Anmeldelse
Cover til cd'en Hymns

Hymns

Smalbro/Kobbersmed
Smalbro/Kobbersmed
11 sange - 129,- kroner
Morten Meiner

Jesper Smalbro og Lasse Vestergaard Kobbersmed har på eget forlag udgivet en cd, som følger en stor trend i tiden inden for kirkelig musik. 

I de senere år er der udgivet mange albums med nyfortolkninger af salmer og åndelige sange. Mange af disse har haft en særlig profil. Det gælder også dette album, hvis titel egentlig siger det hele:

Her er tale om en fortolkning af gamle salmer og vækkelsessange fra den angelsaksiske verden. 

VI lægger ud med How Great Thou Art, og herfra vil det være den rene genkendelsens glæde for de fleste. 

Setup’et er enkelt. Samtlige 11 salmer og sange udføres akustisk og instrumentalt med enkelte undtagelser udelukkende med en kontrabas og et klaver. 

Er setup’et enkelt, er arrangementerne det til gengæld ikke nødvendigvis. Eksempelvis er Blessed Assurance (Salige Vished) ganske vist stadigvæk i ¾-takt, men med de ekstra indskudte takter og de aparte accentueringer var jeg til at begynde med helt i tvivl!

Lad det være sagt med det samme: Hymns er ikke et album, man sætter på, mens man gør rent eller tømmer opvaskemaskinen. Hele stemningen indbyder til eftertænksomhed. Selv gik jeg og lyttede til den i Guds frie natur på en tåget januarmandag, alt imens jeg mærkede, hvordan det værkede i det tynde lag af tøsne under mine fodsåler. Et helt perfekt scenarium.

Smalbro spiller lyrisk – og meget ”smalbrosk”. Men meget af den eftertænksomme stemning skabes af Jacob Schjødt Worms mix, hvor særligt klaveret får en meget ambient lyd. Kobbersmeds voicing skaber god rum for bassen, så det hele balancerer i en højere enhed. 

På et par enkelte sange får Worm også lov at lege med på guitar, meget markant på All Hail the Power of Jesus’ Name (Vær priset, Jesus Krist) med en rytmik, der nærmest må betegnes som salsa. Det kunne have styrket albummet, hvis Worm havde været med på yderligere to-tre sange for variationens skyld.

Alt i alt har Smalbro og Kobbersmed begået en fin lille sag, der er god at lytte til i en stille meditativ stund. Den får hermed min anbefaling.
 

Tilføj kommentar

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Sereysophea Ung
Jeg blev født i en ikke-kristen, stærkt buddhistisk familie. Jeg havde hørt om Jesus i min barndom, men aldrig taget imod Jesus Kristus. Jeg…