Elever gav en årsløn til en radiomedarbejder

Foto: Indsamling på LMH
En flok elever besigtiger varerne før auktionen ved den store indsamlingsaften på LMH (Foto: LMH).

Eleverne på LMH har i efteråret samlet over 90.000 kroner ind til den tyrkiske kristne Radio Shema i Ankara. Det svarer til næsten en årsløn til en lokal medarbejder

15/12/2021 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

93.500 kroner – eller omtrent det, der svarer til en årsløn til en lokal medarbejder ved den tyrkiske kristne Radio Shema i Ankara.

Så meget har eleverne på Luthersk Missions Højskole samlet ind til international mission her i efteråret.

Det fortæller tre af de fem medlemmer af skolens indsamlingsudvalg: Kenneth Schmidt, Anna Grinderslev og Johanne Østergaard. 

Enighed om, at radioarbejde er et godt formål at samle ind til

Der er tradition for, at eleverne på LMH samler ind til et eller andet, fortæller Kenneth Schmidt.

”I den forbindelse blev vi kontaktet af missionskonsulent Christian Lund Pedersen fra LM’s sekretariat, som foreslog, at vi samlede ind til Radio Shema,” siger han.

”Vi var enige om, at det var et godt formål. Det er ikke så let at drive mission i Tyrkiet, så det giver god mening at støtte dem i deres egne aktiviteter.”

Tidligere på året havde LM lovet Radio Shema at bidrage med lønnen til to lokale medarbejdere. 

Anna Grinderslev indskyder, at indsamlingsudvalget satte den ene årsløn som mål for indsamlingen, og med et resultat på 93.500 kroner kom de meget tæt på. 

Alle havde forstået, hvorfor indsamlingen giver mening

Indsamlingen på LMH fandt sted ved tre forskellige arrangementer: Et sponsorløb, en Open Mic Café og en indsamlingsaften med auktion over donerede ting og ydelser.

”Sponsorløbet var en måde at få folk uden for skolen til at bidrage,” fortæller Kenneth Schmidt.

Forud for arrangementerne viste udvalget en video om Radio Shema, og en fra LM fortalte eleverne om radioarbejdet i Tyrkiet. Det betød, at alle vidste, hvad de samlede ind til, fortæller de tre fra indsamlingsudvalget.

”Det store beløb viser også, at de havde forstået, hvorfor det giver mening at give til Radio Shema,” siger de og tilføjer, at halvdelen af beløbet kom ind ved auktionen.
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.