Tema-artikler

Sådan bliver man missionær

Hvilken proces skal man igennem, hvis man gerne vil være missionær i LM?

Anne Sode Grønbæk er her foreviget sammen med nogle af LM’s nuværende og tidligere missionærer og volontører. Anne Sode Grønbæk er her foreviget sammen med nogle af LM’s nuværende og tidligere missionærer og volontører.

Hvordan ser en missionær ud?

Det spørgsmål kunne der sikkert komme mange inter­essante svar på. Især hvis man spørger et barn.

Men hvis man tager et kig på LM's missionærer, kan man se, at de ser vidt forskellige ud. Og de har også vidt forskellige baggrunde for at være rejst ud som missionærer.

Fælles for dem alle er dog, at de har været gennem en grundig ansættelsesproces, inden de satte sig i flyveren.

"Der er rigtig mange ting, som skal falde på plads, før vi sender en missionær af sted. Både for dem personligt og for os som organisation. Vi vil jo gerne være sikre på, at det er de rigtige mennesker, vi sender ud," fortæller Anne Sode Grønbæk, som er HR-konsulent og missionssekretær i LM's internationale missionsafdeling.

Helt uforpligtende

Hun er med i ansættelsesproceduren, når folk sender en ansøgning til et missionærjob, som de har set på dlm.dk eller i Tro & Mission.

"Men processen starter ikke altid med en ansøgning. Mange går og overvejer, om Gud har kaldet dem til at blive missionærer, og om de kan se sig selv i det job. Hvis man går i den proces og ikke er afklaret, er man meget velkommen til at kontakte os. Det er helt uforpligtende at ringe og stille nogle spørgsmål. Ingen skal være bange for, at de sidder i et fly med kurs mod Afrika dagen efter!" pointerer Anne Sode Grønbæk.

"Ofte er det godt for folk lige at få vendt nogle tanker og spørgsmål med os, og så kan de overveje videre, om de skal sende en ansøgning af sted."

Ansætter ikke alle

Hvis overvejelserne ender med en ansøgning, starter processen med at finde ud af, om personen og LM kan blive et fornuftigt makkerpar.

"Hvis ansøgningen er relevant, bliver personen indkaldt til en samtale," siger hun.

"Selvom vi gerne vil sende missionærer ud, er det ikke en selvfølge, at man bliver ansat. Tendensen peger i retning af, at man fremover skal have en faglig uddannelse. Uddannelsesniveauet er steget i de lande, hvor vi arbejder, og det bliver vi nødt til at matche. Derfor skal vi også bidrage med specialister. Målet er, at vi kan oplære lokale folk og kirker til at drive tingene selv."

En dobbelthed i jobbet

Når folk bliver udvalgt til samtale, kommer de på besøg på sekretariatet i Hillerød og snakker med HR-konsulenten og missionssekretæren for det land, jobbet er i.

"Det er en lang snak på to-tre timer, for der er mange ting, der skal vendes. Der er ligesom en dobbelthed over et missionærjob, for på den ene side er det et særligt job, som kræver et kald. Men på den anden side er det også et helt almindeligt job, som man skal have nogle kvalifikationer til," siger Anne Sode Grønbæk.

"Der er mange elementer i jobsamtalen, som man også ville blive spurgt om i ethvert andet firma."

I løbet af samtalen får ansøgeren også mulighed for at stille spørgsmål om landet, bolig, skolegang, og hvad der nu ellers kan være.

"Det er jo ikke kun LM, som skal vælge personen. Personen skal også vælge os. Det er mindst lige så vigtigt, at de selv mærker efter, om de kan arbejde for LM," siger hun.
Ansøgeren skal også forholde sig til en case, som er en vanskelig situation, de vil kunne komme ud for i jobbet. Personen skal svare skriftligt på, hvad vedkommende ville gøre i situationen.

Spotter faresignaler

Efter samtalen får ansøgeren en tilbagemelding.

"Nogle gange siger vi til folk, at vi er positivt indstillede og gerne vil arbejde videre med dem med det samme. Andre gange siger vi, at der er nogle ting, de skal arbejde med først. Hvis man ikke i forvejen har en TKM-uddannelse (Tværkulturel Missionsuddannelse), vil man for eksempel kunne få at vide, at man bør tage den et-årige uddannelse," fortæller hun.

Når man er kommet over den hurdle, skal man oplyse navne på to referencepersoner, som LM kan kontakte og høre mere om ansøgeren hos.

Og så skal vedkommende til tjek hos LM's rådgivende læge og psykiater.

"Det gør vi for at sikre os, at ingen fysiske skavanker eller psykiske forhold kan hindre udsendelsen. For det er superspændende at flytte til et andet land, men det er også en belastning. Vi vil gerne for så vidt muligt spotte eventuelle faresignaler, inden vi sender folk af sted."

Superdejligt at fortælle

Når alle oplysninger er kommet i hus, laver missionsafdelingen en samlet vurdering af ansøgeren.

"Og så tager vi et møde med LM's Landsstyrelse. Det er dem, som tager den endelige beslutning med hensyn til, om personen skal sendes ud som missionær," fortæller Anne Sode Grønbæk.

Hvis Landsstyrelsen godkender personen, får vedkommende besked på, at han eller hun er blevet ansat som missionær.

"Og så vil vi gerne melde det ud til offentligheden via Tro & Mission så hurtigt som muligt. Det er jo superdejligt at kunne fortælle den slags."

Praktiske gøremål

I tiden op til afrejsen er der en masse praktiske gøremål. Dem sørger missionssekretæren for i samarbejde med den kommende missionær.

"Der er mange ting, der skal styr på - visum, flybilletter, udsendelsesfest, ansættelseskontrakt og den slags. Missionærerne får også en håndbog, hvor der er svar på en hel masse spørgsmål," fortæller Anne Sode Grønbæk.

Inden afrejse har missionæren også flere møder med missionssekretæren, så missionæren kan blive sporet ind på de opgaver, der venter, og så missionæren og sekretæren kan lære hinanden bedre at kende.

Kursus i Norge

Missionæren skal også deltage i et forberedelseskursus.

"Hvis de skal rejse ud om sommeren, kommer de på et tre ugers forberedelseskursus på TKM. Det handler blandt andet om mødet med fremmede kulturer og om persontyper og konfliktløsning. De, der er med på det, er rigtig glade for det - også fordi de møder andre kommende missionærer, som deler mange af de samme tanker," fortæller hun.

"Vi bruger også Gå Ut Sentret i Norge, hvor missionærerne kan blive undervist af tidligere missionærer i to en halv måned. Det prioriterer vi meget højt for de missionærer, som skal samarbejde med nordmænd. Det er godt for dem også at lære lidt om den norske kultur."

En lang proces

Når alle forberedelserne er overstået, er det endelig blevet tid for at stige ombord på flyveren og rejse af sted mod det nye land.

"Det kan godt være en lang proces, fra man sender ansøgningen, til man tjekker ind i lufthavnen. Men lige præcis når det gælder en så stor beslutning som at blive missionær, giver flere udtryk for, at det er en tryghed, at det er en så omstændig proces. Det er rart for dem at vide, at vi har sagt god for hinanden på forhånd," siger Anne Sode Grønbæk.

Og hun glæder sig over, at nedgangen i antallet af missionærer er vendt.

"Det er jo supergodt, at vi har kunnet ansætte mange missionærer gennem de senere måneder! Det, håber vi, fortsætter!"

Af Merete Riis Jensen

Relaterede link:

Ledige stillinger i international mission