Tema-artikler

Klimaet og de sidste tider

Kirkens egen Herre talte om, at der blandt andet vil vise sig tegn i naturen, før han kommer igen

Også i den videnskabelige tænkning taler man om, at jorden går under. Og så disker man op med scenarier som supervulkaner, gammaglimt med mere, skriver Samuel Roswall.

Jorden går under. Spørgsmålet er ikke, om det sker, men hvornår det sker.
Er den påstand ikke bare en af disse bibelske dommedagsprofetier, som nogle kristne går meget op i?

Nej, det er nu ikke kun et emne for "naive bibelfundamentalister".
Også i den videnskabelige tænkning opereres der med lignende tanker. Blot et eksempel. Gratisavisen Urban indeholdt den 23. november 2005 en længere artikel, som blev indledt med ordene:

"Vi behøver ikke selv at gøre arbejdet. Naturen gemmer i sig talrige kræfter, som ikke bare kan, men vil tage livet af os. Spørgsmålet er bare hvornår?"

Og så blev der ellers disket op med scenarier som supervulkaner, gammaglimt, kæmpetsunamier, voldsomme meteornedslag og så videre.

Tegn på Dommedag

Ikke desto mindre kan sindene komme i kog, når man i kirkelige kredse lægger røst til, at kirkens egen Herre talte om, at der blandt andet vil vise sig tegn i naturen, før han kommer igen.

Det så vi for eksempel for snart tre år siden, da biskop Skovsgaard af en Ritzau-journalist blev spurgt, om klimaforandringerne er tegn på, at dommedag er nær.
"Måske. Det vil jeg ikke afvise," svarede han.

Straks føg det i luften med reaktioner som "videnskabelig uvederhæftig", "fundamentalist" og "dommedagsprofet" - ja, at biskoppen havde sat tid på dommedag.

Afveje

O.k. Vi må medgive, at kristenhedens historie indeholder eksempler på sekteriske holdninger også i den sag.

Det er tilfældet, når tegnene på Jesu genkomst gøres til et "speciale", der ikke tjener forventningen om Jesu komme, eller som fremmer en ligegyldighed over for forvaltningen af Guds skaberværk.

Kulturbefalingen i 1 Mos 1,28 ff og buddet om næstekærlighed pålægger os arbejdet for en bedre verden - og ikke at lade stå til.

Men det kan være lige så sekterisk, hvis man forblændet af kulturoptimisme bliver så optaget af at tage sig af skaberværket, at det fremmer ligegyldighed over for forventningen om Jesu genkomst og bevidstheden om, at den nuværende verden går til grunde og bliver fornyet.

Ensidig dyrkelse af enten de sidste ting (eskatologien) eller de første ting (skabelsesteologien) kan føre os på afveje.

Hjælpen til at blive fastholdt i en bibelsk (spændingsfyldt!) balance er at fokusere på hele Bibelens Kristus. Ham, ved hvem alt er skabt, og ved hvem alt skal blive fuldendt.

Tegn og veer

En dag var Jesus og hans disciple sammen på Oliebjerget. Ved den lejlighed svarede han helt konkret på deres spørgsmål om tegnene på sit komme og verdens ende.

Her nævner vi bare en lille del af hans svar, nemlig: "... sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv" (Matt 24,7) og "Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen" (Luk 21,25).

Det hører med til forståelsen af Jesu svar, at han talte om tegnene som veer.
En fødsel begynder med, at der er langt mellem veerne. Men de tager til med kortere intervaller, jo nærmere fødslen er.

Ved den sammenligning får Jesus altså sagt, at der altid har været naturkatastrofer, men at de vil tage til i intensitet, jo nærmere tiden er for hans genkomst.

Naturkatastrofer

I de sidste cirka 100 år har der været voldsomme katastrofer forårsaget af jordskælv, orkaner og oversvømmelser.

Den voldsomste var måske katastrofen i Kina i 1931, som man mener kostede mellem to og fire millioner mennesker livet.

Herudover har der været mange katastrofer især i Asien, Nordamerika og Europa.
Klarest i vores erindring står vel den store tsunami 2. juledag 2004, der ramte Thailand og flere andre lande.

Vilkår er ændret

Ingen kan benægte, at vi har udsat jorden for så store belastninger, at man må spørge, hvor længe den kan holde til det.
Men opgaven her er ikke at tage stilling til, hvor meget klimaændringerne er menneskeskabte.

I stedet for vil vi understrege tre ting.
Skaberværket var fra begyndelsen smukt og godt. Ja, "Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var".

Men efter syndefaldet blev ikke alene menneskets vilkår ændret. Jorden kom under forbandelse, og livet blev fyldt med smerte, sved og møje. Derfor sukker og vånder skabningen sig.

Men for det tredje sker det med det håb, at den vil blive befriet og "nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden".

Mennesket rev skaberværket med sig i faldet. Når mennesket bliver endeligt forløst, følger hele skabningen med i genrejsningen.

Jesus sagde: "Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig."

Af Samuel Roswall

Lagt på nettet d. 16. november 2009 af david

Temaliste Tilbage til tema