Tema-artikler

I fængslet er der venteliste til kirken

I fængselskirken i Vestre Fængsel er der farver, lys, fællesskab og et rum til at tænke og gøre status over livet. I fængselskirken i Vestre Fængsel er der farver, lys, fællesskab og et rum til at tænke og gøre status over livet.

Mange indsatte begynder at tænke på livets store spørgsmål, oplever fængselspræst

Af kaja lauterbach


Vestre Fængsel i København er rå murstensvægge, tremmer for vinduer og døre, ensomhed og kriminalitet.
Men i fængselskirken er der også en anden virkelighed. Her er der farver, lys, fællesskab og et rum til at tænke og gøre status over livet.
Erik Adrian har været fængselspræst i Vestre Fængsel i tre år. Han fortæller, at der i Danmark er stolte traditioner for, at fængselspræsten har en naturlig, respekteret og central plads i hverdagen i fængslet.
Det mærker han i det daglige arbejde, hvor de forskellige grupper af kolleger bakker fuldt op om hinandens arbejde.

60 hver søndag

"Hemingway sagde: 'I skyttegrave findes ingen ateister'. Vi oplever det samme her. De indsatte søger kirken og det, den har at byde ind med. Mange begynder at orientere sig om store spørgsmål i livet," siger Erik Adrian.
Hver søndag kommer 60 indsatte til gudstjeneste i fængselskirken. Mange flere anmoder om at være med, men af sikkerhedsmæssige grunde er der ikke plads til flere.
"Cirka halvdelen kommer for at snakke og for at møde kvinder. Men resten kommer for gudstjenestens skyld - de ønsker også at deltage i nadveren," siger den 49-årige fængselspræst.
Han har altid arbejdet med marginaliserede grupper: alkoholikere, narkomaner, sindslidende og tværkulturelt. Indtil for få år siden på deltid for at have mere tid til sine fem børn.
"Det var de grupper, Jesus søgte hen mod. Her møder vi Guds nærvær på en speciel måde, at det er dem, som missionsbefalingen retter en særlig opmærksomhed på."
Han fortæller, at han selv har levet et hårdt liv og langt hen ad vejen kan identificere sig med mange af de indsatte.

Studiekreds

Ud over søndagsgudstjenesten er der ugentlige stillegudstjenester i fængselskirken. Her er tid til og rum for eftertanke, bøn og bekendelse.
Hver mandag samles Erik Adrian til studiekreds med en gruppe på otte-ni indsatte. De læser i Bibelen sammen og taler om det, der står. Her er der rig mulighed for sjælesorg og samtale.
Gruppen er kommet i gang på forespørgsel fra en af de indsatte, og der er hele tiden folk på venteliste, selv om information om det kun sker fra mund til mund.
"De indsatte taler om bibelstudierne på gårdturene, og de er forundrede over, at de er så grebet af det, og at det fylder så meget i deres liv," siger Erik Adrian.

Ellers drop det

Erik Adrian fortæller, at mange af de indsatte i Vestre Fængsel er varetægtsarrestanter. De har ikke fået deres dom endnu og lever i vildrede, usikkerhed og med "eksamensfeber". Det giver ekstra behov for samtale.
Han oplever, at pauserne i samtalen er vigtige. Pauser, hvor der er rum til gråd. Folk er så vant til at holde facaden, og især mænd kan tit have svært ved at græde.
Som fængselspræst har Erik Adrian tavshedspligt i dobbelt forstand. Men det er ikke noget, han oplever, at de indsatte tænker meget over. De tager det nærmest for givet, at han er deres mand.
Kriminalitet - og smerte - fylder rigtig meget i det miljø, fængselspræsten færdes i.
"Det er vigtigt, at kirken har noget at byde ind med, der kvalitativt er større, stærkere og bedre. Hvis ikke den kan det, skal den hellere droppe det hele. Det må gerne være hyggeligt at komme i kirken, men det skal ikke være en kaffepause," siger Erik Adrian.

Lagt på nettet d. 10. februar 2009 af kaja

Temaliste   Tilbage til tema