Tema-artikler

Det er menighedens gudstjeneste

Bent Houmaa Jørgensen fortæller om sit job som frimenighedspræst i Aalborg

Af Kaja Lauterbach

Jeg er den første, der prøver at være ansat som præst på fuld tid i en frimenighed i LM-regi.
Det har jeg nu snart været i halvandet år i Aalborg Frimenighed. Udfordringen for menigheden og mig har bestået i at definere, hvordan præsterollen skal se ud i en LM-sammenhæng.
Jeg kom ikke til en nystiftet frimenighed. Den havde eksisteret i otte år, og det var menighedens ældste, der indtil da på frivillig basis havde ledet arbejdet.
Og jeg kom til en ung menighed. Sidste år kom der ni nyfødte børn til! I alt er der 63 medlemmer (december 2008). Hertil kommer 47 børn.
Det er en aktiv menighed, som har gang i mange gode aktiviteter for børn, unge og voksne.

Titel og tøj?

I forbindelse med min ansættelse talte vi om, hvad min titel skulle være: hyrde, forstander, præst? Vi landede på betegnelsen præst, fordi det også giver mening for den almindelige dansker.
Hvad så med præstedragten? I menigheden var der ingen tradition for, at nogen bar specielle dragter i forbindelse med gudstjenesten. Og sådan ønskede man fortsat, det skulle være. Ønsket er, at man er nutidigt og pænt klædt på.
Argumentet er, at præstedragter kun er en tradition. Der er intet, der tyder på, at apostlene eller andre ledere i de første kristne menigheder bar specielle dragter. Der er intet påbud om noget sådant.
Modsat kan man selvfølgelig også sige, at der ikke er noget forbud. En nutidig beklædning er med til at understrege, at vort budskab er vedkommende og aktuelt for nutidige mennesker.
Af samme årsag moderniserer vi også vores missionshuse og bruger nutidige farver og indretning.

En fælles dragt

Det, der lægges vægt på i Det Nye Testamente, er præstens liv og eksempel og ikke hans klædedragt.
Der er en fælles dragt, som alle kristne kaldes til at iklæde sig:
"Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på. Lad os leve sømmeligt, som det hører dagen til, ikke i svir og druk, ikke løsagtigt og udsvævende, ikke i kiv og misundelse, men iklæd jer Herren Jesus Kristus" (Rom 13,12-14).
I det stykke må præsten gå foran med et godt eksempel.

Ikke min gudstjeneste

Hvad får jeg så tiden til at gå med, når jeg ikke, som en folkekirkepræst, har 2.000 sognebørn, jeg skal betjene, men kun har en menighed på 110 personer?
Gudstjenesterne er højdepunktet i menighedens liv, og vi har nogle dejlige og velsignede samvær.
Men nogle ville nok blive overraskede, hvis de for eksempel i en periode på et par måneder regelmæssigt kom til vore gudstjenester.
Det er nemlig ikke præstens gudstjeneste, men menighedens gudstjeneste.
Vi har et team på fire liturger, som skiftes til at stå for gudstjenesten, hvilket også indebærer, at de leder nadversamværet.
Det er kun undtagelsesvist, at jeg selv leder en gudstjeneste. Og det er ikke engang mig, der prædiker hver gang. Det gør jeg kun cirka hver tredje gang.
Der er andre i menigheden, der også bliver brugt som prædikanter tillige med prædikanter fra afdelingen og på landsplan.
Jeg er dog til stede og står til rådighed ved næsten alle gudstjenester året igennem, og det sker ofte, at jeg har et eller andet at sige til menigheden eller har en samtale efter gudstjenesten.
Når jeg påpeger, at det er menighedens gudstjeneste, ligger der også heri, at der, ud over liturgerne er mange andre involveret i at gennemføre en gudstjeneste: lovsangsband, børnenes fem minutter, skriftlæsning, eventuelt drama, børnepasning under prædikenen, ordet frit, menighedens bøn, lyd, teknik og billede, kirkekaffe med mere.

Nådegaver i funktion

En menighed på kun 110 personer, hvor jeg ikke er liturg og ikke prædiker hver søndag? Jeg har stadig ikke svaret på, hvad jeg får tiden til at gå med.
Men jeg er i færd med at beskrive, hvordan vi prøver at definere præsterollen i en LM-frimenighed, så vi bevarer noget at det, der er én af LM's store styrker: at mange på frivillig basis tager ansvar og gør et stort stykke arbejde. Med andre ord: nådegaver i funktion.
Min opgave er ikke at tage over, men at gå ind i det eksisterende og opmuntre, inspirere, vejlede, lytte, aflaste samt tage hånd om nogle af de udfordringer, der ikke har været tilstrækkelige ressourcer til.
Lad mig nu kort nævne bare fire af de udfordringer, jeg har arbejdet med:

Husbesøg

Det er min opgave cirka en gang om året at tilbyde hvert medlem en samtale. Det har i praksis betydet, at jeg har været på besøg i stort set alle hjem. Denne opgave er nært knyttet til min opgave som sjælesørger. Nogle gange har en sjælesorgssamtale resulteret i et besøg, og andre gange har et besøg resulteret i en sjælesorgssamtale eller et besøg mere.

Menighedsgrupper (MG)

Mange var førhen kun med i det store fællesskab til gudstjenesterne, men var ikke en del af et mindre fællesskab.
Nu er alle med i en mindre gruppe. De små grupper gør det også nemmere for nye medlemmer at blive en del af fællesskabet.
Af samme årsag tilstræber vi, at grupperne ikke er større end fem-otte personer, så der reelt er plads til nye. Bliver de 10 eller 12, deles gruppen i to.
At vi kalder det MG i stedet for bibelstudiegrupper skyldes, at vi ønsker at lægge lige stor vægt på tre elementer: socialt fællesskab, bønsfællesskab og bibelstudium.

Bibelundervisning

Én tirsdag om måneden har jeg bibelundervisning for menigheden. Denne undervisning er koblet sammen med MG, idet jeg laver et oplæg, som man så bruger i MG. På den måde bliver der arbejdet videre med aftenens emne, og det medvirker til, at undervisningen i højere grad bliver omsat til liv.
Med tanke på at vi har mange børnefamilier, har vi udviklet et nyt koncept. Vi begynder med fællesspisning klokken 17.30. Klokken 18.45 begynder undervisningen. Samtidig er der børnepasning, hvor de større børn passer de mindre mod betaling. Klokken 19.30 er der plads til spørgsmål og samtale, og klokken 19.45 præcis slutter vi, så forældrene kan komme hjem og putte børnene.

Bibelmaraton

Her forsøger vi at række ud til nye, der ikke kommer i vores menighed, men også nogle fra menigheden deltager.
Tre af de fem nye, der var med til kristendomskursus i efteråret, har også meldt sig til vores bibelmaraton, som vi begyndte her i januar. Det glæder vi os over.
Aalborg Frimenighed er en dejlig menighed at være en del af, og jeg trives i opgaven som præst, sådan som jeg her i korthed har forsøgt at beskrive det.

Lagt på nettet d. 10. februar 2009 af kaja

Temaliste   Tilbage til tema