At være volontør
At være volontør er en unik mulighed for at kombinere lysten til at rejse med lysten til at tjene Gud.
Volontøren får et meningsfyldt arbejde, for nye redskaber til at begå sig i mødet med fremmede mennesker og kommer helt tæt på missionsarbejdet. Samtidig får volontøren et indblik i en anden kultur. Vi udvikler løbende volontørstillinger i de fire lande, vi arbejder i: Peru, Tanzania, Etiopien og Cambodja.
Hvad arbejder en volontør med?
Stillingerne er utrolig forskellige, alt efter hvilket land volontørerne er ansat i, men fælles for alle volontørerne er, at de løser en vigtig opgave i LM's internationale arbejde. Som volontør kan man for et eksempel arbejde med:
Skoleundervisning
Hvis ikke missionærbørnene får undervisning, bliver missionærerne nødt til at tage hjem. Derfor ansætter LM udover lærere også volontører til at undervise missionærbørnene. Det vil typisk være i et område, hvor der ikke er nogen skole eller hvor man er tilknyttet en international eller norsk skole. Volontøren står for al undervisningen selv med supervision fra en lærer.
Litteraturarbejde
"Soma Biblia" betyder "Læs Bibelen" og er navnet på LM's litteraturarbejde i Tanzania. Kristen litteratur er en fantastisk mulighed for at sprede evangeliet. Arbejdet bliver styret fra Dar es Salaam, hvor der også er en fysisk boghandel. Meget af arbejdet for volontøren foregår i det mobile bogsalg. Her kører volontøren sammen med en lokal medarbejder ud til gudstjenester, gadesalg og friluftsmøder. Som regel er der både en volontør i dette arbejde i Iringa, hvor bogturene er af flere ugers varighed og en volontør i Dar es Salaam, som kun tager på kortere eller daglige ture.
Kirkeligt og evangeliserende arbejde
Vi støtter op omkring de kirker, som vi samarbejder med i det internationale missionsarbejde. Derfor er alle volontører en aktiv del af den lokale kirke. Det kan dreje sig om alt fra at deltage i gudstjenesten om søndagen til at være med i børnearbejdet. Vi sender også volontører ud for at udvikle og deltage i ungdomsarbejdet i vores samarbejdskirker.
Engelskundervisning
Det er langt fra alle, der kan engelsk i et udviklingsland. At tale engelsk kan reelt betyde en forskel for socialt udsatte børn og unges muligheder for at få sig en uddannelse og forbedre deres levestandard. Derfor kan man som volontør også undervise i engelsk.
Kun fantasien sætter grænser ...
Vi ved, at der er mange unge, der gerne vil tjene Gud og rejse samtidig. Også unge der ikke lige passer ind i nogle af de opgaver, som er nævnt her ovenfor. Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre, om vi kan bruge en med din uddannelse eller interesse i volontørarbejdet. Vi kan ikke love, at vi kan sende alle af sted, men måske sidder du netop med nogle kompetencer, som vi ikke vidste fandtes, og som måske kan bruges i arbejdet.
Hvornår og hvor længe kan man være volontør?
De fleste volontørstillinger begynder midt på sommeren og varer et år. I enkelte tilfælde kan der være behov for at få løst opgaver i kortere perioder. Du kan altid tjekke under job i LM, om vi har ledige volontørstillinger.
Hvem kan blive volontør?
Du kan blive volontør, hvis du ...
- har afsluttet en ungdomsuddannelse eller en faglig uddannelse
- er personlig kristen
- både er selvstændig og god til at samarbejde
- er sund og rask både fysisk og psykisk
- er engageret i kristent arbejde
- har lyst til at tilpasse dig vilkårene i fremmed kultur
- er indstillet på at dele dine oplevelser og erfaringer, når du kommer hjem igen.
Der kan også være specifikke krav til de forskellige stillinger herudover.
Det er godt at forberede sig!
Hvis du har lyst til at blive volontør, kan du gøre meget for at forberede dig inden, du skal afsted. En god forberedelse får du på Luthersk Missions Højskole. Hvert forår har de en linje, der hedder "Bibelskole med fokus på global mission".
Her kan du både vælge fag om mødet med andre kulturer samt deltage i et praktisk kursus, hvor bl.a. teamwork og tropemedicin er nogle af de emner, der bliver gennemgået.
Har du lyst til at vide mere?
Du kan læse mere om ledige stillinger og vilkår for volontører under job i LM. Du er også velkommen til at kontakte Anne Sode Grønbæk for at høre nærmere om ledige stillinger eller for at stille dine spørgsmål. Hun kan træffes på tlf. 48 20 76 71 og internationalejobs@dlm.dk.






Ankomst til Brighton!
3/9/2010 | Christina Frederiksen
Så er vi kommet til Brighton, er kommet ind i vores midlertidige hjem, har fået set en lille del af Brighton, og er...
AKF og Brighton
3/9/2010 | Mette Provstgaard Mogensen
Så er vi kommet godt til Brighton i England. Efter to ugers “praktik” på Agerskov Kristne...
På tur med sprogskolen
1/9/2010 | Ditte Kofoed
Da omtent alle i Peru havde fri mandag grundet en katolsk helligdag (man fejrede en katolsk helgen) valgte sprogskolen at arrangere en...



Modtag nyheder fra LM direkte i din indbakke.


19/9/2010 - /2010 Norea Radio 40 års jubilæum
1/10/2010 - 2/10/2010 Landsstyrelsesmøde
29/10/2010 - 30/10/2010 Generalforsamling



Tro & Mission er Luthersk Missions avis, der skriver om LM's arbejde i Danmark og i udlandet.
> Læs mere







