Tema-artikler

Revolutionen, der blev stjålet

Rumænien 1989 set med Arne Kappelgaards øjne.

Aldrig har jeg set så meget fjernsyn som i julen 1989. Og pludselig juledag viste de 1 times amatørvideo: præsident Ceaucescu og hans kone Elena stillet for en standret: Anklaget, forsvaret, dømt og henrettet på en time.

Jeg vidste, at det ikke kunne ske. Ikke i Rumænien.
Berlinmurens fald var den chokerende og glædeligt overraskende verdenshistoriske begivenhed. For mig var Ceaucescus fald endnu mere rystende. Rumænien er mit land. Jeg havde boet der et år sammen med Ingeborg og vores 2-årige Dorte 1981-82, hvor jeg læste ved den ortodokse kirkes fakultet i Bucuresti; jeg havde besøgt landet hvert år siden 1978. Sidst mens Gorbatjov var i Berlin i oktober 1989.

Østtysklands styre brød sammen, fordi folket ikke ville blive der mere - og Ungarn lod dem rejse ud af Østblokken. Polens kommunistregime brød sammen, Ungarns også, selv om de havde mildnet kursen, og Tjekkoslovakiet fik sin fløjlsrevolution. De havde alle sammen en historie med politisk kultur, demokratiske eller folkelige oprørske bevægelser i deres fortid.

Men ikke Rumænien. Det var så kort, de havde haft selvstændighed, så lidt demokratisk tradition, så hård undertrykkelse. Det var jo ikke bare i Ceaucescus tid. Før ham var kommunisternes hårdhed værre endnu, og før dem - op til og under 2. verdenskrig, havde man fascisternes hårdhed, hvor ikke mindst den jødiske befolkning led og blev reduceret til en brøkdel.

Den lille kerne af højtflyvende intelligentsia, lærd og kunstnerisk, som har fostret en stribe internationale berømtheder, kunne ikke præge landet længere. Der var ingen opposition, der kunne vælte kommunistpartiet i Rumænien. Vi måtte vente, til Ceaucescu døde, før der kunne ske noget.

I 1982 sagde en rumæner til mig: "Det eneste sikre, vi ved, er, at sidste år var bedre end i år, og i år er bedre end næste år." Det kom til at holde stik konstant resten af det årti.

Da jeg var i Rumænien i oktober 1989, så jeg er helt folk, der gik sløvt omkring, som om de var trætte af sult. Og håbløshed.

Selv kommunisterne var så dybt præget af håbløshed, at en topkommunist bortadopterede sin søn, for at han kunne blive optaget på det ortodokse teologiske fakultet og blive præst! Kirken var det eneste sted i landet, hvor der fandtes håb.

Jeg hørte rygter om et oprør i Brasov, en folkemængde var gået til angreb på Securitates bugnende madlager. Og de var slået ned. Men den slags kommer jo aldrig i avisen. Man lever af rygter - og så det, man fanger fra Radio Free Europe.

Men oprør kunne ikke lade sig gøre i Rumænien. Securitates magt var allesteds nærværende. En oppositionsbevægelse havde ikke en chance.

Ungarerne, de 2 millioner af indbyggerne i det nordvestlige Transsylvanien og det vestlige Banat, var selvfølgelig altid opposition, og de blev holdt nede derefter. De drømte jo om at få Transsylvanien tilbage under Ungarn ligesom før folkeafstemningen i 1918, som førte Transsylvanien sammen med den unge rumænske stat. Denne bestod først af Valakiet i syd og Moldavien i øst, der blev selvstændige fra Tyrkiet i anden halvdel af 1800-tallet.

En meget politisk ungarsk reformert præst, Lasslo Tökes, var blevet forflyttet til en lille kirke i Timisoara, Rumæniens tredjestørste by og den mest vestligt prægede. Ungarerne er delt omtrent ligeligt mellem katolikker og reformerte, mens den rumænske befolkning helt overvejende er ortodoks.

Så gik rygtet i Tökes' menighed, at Securitate ville forflytte ham igen. Det kunne meget vel være til et fængsel - eller en grav? Menigheden slog ring om kirke og præstebolig for at beskytte ham. Rumænere, som kom forbi, sluttede sig til. Sammen med ungarere og imod Securitate! Chokerende! Da Securitate mødte op med plexiglasskjolde og hjelme, var det aldrig set før. Da de kom for at fordrive demonstrationen med brandslanger, væltede den rasende mængde brandbilen i floden!

