Græsrodsmission er vejen frem i Cambodja
I Cambodja arbejder LM tæt sammen med lokale partnere, så evangeliet forkyndes fra landsmænd til landsmænd.
Cambodja er et land, hvor missionsarbejdet foregår noget anderledes end det arbejde, Luthersk Mission ellers har udført.
Det siger international missionsleder Christian Lund Pedersen, der for nylig kom hjem fra en rejse til det sydøstasiatiske land, hvor han besøgte missionærer og volontører og deres samarbejdspartnere.
Det er fjerde gang, han er i Cambodja, og det er tydeligt for ham, hvor forskellig måden at drive mission på er her i forhold til for eksempel i Etiopien, hvor han selv var udsendt i ti år som missionær indtil 2016.
Små menigheder spirer op
”I afrikanske lande med en stærk luthersk kirke er missionsarbejdet som et træ, der er plantet og vokser op med en masse grene. I et land som Cambodja, hvor der ikke er opbygget nogen kirkestruktur, foregår arbejdet på en anden måde," siger han.
"Det er mere græsrodsagtigt med små menigheder, der som enkeltstående græsstrå spirer op nedefra.”
En vigtig måde at arbejde på i Cambodja bliver derfor at have fokus på opbygning af relationer og medvandring, forklarer missionslederen.
Han fortæller om en præst, han mødte under sin rejse, da han sammen med missionær Anders Wiwe Phillips besøgte en landsby uden for Battambang.
Præsten, som hedder Savoan, har sin egen kirkebygning, som han har fået stillet til rådighed af en sydkoreansk missionær.
Her bor han sammen med sin familie og tjener penge ved at køre kunder rundt i sin tuktuk.
Hans menighed er lille – består af en syv til ti voksne og en masse børn.
Men hans iver for at nå andre med evangeliet er stor, og her støtter LM gennem medvandring og inspiration til nye måder at forkynde evangeliet på, forklarer Christian Lund Pedersen.
De lokale er vigtige
Også de øvrige steder, hvor LM’s udsendte i Cambodja er engageret, er der fokus på at støtte lokale organisationer eller lokale ansatte i at fortælle deres landsmænd om Jesus.
Og det er en arbejdsform, der virker, konstaterer missionslederen.
”Det er en god måde at arbejde på, for danskere har svært ved at lære sproget og kulturen godt nok til at nå mennesker med evangeliet.”
I mange år har LM haft et tæt samarbejde med Church of Siem Reap og pastor Kong igennem etableringen af en fælles organisation kaldet ”Countryside Harvest Mission”.
Det er et relationsarbejde, der har båret frugt – blandt andet med hjælp til fattige familier i Fjendeskoven og nu senest med etableringen af Living Hope Center i Run Ta Ek.
Stort center skaber kontakt
Netop opbygningen af Living Hope Center er en anden arbejdsmetode, end LM har været vant til tidligere i Cambodja, siger Christian Lund Pedersen.
”Det er fantastisk at komme ud og se arbejdet tage form. Det at have et stort center kan noget andet. Det kan tiltrække folk og skabe opmærksomhed. På den måde kan vi nå mange flere på en gang."
