Tema-artikler

Hjælp til studerende i Østeuropa

De rumænske myndigheder i 1980'erne gjorde, hvad de kunne for at forhindre kontakt med udlændinge

Ingeborg og Arne Kappelgaard boede i Rumænien fra 1981-1982. Ingeborg og Arne Kappelgaard boede i Rumænien fra 1981-1982.

Ingeborg og Arne Kappelgaard, Nørrebro i København, har aldrig set så meget tv-avis i julen som i 1989. Da var der revolution i Rumænien, og juledag blev den rumænske kommunistiske statsleder Ceaucescu og hans kone nemlig stillet for en krigsret og dræbt i løbet af 1 time.

De havde arbejdet med at støtte de rumænske kristne i over 10 år og havde tit tænkt på, om der nogen sinde ville blive frihed, men de kunne slet ikke forestille sig, at det kunne lade sig gøre. Dertil var den kommunistiske undertrykkelse for hård og traditionen for en opposition for svag.

Timisoara var den by, der var mest præget af Vesten. Og revolutionen begyndte netop i Timisoara. En ungarsk menighed dér stillede sig i en ring rundt om kirken for at beskytte deres præst. Rumænere sluttede sig til, og det udviklede sig til en reel demonstration med titusinder af mennesker på byens centrale plads.

Statsleder Ceaucescu og hans kone kom hjem fra ferie i Iran for at tale til nationen. Det endte med, at en del blev skudt. Da en demonstration blev sammenkaldt i hovedstaden for at hylde præsident Ceaucescu som sædvanlig, buh'ede folk ham væk, og det endte med at blive folket og hæren imod Ceaucescu og Securitate. Da præsidentparret flygtede, blev de fanget af hæren.

Teologi og studenter

Ingeborg og Arne Kappelgaard var i Rumænien første gang i 1978, hvor hun var missionssekretær i Kristeligt Forbund for Studerende.

Det var på opfordring fra IFES, KFS's internationale netværk. Det blev en spændende, men også barsk oplevelse. Et par måneder efter fik de besøg af en fra IFES. Han foreslog, at de flyttede til Rumænien et år, da de jo havde "kærlighed til Rumænien".

"Det vidste vi ikke, at vi havde, men bemærkningen skabte kærlighed," siger Arne Kappelgaard, der er sognepræst i Kingo-Samuel sogn i København.
Resultatet blev, at han søgte om at studere teologi ved den ortodokse kirke i Rumæniens hovedstad Bukarest i 1981-1982. Som fritidsopgave skulle ægteparret have kontakt til kristne studenter i Rumænien - især blandt de op mod 10.000 afrikanske studerende.

Derudover har Arne Kappelgaard besøgt landet en gang om året fra 1978-1989. Da først landet var åbent efter revolutionen i 1989, lod de andre tage over.

Flere kirker

Som følge af at Arne Kappelgaard læste teologi ved den ortodokse kirkes fakultet, kom familien i den ortodokse kirke.
Men de kom også i andre kirker: blandt andet hos baptisterne, når de savnede missionshusmiljøet, i den anglikanske kirke og i den tyske lutherske kirke. Her var Ingeborg Kappelgaard også med i kirkekoret.

At være rumæner var lig med at være ortodoks, og den ortodokse kirke havde ry for at være tro mod styret. Baptistkirken og pinsekirken var meget missionske og blev regnet for sekter, mens de lutherske kunne styres af systemet.

Jerngreb af frygt

De rumænske myndigheder holdt befolkningen i et jerngreb af frygt og gjorde, hvad de kunne for at forhindre kontakt med udlændinge.
De skulle rapportere, hvis de talte med udlændinge. En anden lov var, at de ikke måtte have udlændinge til at overnatte uden polititilladelse. Ellers fik de en bøde på tre måneders løn.

"Myndighederne var ekstra på vagt over for alt, hvad havde med studenter at gøre, for studentergrupper er ofte der, oprør kommer fra. Derfor mødtes de kristne studenter ikke som studentergrupper, men som ungdomsgrupper i kirken," fortæller Arne Kappelgaard.

"Vi blev advaret om ikke at have adresser på os, da det kunne afsløre, hvem der fik besøg fra Vesten."
Ingeborg Kappelgaard tilføjer, at de var mest under pres på deres første tur i landet. Alt var nyt, de vidste ikke, hvad de skulle passe på, og så kom de i kontakt med den politiske protestbevægelse.

"Vi skulle bringe en hilsen i en kirke, og tolken var meget politisk aktiv. Det betød, at vi var under observation resten af tiden, vi var i landet. Myndighederne gjorde det så tydeligt, at vi ikke var i tvivl," siger hun. Vi skulle frygte.

Et sted at høre til

I Bukarest havde Ingeborg og Arne Kappel¬gaard et åbent hjem for især de afrikanske studerende i byen.
Mange af dem havde utrolig svært ved at holde til at bo i det kommunistiske land - både menneskeligt og åndeligt. De havde brug for et sted at høre til og dukkede op af sig selv.

"Vi holdt også bibelkreds for dem. Normalt kom der ikke nogen rumænere, for de kunne blive straffet for det, men afrikanerne måtte gerne besøge os, fordi de også var udlændinge," siger Ingeborg Kappelgaard.

"Der stod en vagtmand ved blokken, og hans job var officielt at passe på os, men han tjekkede identitetskort for dem, der kom og gik."
"Myndighederne kunne ikke lide, hvad vi gjorde, men de havde ikke forbudt os det."

Newton fra Kenya var en kristen afrikaner, som kom jævnligt hos Kappelgaards. Han læste skovbrug på et universitet tre timers togtur væk. En dag rakkede en lærer ned på de kristne, og alle kunne se, at han var ude på at ydmyge Newton, men han fik kraft til at sidde og smile og bede. Til sidst gik læreren og smækkede med døren, men de andre studerende stillede spørgsmål og ville høre Newtons vidnesbyrd.

Arne Kappelgaard siger, at rumænerne er et meget religiøst folkefærd, og Newton oplevede også, at politifolk i det skjulte spurgte til hans kristne tro.
Det var også forbudt at holde weekendlejr, men efter Newtons råd camouflerede de en lejr som en stor fødselsdagsfest.

Fik langt mere

Mens ægteparret Kappelgaard boede i Rumænien, oplevede de at blive drænet for følelser. De kunne de kun skrive hjem om overfladiske ting og aldrig tale frit, for de vidste aldrig, om nogen lyttede. Faktisk var det først efter et halvt år i Danmark, at Ingeborg Kappelgaard kunne tale spontant igen.

"Hvis vi mødtes med en enkelt rumæner, havde han altid behov for at tale. Hvis der kom en til, holdt han op af frygt for, at den anden rapporterede til myndighederne," fortæller de.

Parret er dog enige om, at de fik langt mere, end de gav det år, de boede i Bukarest.
"Vi lærte, hvor dyrebar tillid er. Vi var meget afhængige af Helligåndens vejledning og førelse, og vi har tit sagt til hinanden, at vi vil tage den afhængighed af Gud med i livet," siger de.

"Og faktisk er vi lige så afhængige af ham herhjemme, hvis vi skal have åbenhed i nuet og dyb kontakt med mennesker."

Af Kaja Lauterbach 

Lagt på nettet d. 13. januar 2010 af david

Temaliste   Tilbage til tema