Demonstrationen voksede i løbet af ugen, og byens smukke centrale plads, en bred boulevard mellem operaen og den smukke ortodokse katedral, fyldtes af mennesker, der råbte og skreg dag og nat. Ti tusinde - eller mange flere? Hvem kan tælle. Mine venner fra den stærke evangeliske studentergruppe fortalte, at de pludselig så, hvad de aldrig havde drømt om at få at se: Hele dette folkehav på knæ, da de bad Fadervor sammen!

På hvert gadehjørne stod der vagter, en Securitatemand og en fra hæren sammen, sådan at heller ikke de kunne stole på hinanden og lave numre. Lad alle frygte alle, det var jo herskersystemet.

Den 17. december blev der skudt. Vi ved ikke hvor mange der blev dræbt; de massegrave, der blev vist frem senere, var måske også propaganda. Efter en mindehøjtid for de dræbte blev deres forældreløse børn stående foran katedralen. Da en securitatemand sagde: Gå nu hjem! åbnede en stor dreng sin skjorte og gik frem imod ham og så sagde: "Skyd bare mig også, hvis du vil!" Så åbnede de ild og skød 10-20 børn, der ikke havde noget sted at flygte hen. Mine evangeliske venner fortalte med stor bitterhed, at kirkedøren blev lukket til for næsen af børnene, da skyderierne begyndte.

Men hvor blev befolkningen i hovedstaden af? Kom de slet ikke til hjælp for Timisoara? Her ventede man utålmodigt, desperat på støtte.

Så kom præsidenten og hans frue endelig hjem fra besøg i Iran. Næste dag gav de interview, hvor især Elena Ceaucescus ord blev genfortalt: "Vi har en stor og god befolkning i Rumænien. Vi kan sagtens undvære et Timisoara!" Det var en trussel af format.

21. december blev hovedstaden Bucurestis befolkning som så ofte før kaldt sammen for at demonstrere til støtte for præsidenten. Den slags foregik ved, at fabriksarbejdere og andre på store arbejdspladser bliver kommanderet af sted, og udeblivelser blev noteret.

Så blev den store plads foran præsidentpaladset igen fyldt med mennesker, og soldater og sikkerhedsfolk i kæde rundt om, så alle kunne hylde præsidenten på balkonen, mens fjernsynet transmitterede præsidentens store tale direkte ud til hele folket. Derfor så man også hans vantro, forvirrede blik, da der pludselig blev buh-et ad ham. Hvad var nu det? Det havde de da aldrig gjort før imod deres kære landsfader! Ham der var folkets store velgører, som der blev sunget helt religiøse hymner til hver aften, inden fjernsynet slukkede!

Sikkerhedschefen bag ham fik hurtigt hevet ham ind i skjul, mens spændingen steg udenfor, og demonstrationen blev splittet af skud; næste dag opstod den spontant et større sted lige så centralt. Med tanks omkring. Ion Alexandru, den folkekære nationaldigter, der også var brændende kristen, gik fredsvagt med et kæmpekors imellem demonstranterne og hæren.

Hærchefen fik angiveligt pludselig lyst til at begå selvmord inde i præsidentpaladset! Han må have nægtet at sætte hæren ind imod folket. Den var fuld af værnepligtige, og selv officererne havde ikke nær de privilegier, som Securitatefolk havde. Det endte med, at hæren gik imod Securitate og præsidenten, der blev voldsomt skyderi omkring præsidentpaladset.Så dukkede en helikopter op, og præsidentparret flygtede fra residenspalæets tag den 22. december.

Mens alle gættede på, hvor de blev af, var der snigskytter overalt i Bucurestis gader, især efter mørkets frembrud. Ingen vidste, hvem det var. Var det Securitate? Eller var det de tavse, fremmed udseende mænd i store kapper, der var set gå rundt i gaderne i den senere tid? En privat garde af udlændinge, som præsidenten havde hyret fra sine sidste udenlandske venner: Irans Ayatollah Khomeini og Libyens oberst Ghadaffi?
Hvad gjorde hæren? Hvad gjorde Securitate? Det var forskelligt fra provins til provins. Nogle steder var der kampe og skud mod befolkningen. I Moldaviens hovedby Iasi kaldte hærchefen Securitates chef til rådslagning på kasernen - og internerede ham, så Securitate var forvirret og lammet, mens krisen stod på! Så der blev ikke skudt i Iasi.

Den 24. december blev det meddelt, at præsidentparret var fanget af hæren. Helikopteren havde sat dem af på en landevej, en bil havde kørt dem videre, men de var blevet pågrebet. Det var mørklagt, hvem der var involveret.

Jeg sneg mig væk fra julen i familiens skød, så tit jeg kunne, ind til fjernsynets nyhedsudsendelser - og fik lov til det!

