Tema-artikler

Savnet af Michael er det værste

Dødsulykken giver ingen mening for familien, men de er blevet gladere for håbet, og Himlen er rykket nærmere

En ung mand ved Michaels grav kendte Michael fra teknisk skole i Aabenraa. Han sagde: ”Han troede jo på Gud,” og fortalte dermed, at Michael også havde vidnet om Gud i skolen.

Livet tog en voldsom drejning for Hanne Lise og Povl Christesen den 21. maj 1995. De havde stået og vinket, da deres 19-årige søn Michael kørte af sted på sin nyerhvervede motorcykel med kæresten Helle bagpå for at synge sammen med nogle andre unge til en fødselsdag.

Senere ringede de fra festen og sagde, at Michael og Helle ikke var kommet. Hanne Lise og Povl sad i haven, da en politibetjent kom med underretning om ulykken. Han mente, at de hellere måtte gå indenfor.

"Hvad er der sket? Er han død?" spurgte Hanne Lise.

Og svaret kom ganske uindpakket: "Ja."

Uden varsel

Ulykken var sket få kilometer uden for Haderslev, hvor familien netop var flyttet ind i et nyt hus. Ved en motorvejsfrakørsel var en ældre tysk dame kørt ud foran Michael, som kun nåede at bremse ganske kort. Han var kørt lige ind i siden på bilen, og både han og den tyske dame var dræbt på stedet. Michael havde styrthjelm på, men havde fået brud på nakken. Kæresten havde fået piskesmæld og blev indlagt på Haderslev Sygehus, men var ellers uskadt.

Michael fik ikke noget forvarsel om, at Gud ville hente ham hjem, og hans død har forandret Hanne Lise og Povls syn på både døden og livet.

Senere skrev Hanne Lise og Povl i dødsannoncen for Michael, at han var hjemkaldt, forfremmet til herlighed. Og de citerede ordet fra Jobs bog: "Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet."

Længe ventet

"Michael var så levende - så sprællevende," fortæller Hanne Lise og Povl, som i dag er 61 og 63 år og kommer i LM Syd i Haderslev.

Der var altid fest og fart omkring ham, og han havde en udpræget sans for humor. Sådan husker de ham, og sådan savner de ham. Hver eneste dag.

De tænker på, hvor svært det var for dem at få børn. I syv år ventede de. De havde gennemgået mange undersøgelser, og Hanne Lise blev også opereret i underlivet. Men til sidst gav de op. De besluttede at adoptere et barn fra Indien. Efter fire år havde de endelig et barn i forslag. Men samtidig blev Hanne Lise alligevel gravid.

Så den 25. juli blev Michael født, og den 6. oktober fik de Elisabeth fra Indien på 14 måneder. Hun var født den 27. juli året før. Det var en stor mundfuld pludselig at have to små børn, som var meget forskellige. Men Michael og Elisabeth blev meget knyttet til hinanden, og Hanne Lise tænkte, da de var små: "Nu har jeg det godt!"

Så meget større var chokket, da Michael pludselig blev revet ud af deres verden og efterlod et stort hul.

Lige fra hjertet

I tiden efter ulykken oplevede Hanne Lise og Povl stor medleven og deltagelse, både fra deres nye naboer, fra familien og fra deres kristne venner. De er ikke i tvivl om, at mange har bedt for dem, og at det har hjulpet dem i den svære tid.

En ven af familien tog Elisabeth med ud at køre en tur for at købe nogle ting en af de første dage. Det husker de som et godt og tiltrængt afbræk for hende midt i hendes egen og forældrenes voldsomme sorg.

Povls bror og svigerinde kom med middagsmad. Et vennepar kom på besøg, og konen spurgte, hvad hun skulle gøre. 'Du skal stryge Povls skjorter', sagde Hanne Lise, for det orkede hun slet ikke selv.

Povl var især glad for de mange kort og blomster, de fik. "Der udtrykker folk sig lige fra hjertet," var hans oplevelse.

På Beredskabsstyrelsens kaserne i Haderslev, hvor Povl dengang var varmemester, oplevede han også kolleger sige, at hvis han havde brug for at snakke, måtte han bare komme. Andre gik i en stor bue udenom, og det var forfærdeligt, husker han.

