Tema-artikler

Det er en proces at blive klar til at dø

Gud er med gennem al smerte og angst, også i døden,
siger sygeplejerske Elisabeth Smidt, som arbejder på et hospice

”Man skal bare være til stede hos den døende. Det er svært ikke at kunne gøre mere. Der er ikke mere praktisk, der kan gøres,” siger sygeplejerske Elisabeth Smidt, der arbejder på et hospice. ”Man skal bare være til stede hos den døende. Det er svært ikke at kunne gøre mere. Der er ikke mere praktisk, der kan gøres,” siger sygeplejerske Elisabeth Smidt, der arbejder på et hospice.

"Døende mennesker har brug for imødekommenhed og respekt omkring deres person. De har brug for at blive set, lyttet til og værdsat. De har brug for omsorg og kærlighed fra deres nærmeste og for samvær med deres nærmeste."

Sådan beskriver Elisabeth Smidt fra Rødovre, hvad et menneske i den sidste livsfase har brug for. Hun er 49 år og har i 11 år arbejdet som sygeplejerske på Sankt Lukas Hospice i København.

Ikke afklaret

For de mennesker, som kommer på hospice, er de helbredende behandlingsmuligheder opbrugt, og det forventes, at de kun har kort tid tilbage at leve i. Måske kun nogle uger. Men derfor er det ikke sikkert, de har opgivet håbet om at leve.

"De fleste er ikke afklarede omkring døden. De ved, at de skal dø. Men at blive klar til det er en proces," fortæller Elisabeth Smidt.

Hun mener, at vi alle er ensomme, men ikke alene, i den proces, det er at dø, og at der ofte er en del angst forbundet med det.

"Flere giver udtryk for, at de er mere bange for det, der sker i dødsprocessen, for eksempel smerter og åndenød, end de er bange for selve det at dø."

Hendes erfaring er, at de fysiske symptomer kan lindres, men at det ikke altid er muligt at lindre den eksistentielle angst.

Åndelige spørgsmål

"Når døden kommer tæt på, begynder mange at beskæftige sig mere med åndelige eller eksistentielle spørgsmål. Eller måske vender de tilbage til noget, de har oplevet tidligere i deres liv omkring det åndelige," fortæller Elisabeth Smidt.

Sankt Lukas Hospice er åbent for mennesker fra alle trosretninger. Der er jævnligt jødiske patienter, buddhistisk troende eller mennesker, som har tilknytning til det nyreligiøse. Alle bliver mødt med respekt, og personalet spørger ind til, hvad de har behov for og henter eventuelt støtte fra andre, som kan hjælpe patienten med de åndelige spørgsmål.

"Jeg kan ikke deltage i buddhistiske ritualer, men jeg kan vise respekt og finde nogen, som kan hjælpe," siger Elisabeth Smidt.

Hun er ikke ansat til at missionere for sin egen tro. Men hun henter gerne hjælp i at bede en bøn inde i sig selv for patienten. Hun må også gerne spørge ind til, hvordan patienten har det, og hvis de spørger, hvad hun tror på, må hun fortælle.

Den sidste kamp

"Døden havde Gud ikke tænkt, skulle være en del af vores liv. Det er en grum del, som vi ikke kommer uden om," mener Elisabeth Smidt.

Hun har mange gange været hos mennesker i dødsøjeblikket og set, at de fleste dør roligt og er vel lindrede for smerter, åndenød og angst. Ofte er familien med på stuen. Men som sygeplejerske ved hun også, at døden ikke altid er smuk og nem.
"Det er vores sidste kamp. Og det er også kroppens sidste kamp."

Personligt oplever hun døden som sin fjende, og hun har svært ved at se døden i øjnene. Men hun ser også døden som overgangen til altid at være sammen med Gud på en fantastisk måde, som det ikke er muligt at være her på jorden.

Hun fremhæver det kristne budskab om, at Gud er med gennem al smerte og angst, også i døden.

"Tvivlen er et grundelement hos os mennesker. Det er ikke alle, der finder hvile i Guds nærvær, men det ophæver det jo ikke. Det synes jeg, er trøsterigt at tænke på," fortæller hun.

