Volontørerne fortæller

Sidsel og Kristoffer fortæller

Sidsel og Kristoffer Sølvsten Burgdorf var i Cambodja som volontører i 2008-2009. De skrev, mens de var af sted.

For at være ærlig var det ikke med i vores planer, at vi skulle til Cambodja som volontører. Vi ville tage nogle måneders orlov fra arbejdet for at tage på opdagelse i New Zealand, og vi havde allerede lånt bøger om, hvad vi skulle se dernede. Da vi så hørte, at LM manglede volontører i Cambodja, blev vi enige om, at det nok var lidt mere meningsfuldt og nok også mere spændende. Pludselig står man i Phnom Penh, hovedstaden i Cambodja, og skal tilbringe de næste 9 måneder i 30-40 graders varme blandt folk, der snakker et af verdens mest mærkelige sprog.

Sidsel, som er uddannet sygeplejerske, skulle hjælpe på Sunshine Centre, der virker som et udvidet fritidshjem for de fattigste i byen. Børnene kommer og får mad (for nogle af dem er det dagens eneste måltid), lektiehjælp, bibelundervisning og socialt fællesskab. Sidsels opgave er at uddanne personalet i hygiejne- og sundhedsspørgsmål og etablere kontakter til hospitaler og klinikker i Phnom Penh for at få billig medicin og behandling til børnene. Arbejdet består også af sygebesøg, rensning af sår, lusekure, hårvask og selvfølgelig fællesskab med børnene.

Kristoffer arbejder på Project Future, hvor unge mellem 16-20 år bliver uddannet til at køre Tuk Tuk. Ingen af drengene har haft fast skolegang, så de får også undervisning i sprog (engelsk og khmer), matematik og almindelig dannelse. Kristoffers opgave er at få projektet til at løbe rundt som et firma ved at skaffe kunder til eleverne, mens de er under uddannelse, og efter de bliver færdige. Det kræver enormt meget af eleverne at skulle sidde på en skolebænk og starte dagen med andagt og lovsang, når de måneder forinden har været en del af voldelige bandeopgør eller været fanget af stofmisbrug. Så det er en enorm udvikling, de går igennem.

Der er ingen tvivl om, at det rykker ens grænser at være volontør, men det udvider bestemt også ens horisont. Jo mere man åbner sig for de folk, man møder, jo bedre kan man hjælpe, og jo større og mere personlig bliver den oplevelse og det eventyr, man får med hjem i bagagen.

Lagt på nettet d. 22. januar 2009 af amalie

Artikelliste