Flere tusind følger undervisning på LMH

Foto: Henrik Nymann Eriksen
Hver formiddag under corona-nedlukningen har LMH streamet en undervisningstime på Facebook. Her er det forstander Henrik Nymann Eriksen, der underviser. (Screendump)

Forstander Henrik Nymann Eriksen fra LM’s Bibelskole i Hillerød glæder sig over, at streaming på Facebook kan være med til at give håb og rytme i menneskers liv under corona-nedlukningen

12/03/2021 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

Luthersk Missions Højskole er nået langt ud med undervisning og andagter under coronatiden.

En undervisningstime hver formiddag og en andagt hver aften er blevet streamet på Facebook, og mange af de videoer har op mod – eller over – tusinde visninger.

Det glæder forstander Henrik Nymann Eriksen.

”Det viser, at mange synes, der er noget at hente hos os,” siger han.

Kernebagland og perifært forhold til LMH

Forstanderen forklarer, at videoerne henvender sig direkte til de elever, der på grund af corona-nedlukningen ikke kan komme på skolen lige nu. 

Men de mange visninger fortæller, at mange flere ser med.

”Vi ved ikke, hvem det er. Men vi tror, at det ikke kun er nogle fra LMH’s kernebagland, men også nogle med et mere perifært forhold til LMH,” siger han.

For at tilbyde undervisningen til flere har LMH gjort noget af den tilgængelig på folkehøjskolernes hjemmeside

”En del af forklaringen på, at så mange ser med, kan være, at det er med til at give både håb og en rytme i folks liv her under corona,” siger forstanderen.

Mange videoer på LMH’s YouTube-kanal

Undervisningsvideoerne bliver liggende på LMH’s YouTube-kanal sammen med mange andre videoer, som skolen har udsendt over de senere år – blandt andet serien ”Spørg om tro”.

”De har ikke umiddelbart så mange visninger, men de kommer heller ikke med en fast frekvens,” siger han.

”Derimod kan vi se, at antallet af visninger vokser lidt hele tiden, så der er altså nogle, der løbende går ind og ser dem.”

Kan ikke erstatte almindelig fysisk undervisning

LMH streamede også både undervisning og andagter under corona-nedlukningen i foråret 2020. 

Det har givet dem noget erfaring, som Henrik Nymann Eriksen forestiller sig, at de kommer til at bruge fremadrettet.

”Vi kommer sikkert til at streame mere fra forskellige arrangementer, ligesom vi nu laver online Bibeldage i denne uge,” siger han og ser frem til, at eleverne kommer på LMH i næste uge.

”Jeg tror ikke, at det kommer til at udkonkurrere almindelig fysisk undervisning. Så fedt er det ikke at sidde foran en skærm.”

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.