Tema-artikler
Legestue med mange kirkefremmede
LM's legestue i Rønne har mange børn fra familier, som ikke er vant til at komme i kirke
Børnene fik grene fra en potteplante for at illustrere palmegrenene, da Jesus red ind i Jerusalem.
"Jesus er ham med den røde hat!"
Det er onsdag formiddag, og der er legestue i LM's missionshus i Rønne.
Og i dagens anledning er Jesus en legomand, som sidder på et æsel, der er ved at ride ind i Jerusalem.
De 12 børn i legestuen kigger på de farvestrålende legoklodser, mens leder i legestuen Helene Dahlskov Andersen genfortæller historien om palmesøndag.
"Jesus ville ikke være en normal konge, som folk i Jerusalem ville gøre ham til. Nej, han ville være konge i vores hjerter," fortæller hun.
Og så giver hun børnene grene fra en potteplante, som de kan lege, er palmegrene.
Min Gud er så stor
Efter bibelfortællingen synger børnene et par sange, lige fra "Min Gud er så stor" til "Mariehønen Evigglad", og de morer sig med at lave de forskellige fagter.
Bagefter er der fri leg, og senere mødes både voksne og børn i spisesalen, hvor de spiser deres medbragte madpakker.
Her giver Helene Dahlskov Andersen sig også tid til at fortælle lidt om LM's legestue i Rønne.
"Legestuen er 22 år gammel, og så vidt jeg ved, var det den første LM-legestue," fortæller hun.
Der er to andre legestuer i Rønne, som også har kirkelig tilknytning, og folkekirken har også babysalmesang, så der er nok at give sig til for de små Rønne-borgere.
Alligevel har LM's legestue gennem flere år været endog meget populær.
"Tidligere var det helt normalt, at vi var 60 personer til legestue, og da vi var flest, var vi 100 voksne og børn," fortæller Helene Dahlskov Andersen.
Vil bygge bro
I løbet af den seneste tid er der dog kommet langt færre børn i legestuen, og hun mener, at det blandt andet hænger sammen med det faldende fødselstal på Bornholm.
"Og så har mødrene heller ikke så lang orlov længere. De har ikke mod til eller mulighed for at tage forældrelov," siger Helene Dahlskov Andersen.
Hun ærgrer sig over, at der er blevet færre børn, men samtidig glæder hun sig over missionsperspektivet i legestuen.
"Vi har rigtig mange børn her, som ikke ellers kommer i kirkelige sammenhænge. Ud over os, som står for det, har vi faktisk kun to familier med kirkelig kontakt. Resten kommer 'udefra'," fortæller hun.
"Vores vision er at bygge bro mellem kristne og kirkefremmede, og vi kunne da godt bruge, at der kom lidt flere kristne mødre, så der kom en mere ligelig fordeling."
En slags så-arbejde
Der har altid været en overvægt af familier "udefra" i legestuen, og det ser Helene Dahlskov Andersen som en stor mulighed.
"Vi betragter vores legestue som evangeliserende, men det er også i høj grad præevangeliserende. Vi viser ansigtet udadtil, og via den forkyndelse, vi har her, er vi også med i en slags så-arbejde," siger hun.
"De børn, vi har her, er meget små. Men forældrene får lige så meget ud af det som børnene, og vi vil også gerne være med i dåbsopfølgningen."
Unikke og fantastiske
Forældrene "udefra" er også gode til at støtte op om for eksempel børnejulefesten, hvor der sidste gang kom 150 personer.
"Selvfølgelig kan det nogle gange være frustrende, at vi ofte kun har børnene hos os i måske tre måneder, fordi mødrene så skal tilbage på arbejde. Men så har vi kendt dem i den tid og håber, at det har sået noget i dem," siger Helene Dahlskov Andersen.
Hun har været med i arbejdet i legestuen i 15 år, og ud over hende er der fem andre medarbejdere.
"Det bedste ved at have legestue er kontakten til børnene. De er så umiddelbare, unikke og fantastiske. Det gør en glad at være her," siger Helene Dahlskov Andersen.
Af Merete Riis Jensen
Lagt på nettet d. 6. april 2010 af david


I de dage gik han engang op på bjerget for at bede, og han tilbragte natten i bøn til Gud.
Lukasevangeliet 6,12




Udgivelse af luthersk sangbog fejres.
9/5/2012 | Dina og Henrik Borch Jacobsen, Missionærer i Cambodja
Skriver nu mens indtrykket er frisk og pulsen er lidt oppe. For det var...
Hjemkundskab på khmer
9/5/2012 | Nicoline Haahr Kristensen, Volontør i Norge dernæst i Cambodja
Ingredienser: 6 khmerkvinder, amokkrydderi, bananblade, fisk og 3...
Det der bare ikke måtte ske, skete…
29/4/2012 | Birgitte Elmkvist Madsen, Missionær i Etiopien
Da jeg for et par dage siden var på vej op på fødeafdelingen mødte jeg en kvinde,...



Modtag nyheder fra LM direkte i din indbakke.


15/6/2012 - 16/6/2012 Landsstyrelsesmøde
24/6/2012 Indvielses- og udsendelsesfest
2/7/2012 - 6/7/2012 Tværkulturel Sommerlejr Jylland-1



Tro & Mission er Luthersk Missions avis, der skriver om LM's arbejde i Danmark og i udlandet.
> Læs mere










