus skal bevares.

”Først og fremmest fordi LM har ”Tydelig mission” som kerneværdi. Mission er mission, hvad enten det drives ude eller i Danmark, men jeg tror, at fokus udadtil også gør noget godt indad,” siger han.

”En anden grund er – med Paulus’ ord - at ’Kristi kærlighed tvinger os’. Hvis Gud ved ånden levendegør vores tro, kan der komme til at ske store ting.”

Værktøjskasse med ideer til, hvad et møde kan indeholde

Jens Peter Rejkjær underkender ikke, at mange kredse allerede har stort fokus på international mission, men tror, et fællesprojekt, som alle går sammen om, er vigtigt for sammenhængen i LM.

”En fælles uge om mission er noget konkret, hvor vi kan sige, at det her er noget, vi er fælles om,” understreger han.

Som en hjælp til planlægningen af missionsmøderne laver udvalget en værktøjskasse på LM’s hjemmeside, som bliver tilgængelig i løbet af november.

Her kommer forskellige ideer og konkrete indslag til mødet. For eksempel en online prædiken, hilsener fra missionærerne, ideer til indsamling og fællesbøn.

 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.