Tema-artikler

Landingsbaner og evangelisation

Allan Conrad har altid filmfremviser og lærred med, når han tager rundt i Tanzania.Så kan han holde friluftsmøder og vise film om Jesus

Allan Conrad gør sin ombyggede lastbil klar til at fungere som scene ved et friluftsmøde. Allan Conrad gør sin ombyggede lastbil klar til at fungere som scene ved et friluftsmøde.

Allan Conrad har boet i Tanzania mere end halvdelen af sit 67-årige liv - siden 1998 som missionær i Mission Aviation Fellowship (MAF). I løbet af denne måned stopper han i arbejdet hos MAF, men han bliver i Tanzania - og i missionsarbejdet.

"Som kristen går man nemlig ikke på pension," pointerer han.

Allan Conrad blev født i Kina som missionærbarn. Da Mao lukkede landet, kunne familien ikke vende tilbage, men tog i stedet til Tanganyika, som Tanzania hed dengang.

I 1960 flyttede han til Danmark og blev uddannet til elektriker. Siden da har han rejst jorden rundt og arbejdet i 12 lande. I 1991 vendte han tilbage til Tanzania og har bygget både en bibelskole, en landbrugsskole, en kirke og senest mange fly-landingsbaner. Han bor i Dodoma og arbejder over hele landet.

På trods af at Tanzania er "hjemme" for Allan Conrad, føler han sig meget som dansker.

"Mit pas er dansk, og det er der, jeg har mit tilhørsforhold. Det vil jeg ikke give slip på," siger han.

Ud i landsbyerne

I 1998 begyndte han på en fire-årig ansættelse som facility manager - det vil sige en slags pedel - hos MAF.

I løbet af den tid var det meningen, at han skulle lære fire mennesker op til at overtage jobbet efter sig. Men Allan Conrads erfaring sagde ham, at han skulle bruge to år mere til at se, om de kunne klare det, og til at følge op.

"Det kunne imidlertid ikke fylde al min tid i to år, og derfor begyndte jeg at tage ud i landsbyerne og holde friluftsmøder og vise film," siger han.

Efter den periode blev han spurgt, om han ville tage ud i landsbyerne og lave landingsbaner for MAF.

Sørge for mulig adgang

Arbejdet med en landingsbane begynder med, at Allan Conrad og et par tanzaniske medarbejdere tager ud og kigger på forholdene.

Så samler de landsbyens ledelse og snakker med dem, om landsbyen vil lave arbejdet med at anlægge landingsbanen og vedligeholde den. Allan Conrad og hans folk superviserer og rådgiver i processen.

"Vi fortæller dem, at hvis de vil have den service, som blandt andre nødhjælpsorganisationer og sundhedspersonale kan give dem, må de sørge for, at de kan komme derud," siger han.

"Selv om vejnettet i Tanzania er blevet bedre, er der stadig kun jordveje øst-vest i landet, og det er meget svært at komme ud til afsides områder. Det kan tage flere dage i bil at komme til hospitalet, men kun få timer med fly."

Håndkraft

Hvis landsbyens ledelse er med på ideen og har fundet et egnet stykke land, går indbyggerne i gang med at fælde træer, fjerne rødder og jævne ud.
Banen skal være 25 meter bred og en kilometer lang. 150 meter før og efter banen og 15 meter på hver side af den skal al bevoksning skæres ned i knæhøjde.

"Alt sker med håndkraft, og det kan være svært at holde motivationen til at arbejde på landingsbanen i flere måneder. Men den er for alle i landsbyen, så nogle gange låner vi skolebørnene, der så bytter bøgerne ud med hakke og spade et par dage," siger Allan Conrad.

Når landingsbanen er færdig, skal den godkendes - og det har alle piloter i Tanzania autorisation fra Tanzanias luftfartsstyrelse til at gøre. Når det første fly lander, er der fest - og alle kan se resultatet af deres anstrengelser.

MAF har ikke eneret på landingsbanerne, fortæller Allan Conrad. Alle registrede landingsbaner i Tanzania er åbne for alle, bare de selv aftaler det med landbyen.

Eneste betingelse er, at de ikke må flyve på instrumenter, men skal kunne se. Det vil sige, at de skal lande og lette en halv time før solnedgang.

Fælles fremstød

Allan Conrad har altid filmfremviser og lærred med, når han tager rundt i landet.

"Når vi laver landingsbaner, arbejder vi om formiddagen, holder friluftsmøde om eftermiddagen og viser film om aftenen," siger han.

"Det har også en positiv virkning på fremmødet til at arbejde.Når vi kommer med noget, vil de også gerne yde noget."

Han tager også tit ud og hjælper nogle præster med at holde fremstød en forlænget weekend. Så holder de friluftsmøder og viser film om aftenen.

"Vi prædiker kristendom - ikke religion. Derfor prøver vi at samle alle kirker og trossamfund i landsbyen til et fælles fremstød," siger han.

Til brug for fremstødene har Allan Conrad bygget en firehjuls-trukket lastbil om, så den ene side kan foldes ned som scene. Om aftenen slår de den op og bruger den til at vise film på. De har også en generator med, så de kan få lyd på.

"Det er ikke noget, folk er vant til. Vi bliver mødt med stor glæde, og mange tager imod Jesus."

Nødhjælp

Allan Conrad er også med til at dele nødhjælp ud i samarbejde med landsbyernes ledelse.

"Vi siger til dem, at vi vil begynde med at give til de svageste, men lader dem bestemme, hvem det er," siger han.

Han konstaterer, at mange forsøger at skille nødhjælp og evangelisering fra hinanden, men det kan han ikke.

Hvis de gerne vil anlægge en landingsbane i et muslimsk område, bliver de tit spurgt om, hvorfor de dog vil gøre det for dem. Det giver lejlighed til at fortælle dem om Jesus. At sige, at Kristi kærlighed tvinger dem.

Allan Conrad er også inter­esseret i storvildtjagt.
"Jeg er ikke trofæjæger, men går på jagt for at slappe lidt af," siger han.

Det sker også, at myndigheder spørger ham om at hjælpe en landsby, der har problemer med de store dyr.

For eksempel ødelagde en elefantflok på 200 dyr et sted 11 marker i løbet af en nat.

"Det var nok at skyde én elefant, så forsvandt de andre. Og elefantkødet gav mad til alle i landsbyen. Det er en anden form for nødhjælp," siger han.

Af Kaja Lauterbach

Lagt på nettet d. 31. maj 2010 af david

Temaliste   Tilbage til tema