Tema-artikler

”Frede er hos Jesus”

"Hvis man hele tiden går og tænker på døden, ødelægger man nutiden og giver ikke sig selv lov til at leve livet," siger 74-årige Vita Christensen fra Ejlstrup i Nordsjælland

Vita Christensen har erfaret, at tab ikke behøver isolere eller gøre ensom. Ud over veninder og møderne i LM i Græsted fylder hun sit liv med en række fritidsinteresser, blandt andet papirklip.

Døden er en fjende, for det gør ondt at miste, men den er samtidig en vinding. Også for de efterladte.

Det er 74-årige Vita Christensen fra Ejlstrup ved Helsinge i Nordsjælland ikke i tvivl om.
Hun mistede sin mand, 64-årige Frede Christensen, for knap 10 år siden og sin far, Johannes Larsen, på 99 år for to en halv måned siden.

"Hvis det, der er ondt, kan føre til Jesus, er det en vinding," siger hun.
Vita Christensen fortæller, at døden afgjort var en vinding for hendes far.

"Han ville så gerne herfra, og der var ingen plads til dødsangst. Far var slidt op og bad meget: Jesus, kom og hent mig," siger hun.

"For mig var det dobbelt. Jeg græd meget, men samtidig var det en lettelse. Jeg magtede ikke pleje og sygehuse mere, og jeg havde ondt af far og ønskede for ham, at han kunne få lov til at flytte hjem. Jeg vidste, at hans dage ikke var gode mere."

Alligevel som et chok

Modsat hendes fars død, der var længe ventet, døde Vita Christensens mand en pludselig, uventet død.

Han havde været syg med smerter et års tid, men lægerne havde ikke fundet ud af, hvad han fejlede. Da han døde, var han lige kommet hjem fra sygehuset efter fem ugers undersøgelser. Her fandt man ud af, at en nerve sad i klemme i ryggen. Om natten vågnede Vita Christensen ved, at han kaldte fra badeværelset. Da hun kom derud, var han besvimet, og ved ankomsten til sygehuset var han død.

Vita Christensen har tre voksne sønner, der dengang alle tre boede i Jylland.

"Noget af det allerværste var at skulle ringe til dem og fortælle, at deres far var død. De var uforberedte, mens jeg havde levet med Frede og set, at der var noget galt."

"Jeg havde nok tænkt, at han måske var alvorligt syg, men alligevel kom det som et chok," siger hun.

Sønnerne kom hjem, og de og den øvrige familie og venner tog sig af alt det praktiske, fortæller Vita Christensen.

"Jeg manglede ikke noget, da jeg kom hjem - men jeg savnede noget. Jeg slog op i min bibel, og den åbnede sig på nogle ord om håb og opstandelse, der virkelig blev til hjælp. En skøn ballast, der skabte en fred i mig og gav mig mod på at komme videre," siger hun. Ordene står i 1 Thes 4,13-18.

"Frede var hos Jesus. Det var jeg helt sikker på."

Hvile i, at det er rigtigt

Ordene i Sl 139,16 om, at vores dage var bestemt, før en eneste var kommet, blev også til trøst for Vita Christensen.

"Når vores dage er talte, kan jeg hvile helt i, at så er det rigtigt, at Frede skulle dø."

Frede Christensen havde været prædikant i LM i mange år, og hun ønskede, at han stadig kunne prædike efter døden. Derfor blev der sat et bibelvers på gravstenen, nemlig verset fra Joh 11,25, hvor Jesus siger: Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.

"Det kan jeg godt lide at komme og læse," siger hun.

Altid pludselig

Selv om Vita Christensens far var alvorligt syg, var det alligevel et chok, da han døde.

"Vi ved, at døden kommer, men når det sker, er det altid pludseligt - også når døden er ventet," mener hun.

Hun tilføjer, at sådan skal det også være, for hvis man hele tiden går og tænker på døden, ødelægger man nutiden og giver ikke sig selv lov til at leve livet.

"Men når Jesus er ens frelser, er man altid klar til døden."

Det er hendes oplevelse, at det kan være svært at styre sine tanker, men også hendes erfaring, at Gud vil tage det fra en, som man ikke behøver tænke på, når man beder ham om det.

