En weekend, der var målrettet kvinder
Mænd og kvinder skal være sammen det meste af tiden, men det kan også noget en gang imellem at være hver for sig, mener Louise Sølvsten Nissen i et seminar på LM’s Kvindekonference i sidste weekend

”Det smukke ved at være Guds kvinde er at være valgt til. Tænk en gang: at være Guds barn.”
Det sagde psykolog Louise Sølvsten Nissen i et seminar i weekenden den 4.-6. september.
Her var over 300 kvinder på tværs af landet og på tværs af aldre samlet til Kvindekonference på Luthersk Missions Højskole.
Menneske efter Guds hjerte
Louise Sølvsten Nissens seminar havde titlen: "Kristen kvinde - fra inderst til yderst", og her svarede hun blandt andet på spørgsmålet: Hvordan er man en kvinde efter Guds hjerte i dag?
”Vi skal være bevidst om, at kun en ganske lille del af Bibelen er talt specielt til kvinder – langt det meste er sagt til både kvinder og mænd,” siger hun.
”Så spørgsmålet kunne i stedet lyde: Hvordan er man menneske efter Guds hjerte?”
Hun understreger imidlertid, at selvfølgelig skal de ting, der er sagt særligt til kvinder, også være der.
”Hvis ikke de skulle være på en kvindekonference, hvor så? Men det bliver skævt, hvis der kun er fokus på dem.”

Slide fra Louise Sølvsten Nissens PowerPoints ved seminaret.
Det er vigtigt, at kvinder taler til kvinder
Louise Sølvsten Nissen glæder sig over, at det er muligt at holde en kvindekonference.
”Det er meget rigt, at mænd og kvinder er sammen det meste af tiden, men det kan også noget en gang imellem at være hver for sig,” siger hun.
”Ligesom der er målrettede samlinger for eksempel for juniorerne.”
Ud over seminaret holdt hun også en bibeltime lørdag formiddag, og hun er taknemmelig for at kunne bidrage til konferencen.
”Jeg synes, det er vigtigt, at kvinder taler til kvinder. Det er anledning til at sige ting på en lidt anden måde,” siger hun og tilføjer, at nogle kvinder oplever, at det lander anderledes hos dem, når de hører en kvinde formidle noget med Gud.
Hun er helt tryg ved at forkynde på Kvindekonferencen, for rammerne er jo til en gruppe kvinder og ikke i menigheden.
”Her kommer vi ikke i konflikt med mænds og kvinders roller, og det synes jeg, vi skal benytte os af.”

