Tema-artikler

Mission er åndskamp

På den ene side oplever jeg, at mission fylder mindre lokalt, og økonomisk kom LM ud af 2008 med et større underskud, men på den anden side ser vi jo mod alle odds, at der i den seneste tid er blevet antaget en række nye missionærer og volontører. Hvordan hænger det mon sammen?

Nu hvor finanskrisen trykker, hvor vi menneskeligt set burde være mere tilbageholdende med vores pengeforbrug, ser det ud til, at Gud igen kalder mennesker til en opgave i international mission - Er det ikke underligt?

Det er, som om Gud først for alvor lader der ske noget, når vi selv kommer til kort. Når vi ikke længere selv bare kan svinge dankortet og få tingene til at ske. Det er, som om Gud vil lære os, at mission først og fremmest er hans sag - at det er ham, der er Høstens Herre.

Dette minder os om den åndelige virkelighed bag vores missionsarbejde.

Tankevækkende er det i hvert fald, at vi samtidig med den voksende missionsindsats oplever, at en stor del af vores missionærer af forskellige årsager kommer hjem i utide. Der kan sikkert findes mange logiske forklaringer på dette, men vi kommer ikke uden om, at mission er åndelig krigsførelse. For hver gang et menneske kommer til tro på Jesus, berøves Djævelen sin ejendom.

Bibelen lægger ikke skjul på, at Djævelen er på krigsstien. Og strategisk krigsførelse er et af hans specialer. Han kan både optræde som en lysets engel for med "det gode" at føre mennesker bort fra Kristus og optræde som en brølende løve for at skræmme mennesker bort fra Gud.

Kristen mission er derfor åndskamp, som Paulus pointerer det: "for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet." (Ef 6,12)

Derfor skal vi heller ikke blive modløse, når modgangen møder os. Vi må tværtimod stå fast i troen på Jesus, holde os til hans ord og fortsat bede Høstens Herre sende arbejdere ud til sin høst.

Vi må bede for vore missionærer og støtte arbejdet med de midler, vi hver især har fået givet. Og så må vi huske, at sejren allerede er i hus - Jesus har besejret Djævlen én gang for alle, da han på korset gav ham dødsstødet.

Af David Mandix Carlsen