"Jeg har sagt utrolig meget til Gud. Han hjælper os igennem," siger Vita Christensen.

Tage imod hjælp

Efter sin mands død havde Vita Christensen meget brug for livet med Gud - og hun fortæller glad, at hun har oplevet mange gode ting med Gud, efter hun blev alene. Noget, hun virkelig havde brug for.

Hun bad meget til Gud om at hjælpe sig igennem. Og hun fik mange gode råd: om ikke at isolere sig, at tage imod al hjælp - også den, der måske blev tilbudt lidt akavet - at komme ud, så hun fik noget at leve for.

"Jeg var meget bevidst om, at jeg skulle tage imod, hvad andre havde at give. Livet på jord er også at leve sammen med andre. Ligesom jeg bad Gud om at gøre mig glad for at være alene med mig selv - i begyndelsen havde jeg nemlig et meget stort behov for at være sammen med andre."

Vita Christensen er blevet meget opmærksom på, at det er vigtigt at holde øje med dem, der mister.

"Jeg har oplevet, at der var nogle, der var virkelig gode til at hjælpe. De havde selv prøvet det og kunne tale ind i min situation. Selv oplever jeg ikke, at jeg har så let ved det ," siger hun.

"Men også her må vi bede Gud om at hjælpe os til at gøre det rigtige."

Nye venner

Vita Christensen har erfaret, at tab ikke behøver isolere eller gøre ensom. Tab kan også føre til fællesskab.

"Man skal gå ind i tabets mørke alene, men inde i mørket kan man finde andre at dele tabet med," siger hun.

Hun har fået nogle veninder, der også har mistet deres mænd. De har fået meget sammen og har blandt andet været ude at rejse syv gange i udlandet.
Vita Christensen understreger, at det er en gave at have nogen at være sammen med.
Det betyder meget at prøve at få nye venner.

"Fællesskab - ikke mindst det kristne fællesskab - betyder alt. Det hjælper en til at komme videre. Jeg kan slet ikke forklare, hvor stort det er, for Gud er bare så stor," siger hun med strålende øjne.

Ud over møderne i LM i Græsted fylder hun sit liv med en række fritidsinteresser. Papirklip er en af dem, der tager meget tid.

Kende hinanden

Vita Christensen oplevede, at en af deres naboer blev vred over, at hendes mand døde. Han syntes, det var uretfærdigt, at sådan et godt menneske skulle dø. Men hvis det havde været ham, så ...

"Han kunne heller ikke forstå, hvorfor jeg havde det så godt bagefter, men jeg prøvede at forklare ham, at Gud havde en plan, og den er så stor, at vi kan hvile i den," siger hun.

Hun glæder sig meget over, at de, der er gået forud, er derhjemme, og hun er overbevist om, at vi skal kunne kende hinanden i Himlen.

"Jeg forestiller mig, at far måske sidder og hygger sig med mor og snakker, mens de venter på mig. Sjælen hjemme hos Jesus har det godt. Alt det ved livet, der er forkert, er væk. Når de kære er hos Jesus, skal de ikke lide mere. De skal heller ikke dø mere."

Det betyder ikke, at hun ikke føler savn.

"Jeg var jo vant til, at Frede var der. Og jeg var vant til, at jeg altid skulle ringe til far. Men pludselig var det ikke sådan mere. Der går et stykke tid, før man vænner sig til, at det er sandhed, at de ikke er der mere, selv om man godt ved det. Men det hjælper, som tiden går."

Vita Christensen kan stadig græde over den nat, hvor hendes mand døde. Især kommer frygten, fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre, tilbage.

"Selv om jeg ved, at vi skal mødes igen, kan jeg blive overvældet af menneskelig sorg, og det bliver jeg ved at kunne mindes resten af livet. Især når det gælder Frede. Men jeg har et bestemt billede af ham, som jeg så kigger på. Og så er det, som om han siger til mig: Se at komme videre."

Af Kaja Lauterbach

Lagt på nettet d. 4. december 2008 af david

Temaliste Tilbage til tema