Volontørerne fortæller

Nanna og Mads fortæller

Nanna og Mads Due Madsen var undervisningsvolontører i Peru i skoleåret 2008-2009. Se, hvad de skrev om at være volontører, mens de var i Peru.

Hej. Vi hedder Nanna og Mads, og vi befinder os på den anden side af jorden, nærmere bestemt i Cusco, Peru, hvor vi underviser tre missionærbørn samt hjælper til i den lutherske kirke i byen.

Vi valgte at blive volontører, fordi vi gerne ville kombinere det at rejse og opleve med at tjene Gud. Og ja, volontørjobbet så ud til at indebære det hele samt meget mere.
Vi må sige, at det virkelig er en spændende tilværelse at være volontør. Selvom ingen af os har planer om at blive lærere, er det sjovt at prøve at undervise pga. flere ting: Det er både dejligt at få en tæt kontakt til de 3 børn, vi underviser, og det er lærerigt at have så meget ansvar og møde udfordringer. Nogle gange har vi temauger eller tager måske på ekskursioner både os 5 bare og sammen med de norske missionærbørn i Peru. Disse oplevelser klæder skole-hverdagen i festtøj for både børnene og os.

Ud over skolen hjælper vi som sagt til i den lokale kirke. Også her oplever vi udfordringer af forskellig art, hvad angår specielt sprog og kultur. Nogle gange må man kunne tåle at dumme sig lidt samt bryde grænser, men i det store og det hele oplever vi, at det netop er, når man giver noget af sig selv, at man får noget igen af både oplevelser, lærdom og berigelser.

Det mest spændende ved at være volontør er nok oplevelserne ved at bo i et andet land. Kombinationen af at have et konkret arbejde, det tætte sammenhold med en missionærfamilie, samt det at blive fyldt til randen af oplevelser, gør det værd at være volontør. Det største af det hele er dog, at man er sat i en vigtig opgave for Gud. At man er et uundværligt redskab for Ham.
At være volontør er dog ikke altid lutter lagkage. Der er også dage, hvor Danmark føles meget langt væk, hvor savnet af familie og venner er stort, hvor der er mere regn end sol, men også de dage, har Gud sat dig i den opgave, og han slipper dig ikke, og det er noget der rykker!

Et godt råd til dig, som overvejer at blive volontør: Gør det, det er en oplevelse for livet! Det er en god ide at sætte sig ind i opgaven på forhånd, dvs. undersøge lidt, og husk så, at du er udsendt af Gud, fordi han vil have dig der, så gør det bedste du kan, og lad være med at forvente noget af dig selv, som ikke er dig. Du er dig, og du duer!