Selveste juledag kom så den hele times direkte udsendelse med præsidentparrets dom og henrettelse. Et mere dramatisk punktum for en æra kan ikke tænkes. Straks kom den store debat, om krigsret og dødsstraf er den rigtige måde at gøre det på. Senere kom tvivlen: var der for mange, der slap for at blive stillet til regnskab på den måde? Sikkert er det, at skyderierne fra ukendte snigskytter stoppede. Et modkup fra Securitate var umuliggjort.

Det første fly, der kom allerede en eller to dage efter med nødhjælp til det "befriede" Rumænien, var mærkeligt nok fra Libyen. Men kun få bemærkede de mænd, der fyldte flyet, da det returnerede.

Snart fremstod Iliescu som den nye stærke mand. Han havde været ven med præsidentens søn, havde været i magtens top, men havde lagt afstand til præsident Ceaucescu - og overlevede det, fordi han var Gorbatjovs gode ven og stod under hans beskyttelse, hedder det sig.

Det viste sig snart, at vel var Securitate mindre magtfuldt nu, men det var livsfarligt for de unge mennesker, der trængte ind i Securitates hovedkvarter og begyndte at rode i deres arkiver.

De gamle magthavere på alle niveauer blev ikke fjernet, de holdt bare op med at kalde sig kommunister. Den folkelige revolution blev stjålet af den gamle magtelite, lød det ofte. Kun tøvende og skrøbeligt bevægede Rumænien sig imod demokrati, og stadig i 1990 flygtede en del, mens det endnu kunne lade sig gøre.

Flere gange kom en stor flok minearbejdere fra bjergværkerne til hovedstaden, tilkaldt af præsident Iliescu, for at demonstrere imod hovedstadsbefolkningens nye demonstration. Alle frygtede disse bøller.

I august 1991 fik de væltet ministerpræsident Roman. Da de ville videre til præsident Iliescus bolig for at vælte også ham, blev de kørt igennem byen af militæret, så de ikke hærgede undervejs. Demonstrationen imod præsident Iliescu blev dog stoppet. Var den kun på skrømt? Var det Iliescus arrangement til at slippe af med ministerpræsident Roman?

Jeg var i Bucuresti i de dage med min kone. Vi hørte skud fra hotelværelset om natten. Måske kun varselsskud, hvem ved. Pressen var stadig ikke rigtig fri. På vej videre til Timisoara passerede vi et tog med minearbejderne.
I 1996 lagtes en ny præsident. Langsomt bevæger Rumænien sig videre mod demokrati. Så vidt som korruptionen nu tillader.

I 1990 brød en enorm hunger efter åndelighed ud i lys lue. Rumænerne har et meget religiøst gemyt. Men alskens nyreligiøse strømninger oversvømmede også landet og havde stor magt.

Året efter havde alle opdaget, at man skulle kæmpe hårdt, hvis man ville med i ræset efter materiel velstand. Nogle få blev hurtigt hovedrige. Det krævede vel, at man kom ud af kommunismen med en stor startkapital (!). En middelklasse af selvstændige skulle først arbejde sig op. Og de fleste forblev fattige, bare under andre vilkår.


Og hvordan gik det for kirkelivet?

Den Ortodokse Rumænske Kirke havde den 74 år gamle patriark Teoctist, som blev anset for meget samarbejdsvillig over for kommunisterne. Ydermere blev han kompromitteret af en pressemeddelelse fra en konference i kirken under de tidlige revolutionsdage. Den sagde, at patriarken lykønskede præsident Ceaucescu med måden, han havde håndteret situationen i Timisoara.

Man kan forestille sig, hvilken vrede det skabte i befolkningen. Ingen tænkte på, at det var pressecensurens tekst. Patriarken havde blot sendt den obligatoriske formelle hilsen til præsidenten ifølge min kilde, som var til stede ved konferencen. Og efter Ceaucescus fald ville ingen aviser bringe patriarkens dementi undtagen kirkens egen informationsavis, og hvem læste den?

I månedsvis var han trådt tilbage, men endelig forlød det, at den økumeniske patriark i Konstantinopel havde nægtet at anerkende hans tilbagetrædelse, så han blev genindsat. Det var en typisk omskrivning af, at den politiske magt ville det sådan.

Patriarken havde ingen erfaring med pressefolk. Med den nye åbenhed for presse, især den internationale presse, var der brug for en pressesekretær, der ikke havde været en del af magten før. Det blev i de første år min gode ven Ioan Sauca, der havde international erfaring fra phd.-studium i England. Ham lærte jeg at kende igennem mit studieår ved den ortodokse kirke 1981-82. I dag er han leder af Det økumeniske Institut i Bossey ved Strassbourg.

