Tema-artikler
Drik jer ikke berusede
"Bibelen taler om situationsbestemt afholdenhed - og ædruelighed," siger Jens Erik Rasmussen
”Mange synes, at en øl smager godt til frokosten. De fleste nyder et glas rødvin til en god middag. Er der noget galt i det? Umiddelbart ikke,” siger Jens Erik Rasmussen. Han er generalsekretær i organisationen Blå Kors
"Alkohol skaber glæde og fest, alkohol åbner for følelserne, alkohol fremmer kontakten mellem mennesker. Jo, der er meget godt at sige om alkohol.
Men - vi har cirka 250.000 alkoholikere i Danmark og cirka 3.000 alkoholrelaterede dødsfald om året. Alkohol forårsager et utal af sociale katastrofer, mistet arbejde, opløste ægteskaber, kropslige sygdomme, psykiske lidelser, depression og angst. Ulykker, vold og kriminalitet. Samlet udgift for nationen: 10-15 milliarder kroner årligt."
Dette citat fra Psykiatrifondens formand, overlæge Jes Gerlach, tegner et tydeligt billede af, hvordan alkohol fylder på mange leder og kanter i samfundet, i familierne og i danskernes liv. Også hos kristne, i kristne familier og i menighederne. Et sammensat billede - på langt fra kun godt, men også ondt.
Ikke til at spøge med
Mange synes, at en øl smager godt til frokosten. De fleste nyder et glas rødvin til en god middag. Til en fest skal der gerne være en velkomstdrink. Nogle skal også helst have en lille en til kaffen. Er der noget galt i det? Umiddelbart ikke.
Men "engang imellem" kan blive til ofte. Og ofte kan med tiden blive til tit. For nogle bliver tit til "igen og igen". En vane, måske endda en vane, som fanger.
Alkohol er ikke bare noget at spøge med. Heller ikke en kristen bør vide sig sikker på, at det ikke kan gå galt. Alkohol kan ende som et farligt bekendtskab.
Drikker for meget
860.000 danskere drikker over Sundhedsstyrelsens i sig selv høje maksimumsgrænser på 21 og 14 genstande om ugen for henholdsvis mænd og kvinder.
Hver femte voksne dansker udsætter sig dermed for en helbredsmæssig risiko. 585.000 har et direkte skadeligt alkoholforbrug. 140.000 har drukket så længe og så meget, at de er blevet alkoholafhængige.
Mange kan kun komme fri via behandling. Nogle kommer aldrig fri, men drikker sig ihjel i en tidlig alder efter mange svære kampe og tunge nederlag - og efter usigelig smerte for sig selv og andre.
Motion og grøntsager
Sundhedsstyrelsens specialkonsulent Kit Broholm har for nylig udtalt: "Hvis man vil have mindst mulig døds- og sygdomsrisiko, bør man højst drikke en halv til én genstand om dagen!"
Hun minder om, at alkohol er medårsag til 60 sygdomme fra diabetes til blodpropper i hjernen.
Mange mener, at man bør drikke to glas rødvin om dagen for helbredets skyld - uanset at motion og grøntsager har samme forebyggende virkning - specielt broccoli. Men de fleste drikker hellere (for meget) rødvin!
Hvorfor forebygge for eksempel hjertesygdomme med et stof, som hurtigt bliver skadeligt? Hvorfor lege med sit helbred?
Et nyt syn på alkohol
Centerchefen i Sundhedsstyrelsen, Else Smith, har sagt det lige ud:
"Vi har fået et helt vanvittigt uhensigtsmæssigt forhold til alkohol, og det er der brug for at ændre på."
Bedst er det, hvis vi på frivillig basis vil nøjes med alkohol i et omfang, hvor det ikke skaber ulykke for en selv eller andre. Meget tyder på, at der er behov for lovindgreb: Intet salg til unge under 18 år. Ingen sammenblanding af sport og alkohol. Færre salgssteder. Højere priser.
Børnene lider
Mindst 60.000 børn vokser op i hjem, hvor en eller begge forældre har store alkoholproblemer. Til stor skade for børnene.
Ikke alene i nuet, men med voldsomme langtidsvirkninger. Alene det at se deres forældre berusede giver børnene negative oplevelser. Mange får som voksne brug for psykologbehandling for at komme videre i deres liv.
Der er mange gode grunde til at være på vagt over for alkoholforbruget, så det ikke tager overhånd - måske til at begynde med "stille og roligt", men senere desværre alt for hurtigt og uimodståeligt!
Til ulykke for en selv og andre.
Alkohol i bibelsk lys
Når vi som kristne ved, at vi er skabt af Gud, og vort liv er givet os af ham, så lever vi i den udfordring ikke at skade hverken os selv eller andre. Men i stedet være til hjælp. Hører vi Kristus til, er vi kaldede til at leve livet med og for ham. Ikke bundet af noget i denne verden, heller ikke alkohol.
"Når vi lever, lever vi for Herren ... Vi skal altså hver for sig aflægge regnskab over for Gud. Lad os derfor ikke dømme hinanden, men I skal meget hellere dømme sådan: Ingen må bringe sin broder til at snuble eller falde," skriver Paulus i Romerbrevet kapitel 14 - og i forhold til den, som har alkoholproblemer:
"Det rigtige er at lade være med ... at drikke vin eller gøre noget, som din broder tager anstød af."
En kristens alkoholforbrug er ikke bare en privatsag!
Ikke forbud, men ...
Bibelen påbyder ikke generel afholdenhed. Men taler om situationsbestemt afholdenhed - og ædruelighed. Vi skal tage hensyn til hinanden.
Vin omtales mange steder som positivt, blandt andet i Salme 104:
"Herre, græs lader du gro til kvæget og planter til tjeneste for mennesker, så der frembringes brød af jorden og vin, der giver mennesker glæde." Og Jesus brugte vin og brød til nadverens indstiftelse.
Men vi møder også mange eksempler på, at alkohol er farligt.
I Første Mosebog læser vi om Noa: "Han var den første, der plantede en vingård. Da han drak af vinen, blev han beruset og blottede sig."
Lots døtre sagde: "Kom, lad os give far vin at drikke og så ligge hos ham." Han sansede hverken, at de lagde sig hos ham, eller at de stod op igen. Begge blev gravide med deres far.
Siden hen er mange grusomme seksuelle overgreb - også på børn - sket på grund af beruselse. Og det sker den dag i dag.
I Anden Samuelsbog står om David og Urias: "David indbød ham til middag og drak ham beruset."
Beruselse medførte synd. Beruselse blev brugt som middel til synd.
Drik jer ikke berusede
Jesus advarer os i Lukasevangeliet 21: "Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer."
Paulus skriver i Efeserbrevet 5: "Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden."
Tjenere i menigheden må ikke være "forfaldne til megen vin - de skal være ædruelige, ikke drikfældige." Sådan lyder formaningen til alle, som hører Kristus til.
Der er mange gode, menneskelige grunde til at være varsom i forhold til alkohol. Til en kristen lyder Bibelens klare tale: Vær ædruelig - drik dig ikke beruset.
Kaldet til at hjælpe
I Galaterbrevet kapitel 5 og 6 læser vi:
I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed ... Kødets gerninger er velkendte: ... udsvævelse ... drukkenskab, svir og den slags ... Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. Hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed, og se til, at du ikke selv bliver fristet. Bær hinandens byrder!
Tabu på personligt plan
Der tales meget om alkohol i medierne. Om både alle lyksalighederne og alle bagsiderne.
Dog oftest på det generelle plan. Alkoholproblemer er for mange forbundet med fortielse og fornægtelse.
Desværre er alkoholproblemer på det personlige plan langt på vej tabu. Også i menighederne.
Udfordringen er stor
De fleste af os kender mennesker med alkoholproblemer.
Det er vigtigt, at vi er med til både at forebygge og hjælpe.
Hvad kan vi gøre?
Vi kan:
- lytte til Guds ords formaninger
- være på vagt
- ikke lade os friste
- være et forbillede for andre
- undertiden undvære alkohol af hensyn til andre
- ikke ringeagte andre, som er i nød
- hjælpe med mildhed
- bære hinandens byrder
- bede for hinanden
For at alkohol ikke skal ødelægge, men - som salmisten skriver - give mennesker glæde!
Af Jens Erik Rasmussen
generalsekretær i Blå Kors
Lagt på nettet d. 14. januar 2009 af david


