LM samlede ind til flygtninge i Cambodja

Indsamlingens slutresultat landede på over 90.000 kroner. Midlerne hjalp blandt andet flygtninge i Fjendeskoven og Run Ta Ek i Cambodja.
En ulmende grænsekonflikt mellem Thailand og Cambodja udviklede sig til regulære kamphandlinger i slutningen af juli - og tusindvis måtte evakueres fra grænseområdet.
I Cambodja betød det blandt andet, at der blev etableret tre flygtningelejre i området omkring storbyen Siem Reap.
Områder tæt på Run Ta Ek og Fjendeskoven, hvor LM har forskellige missionale og diakonale indsatser, skulle nu rumme store mængder flygtninge.
Mad, tæpper og førstehjælp
LM besluttede at gøre noget for de flygtninge, som var kommet til området, så en særindsamling til de berørte blev søsat.
Indsamlingen, som nu officielt er forbi, indsamlede mere end 90.000 kroner.
Gennem de midler, som blev indsamlet, kunne LM gennem lokale samarbejdspartnere uddele mad, tæpper og basal førstehjælp til de evakuerede.
Mange, som var på flugt, havde ikke fået nok mad i længere tid, så uddelingen igennem samarbejdspartnere og missionærerne bragte stor glæde og lykke.
Forhindrede i at gå på arbejde
Midlerne var hovedsageligt tiltænkt maduddeling i Fjendeskoven og støtte til pårørende til de unge på kollegiet.
Flere af de studerende, som bor på LM’s kollegie i Siem Reap, har familie, som bor nær grænsen til Thailand. For mange, som bor i området i Fjendeskoven, er det normalt at arbejde i grænseområdet.
Da der ligger mange ueksploderede bomber, er der det endnu ikke muligt for disse personer at komme tilbage til sit arbejde. De står derfor helt uden nogen form for indkomst, og det gør naturligvis situationen meget svær.
Mad til 50 familier
Ved en flygtningelejr nær Run Ta Ek, uddelte folk fra Country Side Harvest Mission – en af LM’s samarbejdspartnere i landet også pakker med mad til 50 familier.
På grund af våbenhvilen var nogle i lejren allerede taget tilbage deres hjem, men de familier, som boede tættest på grænsen til Thailand, måtte blive, indtil freden var mere sikker.
Flere af LM’s missionærer var hjemme i Danmark, da konflikten eskalerede, og udrejsen for en enkelt missionærfamilie blev forsinket. Missionærparret Birgitte og Niels Kousgaard var dog i landet, da flygtningene ankom til området.