Endelig fik man lov af det politiske system at udnævne en ny metropolit for Iasi, og det blev den mest fremsynede kandidat, biskop Daniel. Det er traditionelt den kommende patriark, hvad han da også er blevet i 2007, dog efter intenst kampvalg.

Det var en kæmpeopgave for den ortodokse kirke at lære at fungere under nye betingelser. Nye kristendomsundervisningsprogrammer og -materialer skulle opbygges. Undervejs skulle man også forholde sig til den katolske kirkes nye selvbevidsthed, i særdeleshed til det, at den såkaldt græsk-katolske kirke dukkede op igen.

Det er kristne med ortodoks liturgi, men de hører under paven - et resultat af 1600-tallets hårdhændede katoliceringspolitik i Transsylvanien. Kirken var blevet undertrykt og lukket af kommunisterne, og bygninger og menigheder tvunget ind under den ortodokse kirke i 1950-erne. Nu gjorde de krav på alle de kirkebygninger, der var blevet konfiskeret og havde fungeret som ortodokse kirker i 40 år. Stor ballade. Og dog blev en pave for første gang på besøg i 1999 hos Den Rumænske Ortodokse Kirke.

Vækkelsesbevægelsen Herrens Hær, Oasta Domnului, som er det ortodokse svar på pinsebevægelsen, havde også været meget undertrykt, men lever nu stilfærdigt videre, mere frit.

Da Ceaucescus afgangsbegrænsning til kirkernes teologistudier blev ophævet, blev der oprettet en række nye teologiske seminarier til at give grundlæggende præsteuddannelse, og de to fakulteter måtte flerdoble tallet på optagne studenter, så det var svært at følge med og give kvalificeret undervisning.

I den ungarske reformerte kirke blev Lasslo Tökes en af de to nye biskopper, da de gamle blev udrenset. Han fortsatte med at være mest optaget af politik, siges det.
I det tyske mindretals lutherske kirke var man tvunget til at tænke mindre på opbyggelse end på nedbyggelse: Hvordan klarer man, at befolkningen i stride strømme udvandrer til Tyskland?

Før 2. verdenskrig var der en halv million, i 1980 var der efter udrensningerne og deportationerne 200.000; så kunne Vesttyskland købe udvandrere fri indtil grænsen blev åbnet i 1990, og først i 1990-erne ventede man at lande på 30.000 medlemmer, der blev og ikke udvandrede. Hvordan skal man lukke menigheder i det tempo, ofte med store historiske kirkebygninger?

Her måtte man i øvrigt også vente på tilladelse til at udnævne en ny biskop efter den afdøde biskop Klein. Da tilladelsen kom for den ortodokse kirkes Iasi-metropolit, kom den også for den lutherske stilling, der var meget mindre politisk interessant.

Så var der baptisterne, pinsekirkerne, adventister og "Crestini dupa Evangelii", "Kristne efter Evangeliet", en kirke nærmest som Plymouth-brødrene. Sidstnævnte har levet et meget lukket liv med front mod verden, få har større udblik og ønsker en åbning.

Baptister og pinsekirker har haft meget stor kontakt med kristne, som kom ind fra Vesten, og stod på spring til at udnytte den nye åbenhed i 1990. Især i de vestlige dele af landet voksede de stærkt allerede under kommunismen, og væksten fortsatte efter. Dog har netop de kirker også været mest mærket af udvandringen til USA; der er jo så mange der, der har fået drømmen om Vesten ind igennem udenlandske prædikanter eller de unge, der rejste ind i en stadig strøm for at oplære kristne i det skjulte.

De afrikanske studerende var helt væk. I slutningen af 1970-erne havde der været op til ti tusinde, og da vi boede der, havde vi megen kontakt til kristne iblandt dem.
En kristen studenterbevægelse var absolut forbudt under kommunismen, men i kirkerne kunne unge samles, og nogle ungdomsgrupper i universitetsbyerne var reelt studentergrupper.

I 1990 var Europas stærkeste evangeliske studentergruppe i Timisoara, er jeg overbevist om: Der var 40 bibelstudiegrupper, stærke og modne ledere. Om sommeren lavede de bl.a. undervisning som opfølgning for dem, der havde "givet deres liv til Jesus" under evangelisationskampagner. Det blev til undervisning af 200 mennesker på 8 sommerhus-lejre af en uges varighed!

De forskellige universitetsbyers grupper havde så forskelligt præg, så det tog nogle år at samle en national evangelisk studenterbevægelse. Men nu var der frihed til det!

Af Arne Kappelgaard

Lagt på nettet d. 13. januar 2010 af david

Temaliste   Tilbage til tema