I glæde skal I drage ud, og i fred skal I føres af sted. Bjerge og høje bryder ud i jubel foran jer, alle markens træer klapper i hænderne.
Esajas' Bog 55,12




Udgivelse af luthersk sangbog fejres.
9/5/2012 | Dina og Henrik Borch Jacobsen, Missionærer i Cambodja
Skriver nu mens indtrykket er frisk og pulsen er lidt oppe. For det var...
Hjemkundskab på khmer
9/5/2012 | Nicoline Haahr Kristensen, Volontør i Norge dernæst i Cambodja
Ingredienser: 6 khmerkvinder, amokkrydderi, bananblade, fisk og 3...
Det der bare ikke måtte ske, skete…
29/4/2012 | Birgitte Elmkvist Madsen, Missionær i Etiopien
Da jeg for et par dage siden var på vej op på fødeafdelingen mødte jeg en kvinde,...



Modtag nyheder fra LM direkte i din indbakke.


15/6/2012 - 16/6/2012 Landsstyrelsesmøde
24/6/2012 Indvielses- og udsendelsesfest
2/7/2012 - 6/7/2012 Tværkulturel Sommerlejr Jylland-1



Tro & Mission er Luthersk Missions avis, der skriver om LM's arbejde i Danmark og i udlandet.
> Læs mere










