Tema-artikler
Klima og mission
"Jeg kan ikke se belæg i Bibelen for en ligegyldig holdning til klimaet," siger Anne Sode Grønbæk
Anne Sode Grønbæk er missionssekretær i LM. Hun siger, at hun før aldrig har gået særlig meget op i klimaspørgsmål.
Men i sommer deltog hun i en temadag, som Dansk Missionsråd havde arrangeret om sammenhængen mellem klima og mission. Og da gik det op for hende, at man ikke behøver en ph.d.-grad i biologi for at finde ud af, at det står relativt alvorligt til.
"På et eller andet plan gør det indtryk. Jeg blev standset for, at hvis temperaturen i verden stiger mere end to grader, kommer vi ud i det største globale eksperiment nogensinde. Jorden har Ikke prøvet noget før, der kan sammenlignes med det," siger hun.
"Det er kun et spørgsmål om tid, før østaten Maldiverne bliver oversvømmet. Derfor er de ved at købe nyt land.
Pludselig stod Anne Sode Grønbæk der som helt almindelig dansker og tænkte:
"Hvordan skal det gå i den sidste ende?"
Afhængige af afgrøder
"Klimaspørgsmål er ikke noget, man har taget seriøst i samfundet særlig længe - heller ikke i missionssammenhænge - og det letteste ville være at sige, at klima og mission ikke har noget med hinanden at gøre," anfører missionssekretæren.
"Klimaforandringerne rammer globalt, men hårdest i de lande, som er vores arbejdsfelt. Det er typisk lande, som er mere afhængige af afgrøder end os, der lever i et videnssamfund."
Klimaforandringerne kan blandt andet konstateres ved, at regntid og tørtid er blevet uregelmæssige, sådan at det ikke er til at forudse, hvornår man skal høste og så.
Anne Sode Grønbæk minder om, at man også kan konstatere klimaforandringer i Danmark med milde vintre og store regnskyl.
Men forskellen er, at vi har økonomiske midler til at indrette os efter forandringerne. Forsikringspræmierne stiger, men vores livsgrundlag er ikke truet," siger hun.
"Som missionsselskab kan vi ikke bare sidde og se på, at nogle mennesker har det dårligt. Det er vores næste - også selv om vi ser dem i tv. Det giver ingen mening at sige: 'Vi fortæller om Jesus - resten må I selv rode med.'"
Er jeg villig?
Anne Sode Grønbæk erkender, at det kan se rimelig uoverskueligt ud, hvad hun som enkeltmenneske kan gøre. Men hun kan ikke se belæg i Bibelen for en ligegyldig holdning.
Hun tror, det har betydning, hvordan man prioriterer ressourcerne. Også privat. Og det handler ikke mindst om indkøb.
"Vil jeg som privatperson betale mere for mine ting? Er jeg villig til at afstå fra noget?" spørger hun.
"Forbrugere har magt. Man må spørge i hver lille husholdning: 'Hvilke produkter prioriterer jeg? Sparer jeg på energien?'" siger hun og pointerer, at hun bor i glashus og bestemt ikke har sit på det tørre.
Ikke nemt at løse
Klimaforandringerne giver også konkrete udfordringer i de lande, hvor LM arbejder:
Anne Sode Grønbæk fortæller, at på grund af klimaforandringerne, kommer der nogle meget kraftige regnskyl i Peru.
I Arequipa har mange huse fladt tag - blandt andet en lille kirke i et meget fattigt område. For to år siden fik de vandskader, som det vil koste 1.000 kroner at reparere, men søndagskollekten er kun på fem til syv kroner.
"En ting, man kan kritisere os for som missionsorganisation, er, at vi flyver meget. Det giver i den grad CO2-udledning," siger Anne Sode Grønbæk.
"Det er et spørgsmål, der rammer, og jeg ved ikke, hvordan man kan løse det. Pointen er, at der ikke findes nogen lette løsninger," siger hun og opfordrer til, at man deler gode ideer til, hvordan man kan passe på klimaet.
"Det er ikke nok at tale om det."
Af Kaja Lauterbach
Lagt på nettet d. 16. november 2009 af david






Udgivelse af luthersk sangbog fejres.
9/5/2012 | Dina og Henrik Borch Jacobsen, Missionærer i Cambodja
Skriver nu mens indtrykket er frisk og pulsen er lidt oppe. For det var...
Hjemkundskab på khmer
9/5/2012 | Nicoline Haahr Kristensen, Volontør i Norge dernæst i Cambodja
Ingredienser: 6 khmerkvinder, amokkrydderi, bananblade, fisk og 3...
Det der bare ikke måtte ske, skete…
29/4/2012 | Birgitte Elmkvist Madsen, Missionær i Etiopien
Da jeg for et par dage siden var på vej op på fødeafdelingen mødte jeg en kvinde,...



Modtag nyheder fra LM direkte i din indbakke.


15/6/2012 - 16/6/2012 Landsstyrelsesmøde
24/6/2012 Indvielses- og udsendelsesfest
2/7/2012 - 6/7/2012 Tværkulturel Sommerlejr Jylland-1



Tro & Mission er Luthersk Missions avis, der skriver om LM's arbejde i Danmark og i udlandet.
> Læs mere










