Tema-artikler

Få konferencer huskes så længe

Verdensmissionskonferencen i Edinburgh i 1910 blev så igangsættende, at der er grund til at fejre dens 100-års jubilæum i år.

I 1910 afholdtes et stort møde i Edinburgh om den kristne verdensmission.
Det var vækkelsestid, og mange brændte for mission og evangelisation. De følte, at situationen i verden dengang gav særligt åbne døre, der skulle udnyttes til en missionsindsats.

Konferencen kom til at sætte dybe spor i missionsarbejdet, også fordi den var grundigt forberedt.

Forhandlingerne foregik på basis af en indgående statistisk viden om forholdene i de enkelte dele af verden. Man fik således et klart indtryk af, hvor i verden der var mest brug for, at evangeliet blev forkyndt.

Konferencen blev så igangsættende, at der er grund til at fejre dens 100-års jubilæum i år. Det er få konferencer, der huskes så længe!

Følgerne af Edinburgh 1910

Mødet fulgtes op af en fortsættelseskomite, der holdt deltagerne fast på visionerne, og som blev til Det Internationale Missionsråd, der skulle koordinere missionsarbejdet i verden.

Da dette senere blev en del af Kirkernes Verdensråd, kan man sige, at dette råd har en del af sine rødder i 1910-mødet, ligesom den evangelikale Lausanne-bevægelse i dag er meget inspireret af missionsiveren fra konferencen i 1910.

Skønt der kun var 13 danske delegerede ud af godt 1.200, kom mødet også til at præge dansk kirkeliv meget i de følgende år.

Mission i Afrika blev påbegyndt efter mødet (Sudanmissionen 1911), og der stiftedes et Dansk Missionsråd og en Dansk Bibelskole (1912).

Når man ser på ydre missions udvikling gennem de sidste 100 år, får man indtryk af, at visionerne fra 1910 er blevet virkeliggjort.

Ydre missions vækst i tal

Et nyt stort "Atlas of Global Christianity" (Edinburgh 2009) følger godt i den gamle konferences fodspor ved at give et hav af oplysninger om missionssituationen og verdens kirkelige og religiøse forhold.

Herfra er de følgende tabellers tal hentet.

Man kan af tabel 1 se, hvor meget missionærtallet er vokset på de 100 år. Der er seks til syv gange flere missionærer i dag.

Verdens folketal er også vokset i samme periode, dog kun cirka fire gange, så der er forholdsvis flere kristne missionærer i verden i dag end på konferencens tid.

Og de er fordelt meget anderledes!

I 1910 var Asien den verdensdel, hvortil der blev udsendt flest missionærer. Men de politiske forhold i blandt andet Kina og Indien har ændret radikalt på det.

For mange danske missionsvenner i dag har mission først og fremmest med Afrika at gøre.

Så bliver man overrasket over at de få danske missionærer til latinamerikanske lande er led i en stærk strøm. Man bliver også overrasket over, at så mange som 90.000 virker som missionærer i Europa.

Det hænger sammen med, at de nyere, og hastigt voksende kirker i andre verdensdele driver et meget stort missionsarbejde.

Mission udgår nu fra alle verdensdele

I tabel 2 kan man lægge mærke til områder, der i 1910 var missionsområder (Asien) eller blev det som følge af konferencen (Afrika). De sender imponerende mange missionærer i dag til andre verdensdele.
Træffer man i dag en missionær i Afrika, er der gode chancer for, at hun er fra Sydkorea!

Latinamerika var i 1910 allerede kristent, nemlig i form af den romersk-katolske kirke, der havde drevet mission derovre siden Columbus og kolonitiden.

Men i dag er der ikke alene mange missionærer, der rejser dertil. Mange udsendes også derfra.

Det hænger også sammen med de evangeliske vækkelser, der i den sidste menneskealder har præget et land som Brasilien.

For Europas vedkommende kan man ved at sammenligne tabellerne se, at der stadigvæk er flere missionærer, der sendes ud herfra, end missionærer, der kommer hertil.

Men forskellen er ikke længere ret stor.

På en togrejse gennem Tyskland sad jeg ved siden af en ældre afrikansk mand, der viste sig at være en præst på missionsrejse heroppe!

Og han er ikke enestående.

Ser man i listen over missionærer i dag, ser man, at der er mange udenlandske missionærer i de gamle kristne lande i Vesten:

Af tabel 3 kan man se, at rigtigt mange missionærer udefra virker i Europa.
Det forstår man godt, når man kender omfanget af sekularisering i de vestlige lande.

Mange kristne fra andre verdensdele har også et ønske om at dele evangeliet med folk i de dele af verden, hvorfra de engang selv fik del i det.

Af de i tabellen nævnte lande er Danmark det, der mest udpræget er en "missionsmark".

Hvordan det internationale hold af forskere, der står bag dette atlas, er nået frem til netop disse tal for Danmarks vedkommende, kan jeg ikke gøre rede for - umiddelbart overrasker de mig lidt. Men rigtigheden i tendensen er jeg ikke i tvivl om.

Ændringen i missionsbilledet vidner om det store geografiske skift, der er ved at ske blandt verdens kristne.

Kirkernes vækst i det globale syd

I 1900 boede 82 procent af verdens kristne i den vestlige verden (Europa og Nordamerika), i 1970 gjaldt det for 57 procent. I 2010 udgør "vi" kun 36 procent af verdens samlede antal kristne. (kilde: "Status of Global Mission" i International Review of Missions 1/2010).

Udviklingen skyldes ikke, at vi er blevet færre kristne her. Det er vi nok forholdsmæssigt, men ikke talmæssigt.

Det skyldes heller ikke kun, at der har været en kraftig befolkningstilvækst i den sydlige del af verden, selvom det forklarer en god del af væksten.

Det store globale skift i den samlede kristenhed skyldes også det glædelige forhold, at menighederne er vokset så stærkt i det globale syd.

Det vil være en forenkling at sige, at konferencen i Edinburgh 1910 har iværksat hele denne fremgang i missionsarbejdet og i kirkerne på den sydlige halvkugle. Men den var ikke forgæves!

Af Kurt E. Larsen, Lektor i kirke- og missionshistorie på Menighedsfakultetet i Århus

Lagt på nettet d. 31. maj 2010 af david

Temaliste   Tilbage til tema