I de svære rum

Lige siden Elisabeth Smidt var sygeplejeelev har hun interesseret sig for pleje af mennesker i deres sidste og ofte smertefulde livsfase. På et hospice er der mulighed for at være med i en helhedspleje af mennesket. Det handler både om mad, personlig pleje, kontakt med de pårørende og nærvær med patienten.

Men hun medgiver også, at det kræver et vist mod til at gå med ind i de svære rum i et menneskes liv. Dér, hvor der er angst, vrede, sorg og skyld.

"Det betyder meget, at man kan bringe ro med til patienten gennem ens væremåde og ved at lytte. Og det er der større mulighed for på hospice end på et hospital," forklarer hun.

Hun oplever, at døden og nærværet med de døende er blevet noget af hendes hverdag. Alligevel påvirker det hende, når et menneske dør, også hvis vedkommende, så vidt hun kan se og forstå, ikke dør i den kristne tro.

"Da må jeg lægge det hen til Gud. Det må han råde i. For jeg kan ikke altid rumme det."

Pårørende

For alle døende er kontakten til de pårørende meget vigtig. Og det lægges der også meget vægt på på Sankt Lukas Hospice.

Elisabeth Smidt opfordrer de pårørende til at være den, de er. De skal ikke stille op til noget, de egentlig ikke magter. For eksempel skal de ikke love at passe den døende til det sidste, men hellere sige, at de vil gøre, hvad de kan.

"Det kræver rigtig, rigtig meget at være tæt på et døende familiemedlem. Det er kun naturligt at trække på alle mulige ressourcer i den situation, for eksempel venner, familie, faglig ekspertise, hjemmepleje, og eventuelt muligheden for at komme på hospice," forklarer hun.

"Det er også vigtigt at passe på sig selv. For hvis den nærmeste bryder sammen, hvordan skal det så gå?"

Hun understreger, at det er vigtigt, at man ikke bruger sin ferie på at passe den døende, for den skal man nok få rigeligt brug for senere. Så skal man hellere melde sig syg eller søge plejeorlov.

At give slip

For Elisabeth Smidt handler døden også om at kunne give slip. Den døende må give slip på livet, og de pårørende må give slip på den døende.

Har den døende meget at leve for, kan det være svært at give slip. Ligesom bitre og smertefulde minder og manglende forsoning kan gøre det svært for den døende. Mens forsoning på det menneskelige plan kan give fred og dermed også gøre det lettere at give slip. Forsoning er også vigtig for dem, der skal leve videre.

Når det gælder den sidste stund inden døden, er Elisabeth Smidts råd, at det bedste, man kan gøre, er at være. Men det er også det sværeste.

"Man skal bare være til stede hos den døende. Det er svært ikke at kunne gøre mere. Der er ikke mere praktisk, der kan gøres."

Hun opfordrer til at sige de ting, man ønsker at sige, til den, der skal dø. Hørelsen forsvinder meget sent, så man kan med frimodighed tale til den døende, også efter at andre reaktioner er ophørt.

"Men det er også vigtigt at give ro til at dø."

På hospice ser de jævnligt, at den syge dør, når de pårørende lige har forladt stuen for en kort tid. Og det tolker hun, som at det kan være svært at give slip, mens de er der.

Gør en forskel

Selv om døden fylder meget, når man arbejder på et hospice, oplever Elisabeth Smidt det som meget givende at være der, og at der også er meget liv. Det kan være, når der opstår nære situationer i familien omkring den døende eller mellem personale og patient.

Det er, når hun ser, at de gør en forskel for et menneske i den sidste tid - gennem lindring, nærvær, samtale og pleje.

Midt i arbejdet for døende mennesker på Sankt Lukas Hospice synes Elisabeth Smidt, det er fantastisk for hende at have et levende håb i dét, at Jesus Kristus er opstået fra de døde.

Af Helle Bech

 

 

Lagt på nettet d. 4. december 2008 af david

Temaliste   Tilbage til tema