En dolk i såret

Men parret oplevede også mennesker, som mente det godt, men var alt for påtrængende i deres besøg, og som havde alt for travlt med at finde en mening med det, der var sket.

"Det værste var en frikirkepræst, som sagde til os kort efter ulykken: 'I er bestemt til noget andet. I skal være noget for unge mennesker'. Det var som at stikke en dolk i det åbne sår. Det var så uforstandigt," fortæller Hanne Lise.
Og Povl fortæller om en anden, som sagde: 'Tænk, at I var værdige til det!'

For Hanne Lise og Povl har det ikke været muligt at finde en mening med, at Michael skulle dø. Men de kan heller ikke sige, at det var meningsløst.

"Jeg synes, Gud er uretfærdig. Men jeg ved, at han er retfærdig," siger Hanne Lise.
De har aldrig været i tvivl om, at Gud var med i det, der skete. Og de er overbeviste om, at Gud er god, at han er kærlig, og at han er retfærdig. Han svigter aldrig.

Det første år efter Michaels død, holdt familien jul på Gran Canaria for at komme lidt væk. Der besøgte de en skandinavisk kirke, og Povl foreslog sangen 'Gud er god'. Først tænkte Hanne Lise, at det kunne han da ikke mene, men hun måtte give ham ret: Gud er god!

Ansigtet lyste

Efter ulykken og begravelsen fik Hanne Lise og Povl mange vidnesbyrd fra andre om, at Michael havde levet i troen på Jesus, og at han var optaget af at få andre med.

Kort forinden havde Michael vidnet ved et møde i Rødding, og det var blevet optaget på bånd, som forældrene fik et par uger senere. I vidnesbyrdet havde Michael fortalt, at en af hans venners forældre var død. "Gud kender dem. Han kender navnet på alle stjernerne," havde han sagt. Og han havde citeret et vers fra sin "madkasse" - Bibelen, fra Ordsprogenes bog: "Herrens navn er et fæstningstårn. Den retfærdige løber ind i det og er i sikkerhed."

En dag så Hanne Lise og Povl en ung mand ved Michaels grav. Han kendte Michael fra teknisk skole i Aabenraa, hvor Michael var startet på uddannelsen som blikkenslager. "Han troede jo på Gud," sagde den unge mand og fortalte dermed, at Michael også havde vidnet om Gud i skolen.

De blev også kontaktet af den politibetjent, der havde været hos Michael umiddelbart efter ulykken. Han var kristen og kunne ud fra dødsannoncen se, at de også var.

Han fortalte dem, at i dødsøjeblikket var Michaels ansigt lysnet op. Han havde aldrig oplevet noget lignende ved en person, der befandt sig mellem liv og død.

Håb om himlen

Michael fik et kort liv. Han blev kun 19 år. Familien forestiller sig ofte, hvordan livet ville have været, hvis han stadig havde levet.

Sanseindtrykkene har fortaget sig. De kan ikke mere fornemme ham. De kan ikke lugte ham. De venter ikke mere, at han kommer tilbage eller pludselig dukker op igen ved sommerhuset. Sorgen er ikke mere så slem. Det er savnet, der er værst. Det kalder stadig tårerne frem og gør stemmen grådkvalt.

Om det har givet dem noget at miste Michael? - Ja, i hvert fald savnet, siger de.
Men Povl oplever også i dagligdagen et gladere syn på, at de har et levende håb. Der er noget bedre i vente. Når han læser i Bibelen, er ordene om trøst blevet tydelige for ham, og der er mange af dem.

Hanne Lise oplever, at det er blevet mere trygt at være kristen, og at det betyder rigtig meget at tilhøre Jesus. Hun synes også, hun har fået Himlen tættere på, og at det ikke gør hende noget at skulle dø.

"Hvordan er det at dø?" havde Michael spurgt sin far engang.

"Det er som et blund, og så vågner man op i Himlen," havde Povl svaret.

Af Helle Bech

Lagt på nettet d. 4. december 2008 af david

Temaliste Tilbage til tema