Tema-artikler

Studenterlejr i Cambodja

På lejren var der et meget klart fokus på at præsentere Bibelens budskab og kald til tro gennem undervisning, personlige vidnesbyrd og lovsang

I maj var der for første gang kristen studenterlejr i Cambodja I maj var der for første gang kristen studenterlejr i Cambodja

16 nye deltagere i åbne bibelstudiegrupper, nye og dybere venskaber samt forhåbentlig en flok nye medlemmer i studenterarbejdet.

Det var nogle af resultaterne, da der fra 13. til 15. maj for første gang blev holdt studenterlejr arrangeret af Fellowship of Evangelical Students Cambodia (FES Cambodia).

Lejren var tilrettelagt som en evangeliserende lejr med temaet "Hvad søger du efter?", og blandt deltagerne var omkring 15, som ikke er kristne. Lejren var i stor udstrækning tilrettelagt af de studerende i FES Cambodia, og de gjorde et stort arbejde for at få alt til at fungere både med planlægning og udførelse.

Der var også et meget klart fokus på at præsentere Bibelens budskab og kald til tro gennem undervisning, personlige vidnesbyrd og lovsang.

Derudover blev der taget mere generelle emner op som for eksempel, hvordan man studerer mest effektivt, hvilke udfordringer man møder i hverdagen som studerende, og den enkeltes ansvar i det cambodjanske samfund.

Fredag eftermiddag tog nogle af deltagerne på besøg i en nærliggende fattig landsby for at give dem lidt materiel hjælp, og resten samlede affald på lejrpladsen. Formålet var at vise, at kristne ikke alene er optaget af åndelige spørgsmål, men også ønsker at hjælpe andre med materielle ting.

Åbne bibelstudiegrupper

Set med danske øjne blev de studerende nogle gange bedt om at identificere sig som ikke-troende på en meget direkte måde, men det tydede ikke på, at de selv oplevede det som noget stort problem, og nogle gav meget åbent udtryk for, at de ønsker at lære mere om Bibelen og Gud.

På nuværende tidspunkt består kernen i FES Cambodia af omkring 15 studerende, og forud for lejren blev de udfordret til at tilkendegive, om de er villige til at lede en åben bibelstudiegruppe, og hvor mange deltagere de mener, de kan tage i deres gruppe.

Langt de fleste har sagt, at de er klar til at lede en gruppe, og næste skridt bliver at forme grupper for de 16 lejrdeltagere, som har givet udtryk for, at de ønsker at være med.

Stor frimodighed

Det er meget opmuntrende at opleve de studerendes frimodighed til at invitere deres ikke-kristne studiekammerater, deres ønske om, at de skal lære mere om kristendommen og komme til tro samt deres indsats for at arrangere lejren.

Det lover rigtig godt for planen om, at FES Cambodia skal udvikle sig til en bevægelse, som på de enkelte studiesteder er ledet af de studerende selv.

Samtidig er der stort behov for forbøn for de studerende i FES Cambodia, for de nye, som kommer med i en åben bibelstudiegruppe, samt for den fortsatte udvikling af studenterarbejdet. i Cambodja.

Af Claus Kristensen, missionær i Cambodja